Theréses mor var alkoholiker: ”At være urolig for en forældres liv er den værste, man kan være”

Mor har et alkoholproblem. Det øjeblik og de ord, hendes far sagde, er for evigt ætset ind i Therése Erikssons hukommelse. Det var en dejlig sommeraften, og de var ude i haven sammen.

"Det var første gang, min far talte til mig, som om jeg var voksen," siger Therése.

"Og da min far fortalte mig historien, fik jeg svar på mange af mine spørgsmål: Hvorfor min mor nogle gange talte utydeligt, hvorfor hun gemte vinflasker, og hvorfor hun kunne ændre personlighed."

Læs også

Marie-Louises forældre var alkoholikere: ”Det værste var at holde på deres hemmelighed”

Therése beskriver, hvordan hun indtil sommerferien det år, hvor hun skulle starte i femte klasse, trods alt havde levet et relativt trygt og godt liv:

"Min bror og jeg boede sammen med vores forældre, og set udefra var vi en velfungerende familie. Men engang i fjerde klasse begyndte tingene at ændre sig. Mor og far skændtes, og mor gav far skylden, fordi han var meget væk på grund af sit arbejde. Samtidig drak mor mere og mere, men da hun stadig var i stand til at passe sit arbejde, var der ingen, der lagde mærke til det."

Therése, som i dag er 35 år, forklarer, hvordan hele familiedynamikken ændrede sig efter den sommeraften:

"På en eller anden måde blev det forventet, at jeg skulle tage ansvar. Men på det tidspunkt så jeg det kun som noget positivt. Jeg var stolt."

Alligevel havde Therése som barn svært ved at håndtere situationen. Hun var ofte alene hjemme med sin mor:

"Min mor var ondskabsfuld, når hun drak, og jeg kan huske, at jeg låste mig inde på toilettet og ringede til min far og græd og bad ham om at komme hjem."

Da Therése gik i gymnasiet, eskalerede tingene, og hendes mor fik også en depression:

"Mor fik medicin, men blev bare mere syg. Hun sov 20 timer i døgnet, og når hun var vågen, sad hun i en mærkelig stilling, vuggede og sagde, at hun ville dø."

Therése følte, det var hendes ansvar at sørge for, at hendes mor overlevede. Hun stod op fem gange om natten for at se, om hendes mor trak vejret.

"At være urolig for en forælders liv er den værste følelse, man kan have. Men en dag skete det alligevel. Mor havde slugt en pakke sovepiller og måtte på skadestuen for at få en udpumpning."

På det tidspunkt var Theréses mor endnu ikke blevet diagnosticeret med bipolar lidelse.

Læs også

Ingen fattede mistanke: "Hvad gemte der sig bag min venindes glade smil?"

"Mor fik elektrochok for sin depression, og jeg håbede, at det ville hjælpe. Men efter en uge begyndte hun at drikke igen, og oven i det blev hun manisk. Hun klædte sig i korte nederdele, netstrømper og plastiksmykker. Min mor var revisor, og når hun var rask, var hun meget stram og organiseret. At hun pludselig begyndte at klæde sig så ekstremt… det var meget skræmmende. Hun tog også et lån på 100.000 kroner til at shoppe for. Da følte jeg, at min mor var væk."

Tid til at give slip

I de maniske perioder begyndte Theréses mor også at stikke af.

"Til sidst kunne far ikke klare det mere og gav hende et ultimatum: "Du må vælge, alkoholen eller os." Så blev mor rigtig vred, tog en lille kuffert, samlede sine ting og gik.

Vi stod der i chok. Ingen af os havde nok forventet, at hun ville gå. Jeg tænkte: "Hun kommer hjem, hun kommer hjem." Men hun kom ikke hjem."

Efter et øjebliks tavshed fortsætter Therése:

"Jeg var sikker på, at hun nu ville drikke sig ihjel. Jeg prøvede at ringe til hende og holde øje med hende. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke bare kunne holde op med at drikke. Naivt holdt jeg fast i håbet og troede, at hun havde et valg."

Til sidst fik Thereses mor en lejlighed – og også den rigtige diagnose og medicin.

"Hun havde stadig store alkoholproblemer, men der var mindre kaos. Og det betød meget for mig, da jeg forstod, at min mors opførsel skyldtes sygdom. Det er vanvittigt at leve sammen med en manisk person, når man er barn og ikke forstår det."

For Therése kom hendes eget vendepunkt, da hun endelig gav sig selv lov til at tænke, "Hvad ville der ske, hvis jeg gav slip på mor nu?"

"Måske kunne jeg fokusere på skolen, jeg kunne blive student. Jeg kunne flytte og rejse - det havde jeg ikke turdet tænke på før. Jeg har en meget klar erindring om dette øjeblik. Jeg sad i vores have. Min mor havde ringet og bedt mig komme. Det var efter, at hun havde fået den lejlighed. Jeg sad alene og lyttede til musik. Jeg var så følelsesmæssigt udmattet af konstant at være styret af mors op- og nedture. Jeg tænkte: "Hvad ville der ske, hvis jeg ikke bare levede for at holde min mor i live?""

Therése gav ikke helt slip på sin mor, men følelsen af, at "der er et liv uden mor", blev hængende.

"Jeg sørgede altid for at ringe til hende om morgenen, når jeg vidste, at hun var ædru. Så var hun den mor, jeg havde brug for og elskede. Mine forældre var også stadig gift. Vi blev ved med at fejre højtider sammen og spiste ofte søndagsmiddag sammen."

Et stærkt møde

Da Therése var 25 år, døde hendes mor af kræft.

"Hun døde på hospice. Det var meget fredeligt. Jeg kan huske, at jeg følte sorg, men samtidig kiggede jeg ud ad vinduet og følte også en utrolig lettelse. Jeg tænkte: "Nu er det overstået." Ikke kun for mig, men også for min mor. Hun behøvede ikke at kæmpe mere, og mit liv blev, og er, så meget bedre uden hende."

Læs også

Tv-vært Rikke Møller Pedersen: "Jeg havde brug for at tage afstand fra mig selv"

Therése holder igen en kort pause. Så forklarer hun, at i de år, hvor hun kæmpede derhjemme, fik hun aldrig nogen støtte udefra. Derfor stiftede hun allerede i gymnasietiden børnerettighedsorganisationen Maskrosbarn (Mælkebøttebarn) sammen med veninden Denise Madsen:

"Min far talte meget med andre om situationen, og jeg fortalte det til mine tætte venner, da jeg var 11-12 år – det var aldrig en familiehemmelighed. Da jeg mødte Denise på den første dag i gymnasiet, føltes det ikke som et så stort skridt at fortælle hende det. Men jeg forventede ikke, at hun ville forstå."

Therése tænker sig lidt om, før hun tilføjer:

"Jeg troede ikke, at nogen anden kunne føle, som jeg gjorde. Jeg ville tjekke, om hun orkede at være min ven, så jeg spurgte, om hun havde lyst til at drikke en kop kaffe efter skole. Næsten med det samme sagde jeg: "Der er noget, du skal vide om mig.""

Therése smiler let.

"Set i bakspejlet synes jeg, det var en mærkelig ting at gøre," siger hun.

"Vi havde lige mødt hinanden. Men jeg fortalte hende det, og Denise fortalte mig om en lignende baggrund. Det føltes helt uvirkeligt. Det blev et meget stærkt møde, som ændrede mit liv. Inden Denise havde jeg været så ensom i det her. Men hun forstod det virkelig. Jeg husker, hvor stort det føltes."

Therése beskriver, hvordan hun og Denise fandt styrke i hinanden. De delte også en frustration over, at ingen havde spurgt dem, hvordan de havde det.

"Vi var unge og vrede - og det drev os. Hvorfor får børn ikke støtte? Vi følte, at der var noget, der manglede."

I dag er Maskrosbarn vokset til en organisation, som findes flere steder i Sverige.

"At have fået mulighed for at skabe dette," siger Therése tøvende og fortsætter:

"Jeg kan ikke se mig selv være noget andet sted eller gøre noget andet. Børn mistrives i dag trods de sikkerhedsnet, vi har. Men der skal ikke meget til for at ændre et menneskes liv. Jeg ønsker, at andre skal føle, at de ikke er alene. Det kunne jeg have haft brug for."