Trines kæreste levede et dobbeltliv: Jeg ønskede jo, at det var noget, jeg selv fandt på

I sognehuset Sct. Sørens Hus i landsbyen Gl. Rye uden for Aarhus mødes ni kvinder i en skrivegruppe. Det har de gjort otte gange, to timer ad gangen, siden april.

Fælles for de ni kvinder er, at de har sagt ja til at nedfælde deres historier på papir og dele dem med hinanden. Historier, der beskriver, hvordan de hver især har oplevet at være i en voldelig relation af enten fysisk eller psykisk karakter.

Da de ni kvinder mødes første gang den 19. april, emmer lokalerne af sorg og usikkerhed over at skulle dele sin historie med andre, men også af samhørighed og håb. Gennem skriveprocesser hjælper og støtter kvinderne hinanden, og målet er, at de med et samlet værk kan gøre det samme for andre kvinder, der har været i lignende situationer. Deres oplevelser skal på den måde tjene som et spejl for voldsramte kvinder.

Skrivegruppen hedder 'Tag stemmen tilbage', og initiativtageren bag, forfatter og skriveunderviser Anna Klahn, har haft et ønske om at give de tidligere voldsramte kvinder deres stemme tilbage. For alle, der har oplevet at være i et voldeligt forhold, har også mærket, hvordan den smerte og skam, der knytter sig til volden, kan gøre én stum, mener Anna Klahn.

Trine er én af de ni kvinder.

Flere gange har hun befundet sig i en relation, som har været usund for hende. Senest for fire år siden, og det er dén oplevelse, som får hende til at reagere, da hun ser Anna Klahns opslag på Facebook.

Mødet med Mads, som hun i første omgang tror er hendes helt store kærlighed, viser sig nemlig at være alt andet. Mads lever ifølge Trine et dobbeltliv.

En stormende forelskelse

I 2017 møder Trine første gang Mads en aften i byen. På daværende tidspunkt er han ved at gå fra sin kone, og først et par måneder senere indleder de et forhold.

"I starten var han bare sådan en, jeg ringede til, når jeg kedede mig, og så kom han forbi. Vi havde det sjovt og grinede, men vi kendte ikke hinanden og fortalte ikke rigtigt noget personligt til hinanden," fortæller Trine.

Forholdet bliver dog dybere og dybere, som ugerne går, og en nat forelsker hun sig hovedkulds i ham. For første gang føler hun sig set for alt det, hun er.

"Jeg er et rimeligt specielt menneske, og jeg tænker nok lidt mere abstrakt og alternativt, end mange andre gør. Men Mads forstod mig. Generelt var vi virkelig gode for hinanden. Vi gav hinanden plads og rummede hinandens skævheder. Vi kunne dele vores mest intime tanker med hinanden. Alt det, der er en del af et godt og sundt forhold. Og det var noget, jeg aldrig tidligere havde oplevet med en mand."

Alligevel begynder advarselslamperne at blinke overalt, og Trine får fornemmelsen af, at Mads stadig er sammen med sin kone.

"Pludselig begyndte jeg at så tvivl om alt, han gjorde og sagde: Hvorfor skulle han pludselig ud ad døren efter at have set på sin telefon, når han ingen aftaler havde haft fem minutter forinden? Hvorfor duftede han stadig af det kraftige skyllemiddel, han duftede af i starten, da han stadig boede hjemme hos sin kone? Hvorfor havde han noget andet tøj på end dagen før, når han sagde, at han havde overnattet på jobbet?"

Det er bittesmå ting, der langsomt bygger sig op i Trines hoved, og hun får svært ved at skelne tingene fra hinanden. Frygten for at miste den mand, der gør hende så lykkelig, sætter hendes dømmekraft ud af spil, og langsomt begynder hun at vende sin tvivl mere og mere indad. Er det hende, der er helt forkert på den?

"Når vi var sammen, fik jeg viklet mig ind i fantasien om det lykkelige par, vi var. Jeg følte, at det, vi havde, var helt unikt og særligt. Det bekræftede han mig i. Men når han ikke var hos mig, var det helt modsat, og jeg forsøgte at finde svar, som kunne bekræfte mig i, at han stadig var sammen med sin kone. Hvis bare jeg fandt frem til sandheden, kunne jeg nemlig slippe ud af den fortvivlelse, der havde overtaget mit liv. Det føltes nærmest som sindssyge. Det handlede aldrig om jalousi. Det handlede om at finde frem til, hvem han var? For pludselig anede jeg ikke, hvad han var for en mand. Jeg kendte ikke hans omgangskreds. Der var ingen, jeg kunne spørge. Samtidig ville jeg heller ikke kende til det rigtige svar. Jeg ønskede jo, at dobbeltlivet var noget, jeg selv fandt på."

De samme spørgsmål igen og igen

Hver gang Trine spørger Mads ind til de ting, der for hende ikke hænger sammen, bortforklarer, negligerer eller undviger han ifølge Trine spørgsmålene. Andre gange bebrejder han hendes mistillid og opvejer situationen med kærlighedserklæringer, der rammer plet.

"Han havde altid en god forklaring på alt det, jeg ikke syntes hang sammen, og han havde sådan en beroligende effekt på mig. Hver gang jeg var fortvivlet, trøstede han mig. Han rummede mine kaotiske følelser. Det betød også, at når vi var sammen, fik han mig til at glemme alle mine spørgsmål, og på en eller anden måde fik han mig overbevist om, at det var mig, der fandt på det hele."

Tag stemmen tilbage

Initiativtageren til skrivegruppen 'Tag stemmen tilbage', som Trine har været en del af sammen med otte andre kvinder, er forfatter Anna Klahn. Hun er også stifter af virksomheden SkrivSkrivSkriv, hvorigennem hun udbyder forskellige skrivekurser.

'Tag stemmen tilbage' er drevet af frivillige – bl.a. har forfatterne Gerd Laugesen, Puk Qvortrup, Louise Juhl Dalsgaard, Kathrine Assels, Anna Dyhr, Elsebeth Egholm, Linda Karen Prahl, Mads Mygind og Eva Maria Lund fungeret som frivillige mentorer for de ni kvinder i den afsluttende proces, hvor fortællingerne er blevet til en bog, der udkommer i løbet af februar 2023.

"Jeg er ikke besidderisk på nogen måde, men det blev nærmest som en besættelse; når han kom hjem til mig, fik jeg en ro – det var nærmest som et stof. Når han ikke var hos mig, fik tankerne derimod frit løb, og pludselig kunne jeg se alle de ting, der ikke hang sammen."

En aften sender Mads en selfie fra sin mors sofa med moren i baggrunden. Mads har fortalt Trine, at han bor hos sin mor, fordi hun er dement og derfor skal overvåges døgnet rundt.

"Jeg kan huske, at jeg undrede mig over, at hans skægstubbe på det billede var en hel del kortere end på den selfie, han sendte til mig dagen efter. En detalje, jeg ikke tidligere ville have lagt mærke til, men pludselig sad jeg dér og nærstuderede de to billeder. Zoomede skiftevis ind og ud.

Jeg ville finde ud af, om billedet fra dagen før i virkeligheden var et gammelt billede. På den måde ville jeg kunne bevise, at han slet ikke havde været hos sin mor. Jeg plejer ikke engang at lægge mærke til, om folk går med briller eller har fået ny frisure, og pludselig sad jeg og nærstuderede nogle skægstubbe. Jeg var kørt fuldstændig ud på et sidespor."

De usunde relationer, som Trine gang på gang har haft inde på livet, har gjort, at hun har udviklet en mekanisme, som får hende til at reagere hurtigere, når der er noget, der ikke er, som det bør være for hende.

Derfor er det også langt hen ad vejen Trines mavefornemmelse, som råber vagt i gevær i forholdet med Mads. Og til sidst konfronterer hun ham.

En nat cykler Trine ud til ekskonens adresse og tager et billede af, at hans bil holder i indkørslen. Bagefter viser hun billedet til Mads, som for en gangs skyld ikke kan svare fra sig, og hun bryder kontakten med ham fuldstændig.

"Jeg tror, det er en generel ting, når man har et forhold til en mand, der har to ansigter. Man vil ikke undvære alt det gode, og man finder på undskyldninger for de krænkelser, der samtidig finder sted. Man forestiller sig, at man ikke kan leve uden vedkommende, så man bliver i forholdet. Men det kan man. Du kan godt leve uden."

Kroppen siger mere end ord

Inden Trine starter i skrivegruppen, har hun udgivet sange om de oplevelser, hun har haft. Det har fungeret som en form for terapi. Men da hun senere forsøger at folde historierne bag sangteksterne ud i en bog, går hun i stå.

Det, hun har manglet for at komme i mål, lærer hun i skrivegruppen. Her lærer Trine at zoome ind på enkeltstående episoder og beskrive, hvordan hun har haft det i den pågældende situation, fremfor at opremse de ting, Mads har gjort.

Det handler om at skrive sig ind i de følelser, der har sat sig i kroppen, forklarer skriveunderviser Anna Klahn og uddyber:

"Du kan godt mærke, når noget er forkert. Det er følelser, der sætter sig i kroppen. Og du kan skrive dig ind i den kropsfornemmelse, i det sansede, som er det sidste, der er tilbage, uanset om du mentalt er tjekket ud. Du kan stadig mærke angsten i maven, som vidner om, at alt er forkert. At skrive sig tilbage til den fornemmelse og give den autoritet, har været en vigtig del af skrivekurset."

"Det kan være svært at forstå, hvad det var, der gjorde min relation til Mads så voldsom, hvis jeg bare beskriver de ting, han gjorde. For det var langt mere, hvordan han fik mig til at føle, der gjorde relationen usund. Så jeg håber, at jeg med mine tekster kan få folk til at mærke den tvivl, jeg beskriver. Og hvor vigtigt det er at følge sin mavefornemmelse."

"Hvis man føler sig krænket af et eller andet, som en person gør, så er det, fordi man bliver krænket af det. Og det er usundt. Det kan være svært at opdage de signaler til at starte med, men på et tidspunkt vil man begynde at kunne mærke, at der er noget, som ikke er godt for én, og det er dét, man skal reagere på, så hurtigt man kan. Og så skal man tro på, at det, man mærker, er rigtigt."

Tag stemmen tilbage

Til forskel fra fysisk voldelige relationer er psykisk vold langt sværere at sætte ord på over for andre. Der er ikke et blåt øje som bevis for den dominans, den udøvende forsøger at opretholde. Tværtimod er det bittesmå handlinger, der gentages, og som til sidst er med til at devaluere partnerens selvforståelse og tro på, hvad der er rigtigt og forkert.

I Danmark har 3,9 procent kvinder og 1,2 procent mænd mellem 16 og 64 år angivet, at de har været udsat for psykisk partnervold inden for det seneste år. Ifølge tal fra Det Kriminalpræventive Råd var der i 2020 389 anmeldelser om psykisk vold, hvilket gør det til den mest udbredte form for partnervold i Danmark.

Alligevel er det ikke noget, vi taler højt om, mener Anna Klahn, der står bag den skrivegruppe, som Trine er en del af.

"Det er min opfattelse, at partnervold er en af de former for vold, der er allersværest at tale om. Min oplevelse er, at der findes mange gode historier om at have klaret sig til trods for en svær barndom – og det ved jeg også er vanskeligt – men på en eller anden måde er det nemmere at fortælle den historie som noget adskilt fra ens nuværende voksenidentitet.

Jeg tror, at parforholdsvold er utroligt svært at tale om, fordi det er identitetsberøvende. Hvis du fortæller, at du har været udsat for det, så fortæller du også, at du har LADET dig udsætte for det, og så mister du i højere grad troværdigheden som et helt menneske," fortæller Anna Klahn, der er forfatter og stifter af virksomheden SkrivSkrivSkriv, hvorigennem hun arrangerer forskellige skrivekurser.

Derfor er det også så vigtigt for hende, at vi taler højt om vold i parforhold.

"Selvom vi på mange måder forsøger at imødekomme de smertelige fortællinger, så er det stadig stigmatiserende at sige højt, at jeg er sådan én, der har været udsat for vold. Det er skamfuldt at lade folk vide, hvad man har været udsat for. Samtidig er der for nogen også en reel frygt for, at der vil ske dem selv eller deres familie noget, hvis de fortæller om, hvad de har været udsat for. Så der er mange grunde til at være tavs."

Samtidig mener Anna Klahn, at der er et enormt livspotentiale i at bryde den tavshed – og det behøver ikke at være et andet menneske, man betror sig til.

"Forskningen har vist, at ekspressiv skrivning har vanvittigt gode effekter i forhold til at få bearbejdet sit traume, hvis man betror sig til et stykke papir eller en båndoptager. Ved mine almindelige skrivekurser har jeg oplevet, at folk er blevet overraskede over, hvad de egentlig har nedfældet på deres papirer – ting, de aldrig før har sagt højt.

Man er typisk meget mere modig på papir, end hvis man skal betro sig til et menneske, man sidder over for," fortæller hun.

Der skal ske en kulturændring

De erfaringer er medvirkende til, at Anna beslutter sig for at starte en skrivegruppe for ni voldsramte kvinder, som har mod på at fortælle deres oplevelser. Kvinderne får samtidig mulighed for at tage deres fortælling tilbage og derved tage ejerskab over den.

"Alle i skrivegruppen var faktisk i tvivl til at starte med, om de overhovedet kunne være i gruppen – for hvad nu, hvis det, de havde oplevet, ikke var voldsomt nok? Men det var det. For det, det handler om, er at få sat ord på de relationer, som stille og roligt har nedbrudt ens selvværd og dermed gjort én tavs, fordi man skammer sig. Uanset relationens karakter."

"Jeg har selv været i et voldeligt parforhold og har et stort ønske om at give andre kvinder retten og modet til at fortælle deres historie. For mig handler det ikke om at skulle udstille nogen eller gøre nogen forkerte, det handler om retten til at åbne munden og fortælle sin version af, hvad der er sket. Og så handler det om at få brudt med det tabu og det stigma, som stadig knytter sig til vold," fortæller Anna Klahn og fortsætter:

"Jeg håber, vi kan bidrage til at skabe en kulturændring, hvor man både føler, at man må og kan tale om, at man har været udsat for vold; både psykisk og fysisk. Det håber jeg, bogen kan bidrage til: Mindre tabu, mere åbenhed. Der er heldigvis mange fantastiske initiativer allerede, jeg synes bare, det mangler at blive italesat som et udbredt fænomen, der findes på tværs af socialklasser."

Det er nemlig Annas oplevelse, at vi stadig taler om vold som noget, der kun sker for naboen, selvom virkeligheden er en anden.

"Vi taler i høj grad stadig om vold som noget, der sker for de andre, og af den grund tror jeg også, det er vigtigt for mig at sige, at jeg selv har oplevet det. Det handler altså ikke om os og dem – det sker for så mange. Selvfølgelig kan vi have nogle dynamikker med fra barnsben, som gør, at vi er mere tilbøjelige til at havne i den situation, men det kan ramme rigtig mange steder, og jeg synes, vi taler lidt om det, som om det er et socialklasse fem-problem, og det, synes jeg, er problematisk for dem, som har brug for at tale med nogen. For det første er man bange, for det andet skammer man sig, og for det tredje er man også bange for, at folk træder to skridt tilbage og siger ”åh, er du en af dem?” og kommer én i en kasse."

"Bogen har et sigte et sted mellem kunst og selvhjælp. Men den bygger helt klart også på en ambition om at få nogle virkelige fortællinger ud, som kvinder, der sidder rundtomkring og ikke har nogen at tale med, kan ”tale” med. På den måde kan de få valideret deres egen historie gennem andres. Det er det, jeg gerne vil," slutter Anna Klahn.