Uffe Buchard: "Mænd må ikke glemme sig selv i iveren for at gøre kvinderne tilpas"

10’erne var kvindernes årti. Fjerdebølgefeministerne fyldte i medielandskabet, #metoo-bevægelsen satte fokus på de patriarkalske magtstrukturer, og vi fik igen en kvindelig statsminister.

Kvinderne tør mere end nogensinde før at blande sig i debatten, men også at støtte hinanden og løfte hinanden frem. Det viste ALT for damernes Søstersindkampagne i 2019 med al tydelighed.

Men hvor efterlader det mændene, og hvordan har den danske mand det anno 2020?  Vi har talt med syv markante meningsdannere om mandens plads i det nye årti.

Hvordan har den danske mand det anno 2020?

– Meget tyder på, at han ikke har det alt for godt. De udfordringer, manden kæmper med lige nu, er i første omgang at få opmærksomhed. 10’erne har handlet om at få kvinderne i tale. Samtalen har drejet sig om kvinders vilkår og muligheder. Dagsordenen har stået på female power, #metoo og et nyt kvindeoprør. Det har uden tvivl været nødvendigt at få en sund balance i sagerne. Men det har også efterladt manden forstummet, lettere følelsesmæssigt forsumpet og kunstigt overbærende. 

Hvilke udfordringer har han overvundet?

– Han har overvundet meget. Den utålelige, oppustede machomand er forsvundet. Og de få, der stadig findes, er til grin. Vi har fået den fælles realistiske anskuelse, at ”en rigtig mand” ikke nødvendigvis skal kunne klare det hele. Han er ikke nogen Goliath, han må gerne vise sine følelser, og han anerkender først og fremmest kvindens ret til lighed på alle fronter. Han er tolerant, tålmodig og villig til at rykke lidt til siden for, at kvinderne kan få den plads, som de fortjener.

Hvilken kamp burde han tage?

– Nu mangler han at tage kampen for sit eget køn, hvis han ikke skal køres helt ud på et sidespor. Han bliver nødt til at tale om sine problemer, sine længsler og sine drømme. Og sin seksualitet. Han bliver nødt til at sætte foden ned og slå i bordet, hvis han vil høres, og hvis han vil være med til at sætte dagsordenen. Mænd må ikke glemme sig selv i iveren for at gøre kvinderne tilpas. Og her slår det mig, at der jo ikke er et eneste medie, der henvender sig til mænd, som beskæftiger sig med essensen af livet … Med mindre man synes, at sport, biler og praktisk tøj er netop det. De mandemedier, jeg kender, har berøringsangst i forhold til mændenes følelser. Det er jo helt anderledes med kvinder, der i et utal af medier får viden og input i forhold til livets store (kvinde)spørgsmål. 

Hvilke slagsmål bør han undgå? 

– Alt det, der kan få kvinder op i det røde felt. Det er for tidligt.

Hvilken samtale ville du gerne sætte i gang?

– Jeg vil rigtig gerne have gang i samtalen om manden i 50’erne. Der er jeg selv i livet lige nu, og det er ikke uden udfordringer. Jeg har intet problem med at erkende min alder, men den passer bare ikke til mig. Og hvad gør man så? Man har tabt håret, men føler sig stadig hjemme på et dansegulv. Er man så en freak? Det kan man så tale med sine jævnaldrende mandevenner om, men der mangler den generelle snak om, hvordan man  finder sig tilrette i livets forskellige stadier. Den snak savner jeg, og den vil jeg gerne selv være med til at sætte fokus på.