Tjelle så tv med kæresten, da tårerne pludselig væltede ud – nu har han ét budskab til alle mænd

Hvorfor endte du med at lave standup?

"Jeg har altid været meget opsat på at være sjov. Allerede som ung havde jeg et lavt selvværd, som jeg stadig kæmper med i dag, og det overbeviste mig om, at der ikke var nogen, som ville være sammen med mig, hvis jeg var kedelig og trist.

Derfor udviklede jeg i en tidlig alder mit sjove gen og gik ind i standup-branchen. Der havde jeg et håb om, at hvis jeg kunne få folk til at grine, kunne jeg få en masse positiv opmærksomhed, og så kunne jeg få flere venner og måske finde kærligheden. Jeg var altså meget resultatorienteret og drevet af mit konkurrencegen frem for udelukkende at gøre det, fordi jeg elskede det.

Læs også

Lise Rønnes veninde fik hende til at tage et valg: ”Vi tænkte: Kan man det?”

Jeg var målrettet efter at få en kontrakt hos et stort bookingbureau, jeg ville på turné, og så ville jeg have mit eget tv-program. Hvis jeg ikke opnåede det, var jeg ikke god nok, tænkte jeg."

Var det ikke hårdt?

"Jo, og i starten af 2013 kunne jeg mærke, at branchen så småt var begyndt at knække mig. På det tidspunkt havde jeg haft nogle år, hvor det udefra havde lignet, at jeg levede det fede rockstjerneliv med standup, druk og tv-arbejde.

Men hele tiden havde jeg en følelse af at være bagud, og jeg var ked af det og sur over, at andre fik noget, som jeg selv gik og drømte om. Jeg havde en konstant smerte i maven over, at andre fik det, jeg selv ville have. Det var virkelig hårdt at bevare et ansigt udadtil, men det var nødvendigt, for i branchen skulle man altid have det sjovt.

Jeg kunne godt selv se, at det ikke var holdbart på den lange bane, og efter at have holdt ud alt for længe forsøgte jeg at tage en pause fra branchen og skifte kurs. De seneste mange år har derfor for mit vedkommende handlet meget om at finde ind til mig selv, før jeg kunne vende tilbage til komikerbranchen. Jeg har skullet forstå de følelser, der altid har været undertrykt i mig, og jeg har skullet finde ud af, hvilken slags mand jeg egentlig er."

Hvorfor har du undertrykt dine følelser?

"Jeg har generelt altid undertrykt mine følelser og tænkt, at de ikke var vigtige for nogen. At de ikke var interessante. Derfor har jeg pakket mine følelser væk, fordi de ikke er underholdende og derfor heller ikke til gavn for nogen. Måske har det noget at gøre med, at jeg kommer fra en generation, hvor man brugte ”time out” som et opdragelsesredskab. Det var gudskelov ikke noget, mine forældre benyttede sig af, men set i bakspejlet er det noget, jeg tror, min generation er formet af.

Læs også

”En af de første sweatre, jeg solgte, var til Miley Cyrus”

I en ”time out” tager du et barn, der er ked af det, og lukker det inde på sit værelse. Så kan barnet sidde der og regne ud, at der ikke er nogen, som kan lide det, når det har følelser. Når barnet så kommer ud igen, bliver det bedre til at holde følelserne inde fremadrettet. Derfor er vi mange, og nok især mænd, der har lært at pakke følelserne væk. Vi har skabt en machokultur, hvor det er skamfuldt at vise udadtil, at vi har det skidt. I min ungdom var især tårer skamfulde, så det sidste, jeg skulle, var at græde."

Har du et eksempel på, hvordan du kunne mærke machokulturen i din opvækst?

"I min ungdom snakkede vi fyre aldrig om vigtigheden af at have trygge og betydningsfulde relationer. Derimod handlede alt om at have sex med så mange som muligt, og det var det, som afgjorde, om du lykkedes. Der manglede virkelig en meningsfuldhed og en sårbarhed, når vi mænd snakkede om kvinder, og det påvirkede mig helt frygteligt.

Hvis jeg mødte en kvinde dengang, som jeg talte godt med, var der aldrig en plads i mig til et meningsfyldt forhold. Det hele handlede om at få et højt tal på bundlinjen. Når jeg mødte en kvinde i byen, tænkte jeg aldrig på, om hun var spændende eller sjov, for jeg hørte kun en ængstelig stemme sige til mig, at nu skulle jeg have noget sex, så jeg kunne få et højere tal. Jeg higede efter, at andre fyre skulle sige til mig, at det var godt gået, for så følte jeg mig som en rigtig mand.

Jeg kan godt misunde kvinder, at de er så gode til at bakke hinanden op på det følelsesmæssige plan. De har et helt andet sprog for parforhold og følelser, end unge mænd har. Det er mænd alt for dårlige til, og man giver sjældent en kompliment uden at slutte af med en homofobisk joke, der lige skal afmontere alvoren. Jeg synes virkelig, at vi mænd skal være bedre til at give hinanden ægte og dybfølt opbakning og ros og generelt at tale åbent om sårbarheden, for vi mærker den alle sammen."

Hvordan lærte du så at vise din sårbarhed?

"Tidligere i mit liv græd jeg kun, hvis noget over længere tid havde hobet sig op inden i mig til et punkt, hvor jeg til sidst knækkede. Sådan er det ikke længere, og det er nok min kone Nynnes skyld.

En aften, da Nynne og jeg kun havde været kærester i et års tid, sad vi og så et tv-program, der handlede om tab og sorg. På daværende tidspunkt havde jeg næsten lige mistet min mor, så programmet ramte noget i mig, og jeg lod tårerne flyde. Bagefter tænkte jeg, at det havde føltes helt fantastisk at være så tryg, at jeg turde give slip på følelserne, for det havde jeg aldrig prøvet på samme måde før. I tiden efter begyndte jeg bevidst at finde ting, jeg kunne græde over, fordi det havde føltes så forløsende.

Det blev mit drug at se 'Toppen af poppen' hver uge, fordi Søren Huss’ stemme gjorde mig rørstrømsk, og jeg søgte på YouTube efter sørgelige videoer, som jeg kunne sidde og græde til. Den periode lærte mig, at jeg skal give slip på en følelse, når den rammer mig. Jeg drømmer virkelig om, at alle vi mænd i fremtiden tør at vise vores følelser noget mere. Jeg har i hvert fald erfaret, at folk har grebet mig, når jeg har vist mine."