Farvel, Athen og Rom: Her er den billige storby, du ikke ved, at du vil elske
Du skal ikke vente for længe, hvis du vil opleve den uberørte perle Tirana i Albanien. Den oversete hovedstad er nemlig blevet Balkans nye in-sted. Her får du vores bedste råd til interessante seværdigheder i den billige storby.
Måske kender du bedst Albanien som et lukket, kommunistisk styre og som hjemland for diktatoren Enver Hoxha. Måske kender du det bedst som Dua Lipas fædreland eller fra fortællingerne om Moder Theresa.
Men om lidt er Balkans nye it-sted – hovedstaden Tirana – på alles læber.
I sommeren 2023 er Tirana nemlig sneget sig op på en førsteplads over de rejsedestinationer, som trender lige nu hos os danskere, viser data fra søgemaskinen Momondo.
Med andre ord er den oversete storby snart ikke så overset mere – så måske du skal afsted nu?
Lad dig fortrylle af den charmerende storby, som er klemt inde mellem høje bjerge og bølgende bakkedrag. Her er ingen verdensberømte seværdigheder – intet Eiffeltårn eller Colosseum – men masser af stemning, bjergtagende natur og historiske vingesus. Og så er her til at betale, ikke mindst.
Dyk ned i byens mørke fortid på bunkermuseerne eller mød nye mennesker og kig på gamle kirker. Sug til dig af frisk luft og udsigt fra Dajti-bjerget, spis dig mæt på lækre restauranter og køb dig fattig i tingeltangel fra de mange, små butikker.
Tirana er en af de mest livlige byer i Balkan med parker, gågader, isbutikker og hippe, urbane kvarterer en masse, så du kommer ikke til at kede dig.
Vi tager dig med til de mest interessante seværdigheder i den albanske hovedstad, Tirana, som for alvor blomstrede efter kommunismens fald.
11 interessante seværdigheder i Tirana
1. Den centrale skanderbeg-plads
40.000 kvadratmeter med røde belægningssten, parkområder og vandkunst danner rammerne om Skanderbeg-pladsen i det centrale Tirana. Her møder Italiens bløde arkitektur kommunismens brutalistiske bygninger – og det er da ikke et syn, du sådan lige støder på hver dag.
Pladsen er opkaldt efter nationalhelten Gjergj Kastrioti Skënderbej, der ledte et vellykket oprør mod osmannerne i det 15. århundrede. Det er også ham, der har lagt krop til den store rytterstatue, som du selvfølgelig lige skal forbi.
Når du har hilst på Gjergj, kan du gå på opdagelse i de mange andre, spændende bygninger, som omkranser pladsen. Her finder du bl.a. nationalmuseet, rådhuset, operaen, Et’hem Bey-moskéen og en række ministerier.
2. Oplev Albaniens pyramide
Tirana er lidt af et sammensurium af stilarter og arkitektur. Med bombastiske bygninger, underjordiske bunkere, græske søjler og smukke moskeer vil det måske ikke overraske dig, at den albanske hovedstad også har sin helt egen (brutalistiske) pyramide.
Pyramiden husede engang et museum om Albaniens leder Enver Hoxha, inden det fik nyt liv som konferencecenter efter kommunismens fald. Under Kosovo-krigen tjente den som NATOs base, men i dag holder unge IT-studerende til i det store kompleks, som stod færdigrenoveret i maj 2023 – og som er en af de mest populære seværdigheder i Tirana.
3. Se en koncert i det "romerske" amfiteater
Koncerter, film og events under åben himmel kan være en magisk oplevelse. Så hvorfor ikke snuppe sådan én med i kufferten, når du er på ferie i Tirana? I byens amfiteater kan du lulle dig i stemning med alt fra klassiske koncerter til storslåede events og filmvisninger på lune sommeraftener.
Nu skal du ikke blive skuffet, når du opdager, at amfiteateret ikke ligefrem ligner et gængs, ja, amfiteater. Det er såmænd en klassisk, moderne scene, hvis tilskuerrækker dog er placeret i den halvcirkelform, vi kender fra gamle, romerske amfiteatre.
4. Vær hip med de hippe i et særligt kvarter
Enhver storby har sit pulserende kvarter. I Tirana hedder den bydel Blloku, og her finder du alt fra hyggelige barer, restauranter og caféer til store og små butikker. Her – på den anden side af floden – befinder du dig midt i det nye Tirana, som under kommunisttiden var et lukket boligområde for eliten. Nu er det byens måske hippeste kvarter, hvor du kan boltre dig i caféer med kommunistisk retro-tema, whiskybarer og smarte butikker.
Slå dig ned på et gadehjørne og støv smilet af. Her kan du nemlig også møde nye mennesker – og rygtet siger, at de lokale sjældent er sure. Skulle de alligevel have en dårlig dag, kan du varme dig ved, at charmerende og hippe Blloku også har så meget andet!
Det kan hurtigt blive et af højdepunkterne på din ferie.
5. Bliv klogere på Nationalmuseet
Googler du Tirana, vil du lynhurtigt støde på billeder af Nationalmuseets indgangsparti. Her pynter en enorm mosaik, som skildrer den lokale historie med mænd og kvinder, der griber til våben i kampen for et frit Albanien. Så er kimen til historie-fortællingen sat.
I museet kan du snuse til Albaniens historie – fra antikken og oldtidens Grækenland til perioden under det Osmanniske Rige og helt frem til den post-kommunistiske tid, vi kender i dag. En spændende gennemgang af et land med en stormfuld fortid. For historie-interesserede – og faktisk også for alle andre.
6. Nyd kunstværkerne i Et’hem Bey-moskéen
På Skanderbeg-pladsen finder du en af de ældste bygninger i Tirana; den smukke Et'hem Bey-moske, som ikke kun er en religiøs bygning. Den er også et kunstværk i sig selv. Vægge og loftet i den store kuppel er dekoreret med smukke, natur-inspirerede motiver, og ingen af bygningens fire facader minder om hinanden.
7. Shop løs i den nye bazar
Tiranas svar på Torvehallerne hedder Pazari i Ri - eller Den nye bazar - og ligger i en af de ældste bydele i Tirana. Her kan du købe dig fattig i alt, hvad et madhjerte begærer af fisk, kød, farverige grøntsager og frisk frugt. Du kan også snuppe en souvenir eller to med hjem fra det glasoverdækkede marked.
Bazaren har åbent 24 timer i døgnet, og hvis du er heldig, kan du både opleve festivaller, koncerter og andre kulturelle begivenheder i de moderne bygninger.
8. Gå på opdagelse i BunkArt 1
Lidt uden for Tirana ligger en enorm bunker, som har tjent flere formål gennem tiden. Engang var den et underjordisk sikkerhedsrum, som Enver Hoxha fik opført for den kommunistiske elite i det tilfælde, at de skulle beskytte sig mod atomangreb fra Vesten. Bunkeren var komplet med kontor, bolig, teater og diverse andre fornødenheder for eliten, og hele anlægget var så tophemmeligt, at ikke engang den militære ledelse kendte til den.
Nu tjener den fem etagers underjordiske bunker som museum for nysgerrige turister, der vil vide mere om kommunismens tag i Albanien og om den slags overvældende magt, en diktator kan besidde.
9. Besøg også BunkArt 2
Centralt i Tirana ligger endnu en bunker, som har været skjult for omverdenen frem til 2015. Den er bygget under det albanske indenrigsministerium og bunkerens 1.000 kvadratmeter er i dag forvandlet til endnu et museum om kommunisttiden. Det er en fascinerende tur gennem fortiden, som fint lukker kommunismens kapitel - og minder os om, at al tyranni på sigt vil finde sin ende.
VIDSTE DU? Der menes at være 137.000 bunkere spredt ud over hele Albanien. De er i dag et symbol på den paranoia, der kendetegnede kommunisttiden.
10. Se udsigten fra klokketårnet
Når du er færdig i Et'hem Bay-moskeen, skal du tage et par skridt til venstre og fortsætte hos naboen. Her tårner et stort klokketårn sig nemlig over byens gamle hustage, og går du op ad alle trappetrinnene, bliver du belønnet med en betagende udsigt over Skanderbeg-pladsen.
Oprindeligt blev der installeret et venetiansk ur i tårnet - derfor kaldes klokketårnet også det venetianske tårn - men det er blevet afløst af flere varianter hen over årene. I dag pryder et kinesisk ur fra 1970 facaden.
11. Besøg House of Leaves-museet
Kommunismens tag i Tirana er foreviget i mange museer rundt omkring i byen, som alle fortæller historien om, hvordan et hemmeligt politi og overvågning styrede landet med hård hånd. På House of Leaves-museet får du et glimrende og mere dybdegående indblik i, hvordan kynismen og spionagen voksede, alle var alles fjende og der fandtes hemmelige efterretninger på snart sagt alle. Museets historier er en barsk omgang, der fortæller historien om de grumme ting, kommunismens styre stod bag.
6 ting du skal opleve nær Tirana
1. Tag en tur med svævebanen, naturen og bjergene
De smukke bjerge, der omkranser Tirana, må være på listen over de mest storslåede oplevelser i Albaniens hovedstad. Udsigten derfra er ganske enkelt fænomenal. Især for os danskere, der har Himmelbjerget som reference.
Læg storbyens travlhed lidt på afstand og få et unikt vue over byens hvide huse fra Dajti-bjerget, der ligger en lille køretur fra centrum. Bjerget kan bestiges med hjælp fra en moderne svævebane, og er du ikke til eventyr og udsigt i grønne omgivelser, kan du snuppe et spil minigolf eller en omgang ponyridning i 1.050 meters højde. Charmerende er det ikke, men nogen vil mene, at det er sjovt.
De eventyrlystne kan tage en vandretur til bjergets tinding, der ligger i 1.613 meters højde, og skifte golfkølen ud med frodig skov, klippeformationer, vandfald og huler. Flot udsigt får du også. Vær dog opmærksom på, at en vandretur foregår på eget ansvar.
2. Slap af på Albaniens rivera
Tag en smuttur væk fra Tirana og oplev, hvad Albanien også har at byde på. 50 minutters kørsel fra Tirana mod kysten ligger Dürres; havnebyen, der leder tankerne hen på den italienske rivera, og som fortjener en overnatning eller to.
Her omgiver stejle klippevægge dig, mens du ligger på sandstranden og suger solens stråler til dig. Havet ved dine fødder er krystalklart med nuancer af grønt og blåt, og det fluepapir, du kender fra nogle af europas mest populære sandstrande, er væk. Et tiltrængt afbræk fra det hektiske storbyliv i Tirana. Bestemt et besøg værd for turister med hang til badeferie.
Du kan tage fra Tirana til Dürres med bus eller leje en bil.
3. Tag på endagstur til Berat
70 km syd for Tirana findes et lille, charmerende kulturelt centrum. Byen Berat er så fin med sin unikke arkitekturstil, der er blevet påvirket af så mange forskellige civilisationer, at den er blevet udpeget til UNESCOs verdensarvsliste i 2008. Husene falder ned over dalens sider mod den flod, der skiller byens to dele, og det gør den antikke perle til lidt af et særsyn.
Ligesom Tirana har Berat en gammel bydel, som er fyldt med kirker og moskeer, der er malet med smukke vægmalerier. Kravl op til det gamle Berat Castle og få en imponerende udsigt over byen. Se også, om du kan finde den smukke Hellige Treenigheds Kirke i bjergskråningen. Historieinteresserede kan besøge det interessante Onufri museum, mens de eventyrlystne kan fare vild på opdagelse i de to gamle kvarterer. Prøv at se, om du kan tælle alle vinduerne på de mange huse - der skulle efter sigende være flere hundrede.
Berat har også mange gode restauranter og cafeer, så sørg for at have god tid. Du kan eventuelt vælge at tage et par overnatninger, så du kan nå at udforske alt det, Berat har at byde på.
Har du god tid, og er du glad for at slå dig løs i naturen, skal du også besøge Osumi Canyon og Bogove vandfald. Storslåede natur-oplevelser som dem finder du ikke i Skandinavien.
Du kan tage fra Tirana til Berat med bus eller leje en bil.
4. Afsted på vinsmagning
Vinproduktion er måske ikke det første, du tænker på, når det kommer til Albanien. Men faktisk har landet en stolt tradition for at producere lækre vine, der går helt tilbage til bronzealderen. Med sin placering ved Middelhavet er temperaturerne gode, og derfor er der rig mulighed for, at du kan kombinere din ferie til Tirana med lidt vinsmagning.
Der findes mange vingårde nær Berat, men du kan også tage på guidede ture fra Tirana. Undersøg området inden og vælg de vingårde, der passer til dit humør. Flere af dem producerer i øvrigt også Raki, som efter sigende er det albanske kærlighedssprog.
5. Oplev den levende bazar i Gjirokastër
Berat er ikke Albaniens eneste, antikke by, som er blevet optaget på UNESCOs verdensarvsliste. I det centrale syd ligger byen Gjirokastër, som også er kendt som "byen af sten", og hvor husene ligeledes snegler sig op langs klippevæggene, og hvor arkitekturen er en blanding af oldnordisk og italiensk.
Dit vigtigste stop i Gjirokastër er den gamle bazar; et levende netværk af butikker, caféer og restauranter, som bindes sammen af stenbelagte stræder. Når du har fået bazar nok for denne gang, kan du tage en smuttur ud fra byen og hvile trætte ben i et af de termiske bade.
Gjirokastër ligger en anelse længere væk fra Tirana end Berat, og du skal derfor regne med en rejsetid på cirka 3,5 time fra hovedstaden.
6. Til dig, der elsker at vandre
Albanien er lidt af et uberørt mekka for vandreglade turister. Her er nemlig et hav af nationalparker med høje bjerge og bakker, der føles, som om de strækker sig i uendeligheder. Den tætteste nationalpark på Tirana er den tidligere nævnte Djati-park.
Prespa Nationalpark er landets største på næsten 28.000 hektar, og er kendt som Balkans nationalpark, fordi den også deles mellem Albanien, Nordmakedonien og Grækenland. Men du skal sætte godt tre timer af, hvis du skal besøge den.