Vi lever i en kultur, der tillader voldtægt

KLUMME: Det står efterhånden bøjet i neon, at vi har et samfundsproblem, når det gælder respekt og omtanke i forbindelse med sex og overgreb.

Der er de forskellige eksempler på unge mennesker, der offentliggør andres nøgenbilleder på nettet eller sexliv i gymnasieblade. Og der er eksemplet med en 12 årig pige, der fortæller om de jævnaldrende drenges tvivlsomme tilgang til sex og piger, som blandt andet består i at dele porno i grupper på Facebook (Villabyerne 29.04.2016).

Sagen om de tre unge mænd, der blev frifundet for anklager om voldtægt af en kvinde, som var påvirket af alkohol og insulinmangel, har bragt sindene i kog på det seneste. Tilsyneladende havde hun svært ved at stå og gå selv, og den ene måtte opgive samleje med hende, hvorefter de to andre havde samleje med hende bag en busk. Her efterlod de hende, indtil søsteren senere fandt hende. Mændene blev frikendt i byretten, som kom frem til, det ikke var bevist, at hun var ude at stand til at modsætte sig, samt at de havde til hensigt at voldtage. Afgørelsen er nu anket til landsretten.

Men det er generelt temmelig svært at gøre modstand, hvis man er bange, bevidstløs, bedøvet eller sover.

Her er et andet eksempel baseret på virkelige hændelser:

Mand og kvinde har været på nogle dates. De har sex for første gang. De sover sammen, og hun vågner om morgenen ved, at han har penetreret hende. Hun siger, hvad laver du - har du overhovedet kondom på? Øh nej, svarer han og trækker sig ud. Du lå bare der og så så dejlig ud, tilføjer han lidt undskyldende. De stopper med at se hinanden, og der går lidt tid, før det går op for hende, hvor meget episoden påvirker hende. Men hun ved slet ikke i hvilken kasse, hun skal putte det. Han er jo ellers en sød fyr? Når hun fortæller det til veninderne, tager de det heller ikke så alvorligt. Hun overvejer, om hun er for sart – de havde jo haft sex om aftenen - men ved samtidig, at hans nummer på ingen måde er okay. Halvandet år efter har hun stadigvæk ikke haft sex med andre. Hun har ellers aldrig haft problemer med lysten, men det har hun nu. Hun har overhovedet ikke lyst. Hun håber, hun snart kan komme til at nyde den del af livet igen. Hun er kun i 30'erne. Desværre render de ofte ind i hinanden, fordi de deler netværk, og det gør det endnu sværere for hende at lægge oplevelsen bag sig.

Kvinden gav ikke samtykke dén morgen. Men hun sagde heller ikke nej, idet hun sov. Så var det et overgreb? Blev hun voldtaget?

Det er sigende, at en (tilsyneladende) sød fyr ikke opfatter det som forkert, og tror, at han bare kan tage, hvad han vil have, når han vil have det - uden tanke på hendes grænser, ejerskab over egen krop samt risiko for graviditet og kønssygdomme.

Det er sigende, hvor meget episoden påvirker hende bagefter.

Det er sigende, at kvinden ikke engang er klar over, hun er blevet udsat for et overgreb. Og når hun taler med veninderne om det, forstår de heller ikke alvoren eller kalder det ved rette navn, formentlig fordi ingen af dem ved, at dette rent faktisk er voldtægt.

LÆS OGSÅ: ”Idet vi passerer hinanden, griber han fat i mit ene bryst”

Definitionen på voldtægt er at tiltvinge sig samleje ved vold, trusler om vold eller ved anden tvang – eller med en person, der befinder sig i en situation eller tilstand, hvor vedkommende er ude af stand til at modsætte sig handlingen (straffeloven 216).

Det er en udbredt misforståelse, at der skal være anvendt vold, og det er heller ikke en forudsætning for voldtægt, at samlejet blev fuldendt, eller at manden fik udløsning. Normalt inddeler man voldtægt i tre kategorier: Overfaldsvoldtægt (de kender ikke hinanden på forhånd), kontaktvoldtægt (de kender hinanden, men har ikke haft en seksuel relation) og parvoldtægt (de kender hinanden, og har eller har haft en seksuel relation) (Wikipedia).

Opfattelsen af voldtægt som noget med råb og skrig i en mørk gyde er altså fuldstændig forskruet, og ved de fleste voldtægter har parterne en forudgående relation eller kontakt, ligesom at offeret i mange tilfælde er lammet af skræk eller slet ikke er ved bevidsthed.

At blive udsat for voldtægt er dog langt fra ensbetydende med, at man kan eller vil retsforfølge gerningspersonen. Hvert år anmelder cirka 400 kvinder i Danmark en voldtægt, hvoraf cirka 60 fører til en dom, men mørketallet for voldtægter bliver vurderet fra 1.000 til 10.000 om året, afhængig af hvem man spørger. I virkeligheden aner vi det ikke.

Ifølge offerundersøgelsen fra 2014, foretaget af Justitsministeriet m.fl., bliver et sted mellem 3.400 til 5.000 udsat for såkaldt tvangssamleje eller forsøg herpå om året. Tallene er behæftet med usikkerhed, og Detektor på DR1 (april 2016) havde desuden travlt med at skelne mellem tvangssamleje og voldtægt - men det er jo det samme, kan have vidtrækkende konsekvenser for offeret, og bør være kriminelt, uanset hvad man pakker det ind i.

Man kan kun gisne om omfanget af de mere "stilfærdige" overgreb, som jeg ofte hører omtalt som misforståelser og gråzoner, men som slet ikke er det, hvis vi bare vidste bedre. Og med disse tvivls-betegnelser er man medvirkende til at negligere overgreb, undskylde gerningspersonen og acceptere en voldtægtskultur.

Vi skal også holde op med at spørge: sagde kvinden tydeligt nej? For i nogle situationer er man ude af stand til at sige noget som helst. Vi skal i stedet spørge: sagde hun tydeligt ja? Sikrede han sig, at hun havde lyst til det, der foregik? Det er samtidig med til at flytte fokus fra offerets til gerningspersonens adfærd - og at flytte ansvar samme vej.

I Norge og Sverige har man indført en lov om uagtsom voldtægt, der gør samleje ulovligt, hvis ikke begge parter åbenlyst har givet samtykke. Danske dommere og advokater har været ude at advare imod det, fordi de mener, det risikerer at afføde mildere straffe. Rationalet er tilsyneladende, at der vil blive dømt uagtsom voldtægt i tilfælde, hvor der ellers ville blive dømt forsætlig voldtægt.

Men kære juridiske eksperter (og justitsminister Søren Pind, nu vi er i gang), det største problem lige nu er ikke strafferammen – men overhovedet at få folk dømt!

En del af forklaringen kan være, at politiet er for dårlige til at håndtere anmeldelser om voldtægt, eksempelvis viser en ph.d. afhandling, at tre gange så mange voldtægtsmænd bliver tiltalt, hvis offeret bliver afhørt af en kvindelig betjent (Metroxpress 08.03.16). En anden forklaring er 'bevisets stilling', som mange sager falder på, fordi man ikke kan bevise, voldtægten har fundet sted, og at gerningspersonen havde forsæt.

Som det er nu, skal anklagemyndigheden altså kunne bevise, at manden truede kvinden eller anvendte vold, og at han vidste, at han tiltvang sig samleje. Så måske er den lov om uagtsom voldtægt ikke så tosset endda. Den vil umiddelbart gøre det svært at sige: jamen, jeg troede, hun var med på den. Og så er man ude af den kattepine, selvom der er begået et overgreb. En problematik, der især synes at gælde ved kontakt- og parvoldtægt.

Vi må insistere på, både i vores kultur og lovgivning, at sex forudsætter en ligeværdig relation og et gensidigt samtykke - ved fuld bevidsthed. Og når vi kalder overgreb for gråzoner, og når vores retssystem ikke formår at dømme voldtægtsforbrydere, så er det hver gang et dobbelt overgreb på offeret og en videreførelse af en kultur, hvor skyld, skam og konsekvenser strander hos offeret. Dét må vi gøre op med – hver især og som samfund.

Vi må spørge hinanden, om vi opretholder en voldtægtskultur, hvor vi ikke respekterer hinandens grænser og ret til at bestemme over egen krop? Om vi (stadigvæk) har en tendens til at placere ansvaret hos offeret frem for hos gerningspersonen? Om vi reproducerer kulturen ved hjælp af medier, tone og "humor"? Om lovgivningen understøtter, at man kan voldtage uden at blive straffet for det?

Vi skal opdrage unge til respekt og omtanke i forbindelse med sex, og seksualundervisningen i skolerne skal have et kæmpe løft. Men det er ikke gjort med det, for der er jo tydeligvis også et problem i den voksne befolkning. Man kunne passende starte med at igangsætte en storstilet landsdækkende kampagne om seksuelle grænser og samtykke.

Lad mig slutte af med en anden lille historie, inspireret af en Facebook-ven, men som selvfølgelig ikke er baseret på virkelige hændelser:

En mand er ude at køre i sin Ferrari, og han møder en kvinde, som også er bilentusiast. De sludrer i nogle timer, og da han synes, hun virker fornuftig og tillidsvækkende, får hun lov til at køre en lille tur i Ferrarien. De ender med at tage hjem til ham, har en hyggelig aften, og hun overnatter. To timer senere vågner han - både hun og bilen er væk. Fire timer senere banker politiet på døren. Hun er kørt galt, hun er ok, men bilen er totalskadet. Som politiet siger: vi synes bare lige, du skal vide det, for hun har ikke begået noget kriminelt - hun siger, at hun én gang har fået lov til at prøvekøre bilen, og så behøver hun jo ikke bede om lov igen. Han må selvfølgelig selv betale for at få repareret bilen. Han kunne jo bare have sagt nej, og så det er sådan set underordnet, om hun spurgte. Og om han sov.

Her er det så en bil, vi taler om. Når det gælder voldtægter, taler vi om mennesker, der får traumer og ar på sjælen, som er langt sværere lige at fikse.