That´s What Friends Are For

That´s What Friends Are For

Er det allerede november 2010??!!!??!!! Shit, tiden er fløjet afsted siden min plade ”Hjerter Dame” udkom 21. april 2008!!! Der er SÅ mange dejlige venner, jeg ikke får set nok og jeg kan blive helt stresset ved tanken om alle de aftaler, jeg burde lave for at følge med i, hvad der sker i mine venner og veninders liv!!! Meget af den dårlige samvittighed, som konstant hænger over mit hoved, bliver denne dag slettet. Aaaaaaaaaahh!!

Min kæreste har længe forberedt mig på, at vi skulle ”noget” idag, så jeg har ingen aftaler og er fuld af forventning! Klokken er 10 og Mads skynder på mig: ”Du skal tage noget lækkert på, som skulle vi ud at spise. Er du snart færdig? Vi SKAL køre kl 10.30 præcis”!! Mens jeg sminker mig og overvejer, om jeg skal tage en hæl på fra morgenstunden, prøver jeg at få ham til at afsløre, hvad der egentlig skal foregå, men han er lukket som en østers. ”Kom nu bare” siger han med et skummelt smil på læben. Vi sætter os i bilen og han begynder at køre. GPS´en guider os mod NV og jeg gætter på livet løs, men forgæves.. Vi ender på Thoravej hvor én af mine veninder bor, og han holder ind til siden. ”Så kan du godt hoppe ud skat” siger han med et smil. ”Jamen skulle vi to ikke være sammen idag” spørger jeg. ”Nej, ikke idag. Nu skal du gå op til Michelle og så ringer du bare, når du vil hentes igen. Afsted med dig” siger han og giver mig et kys. Jeg makker ret og banker på hendes dør. Der bliver ikke svaret, men jeg kan høre, at der bliver kvidret inde bag døren, så jeg tager i håndtaget og går ind i køkkenet hvor rigtig mange af mine veninder står og hygger, mens de venter på min ankomst.

Jeg er helt paf og står bare og glor til de opdager mig og grinende råber ”surprise”. Jeg bliver helt rørt og en dejlig dag er allerede godt igang. Timerne flyver afsted mens vi catcher op, drikker kaffe, te, danskvand, rødvin og spiser ost, lakridser, frugt til vi er ved at segne. Det var lige sådan en dag jeg havde drømt om uden selv at vide det. Godt, mine veninder vidste hvad jeg havde brug for .