Man kan vist roligt sige,
at hestefolket er et helt specielt folkefærd, der alle har én ting tilfælles: en kærlighed til de firbenede væsner, som styrer vores liv (og vores økonomi).
Og vi deler ikke bare
vores kærlighed til hestene, men også et helt unikt sprog, som kan
virke komplet uforståeligt for udenforstående. For hvad betyder det egentlig,
når hesten skyder skulder eller har en flot ål?
For mange kan det lyde
som tosset kodesprog, men som gammel hestepige glemmer man nok aldrig helt dén
lingo, der var i stalden.
Vi har samlet 11 bud på ridehusslang, staldudtryk og
ord, der kun giver mening, hvis du har brugt utallige timer i en stald.
1. "Den
træder sig selv i ballerne"
Nej, en
hest har ikke lavthængende baller... Hesten overtræder så meget, at den træder sig selv på det nederste stykke af benet, som sidder lige over hoven (og som sjovt nok hedder ballen).
2. ”Har du
husket at give den klokker på?”
Det er altså
ikke fordi, at hesten skal gå rundt og ringe. Men klokker er en form for gummikrave, som man bruger
for at beskytte hestens hove og baller (de baller, som vi ovenover blev enige
om, sidder nede ved hoven, husker du nok).
3. ”Sikke nogle
fine sokker den har”
Har hesten nu
fået nye sportsstrømper på? Der er ikke tale om sokker i bogstavelig forstand, men
en hvid aftegning på benene, som godt kan ligne, at den har strømper på.
4. "Vi
laver lige en hurtig bane"
Der er nu
bomme og spring overalt i ridehuset.
5. “Pas på den
ikke smider bagparten”
Nej, det er
ikke fordi hesten klasker sin numse i jorden, men den bruger ikke sin krop
korrekt. De kan også skyde skulder eller tabe bagbenene, når nu
vi er i gang – det lyder næsten blodigt, men det er det heldigvis ikke.
6. ”Den har
fandme muk igen…”
Enhver
hesteejers hadesætning! Muk er en samlet betegnelse for en infektion nederst på
dens ben, hvor en mudret og våd fold ofte er synderen. Øv!
7. "Hov, jeg skal lige hoppe efter den med
greben"
Hesten
skider på vej ud af boksen, og nu skal jeg spille lorte-fangeren.
8. ”Nu væver
hesten igen”
Hvad væver
hesten mon? Det er i hvert fald ikke et tæppe, den har gang i. Når en hest
væver, svinger den hovedet fra den ene side til den anden, og det ses faktisk
som en form for stress.
9. "Jeg har
tabt en sko!"
Nej, ikke
mig – min hest. Og nu er hele min dag ødelagt.
10.
”Den putter
sig lidt”
Hvor sødt, hesten
er træt! Dog ikke, for når hesten putter sig, går den med næsen for langt nedad og ind mod kroppen – og for
ikke-hestekendere kan vi bare konstatere, at det ikke er optimalt for hestens luftveje.
11.
”Den er døv
på schenkelen i dag”
Hører
hesten nu ikke efter? Det kan man måske godt sige, for når den er døv på
schenkelen, så reagerer den ikke på det, rytteren beder den om med benene.