Vi stirrer os blinde på folks alder i stedet for at se på deres kompetencer

Da jeg var i 20'erne, så jeg ikke meget til min søster. Hun studerede på normeret tid – endte med en BA i engelsk og spansk og blev hurtigere færdig med at læse end jeg. Der, modsat hende, på ingen måde havde travlt med at komme ud i virkeligheden. Så mens jeg snuppede syv år på universitetet, hvor jeg læste statskundskab og lavede studenterpolitik – og, nå ja, festede en del – mødte hun sit livs kærlighed, blev gift, fik tre børn og arbejdede i 20 år.

Men så fik piben en anden lyd. Som 43-årig annoncerede hun, at nu startede hun forfra med et nyt liv. Hun ville læse jura. Side om side med 18-19 årige, tilbage på SU og et liv på skolebænken i bogstavelig forstand, for jura er et fag, der – som min jurist-far siger– kræver en klæbehjerne og en bred røv. Det sidste skal selvfølgelig forstås i overført forstand, især når det gælder min søster, der er åleslank. Men hun stod for mosten. Læste som en gal og erklærede med jævne mellemrum, at hun aldrig havde været gladere for at være under uddannelse.

LÆS OGSÅ: Overvejer du at skifte karriere? Læs disse 9 råd først

LÆS OGSÅ: Sådan fik jeg drømmejobbet

Spol frem til i dag. Der er gået fem år, to af hendes børn er flyttet hjemmefra, og i august blev hun cand.jur. med speciale i socialret, 48 år gammel. Og hun er lykkelig. Hun mener selv, at uddannelsen har forandret hende, hun er blevet mere selvsikker, i takt med at hun har øget sine kompetencer og fået indsigt i både jura og samfundsforhold på en anden måde end før.

Som hun sagde i et interview med Aarhus Universitets avis i september: "Spørgsmålet var, om jeg skulle blive de næste 25 år eller tage springet." Hun tog springet. Og beviste, at mod til forandring, ingen alder har.

Desværre synes jeg, at mange ofte glemmer det i det danske, hvor jeg ser flere af mine venner og bekendte sidde fast på 20. år i de samme roller, karrierer, jobs, venner og fritidsinteresser. Også selv om de keder sig.

I takt hermed undrer det danske syn på "alder" mig. I stedet for at se på kompetencer stirrer man sig blind på fødselsåret. Hvorfor kan jeg ikke gennemskue. Jeg kender mange 60-70-årige med hjerner så skarpe som rageknive, mens man desværre lidt for ofte støder på åndssløve bananer, der er 30 år yngre. Alligevel møder jeg ofte et negativt billede: Når man runder de 70, er man tæt på skindød. Og kan ikke bidrage med noget til resten af samfundet. Man har krav på hjælp, javel. Og myndighederne prædiker om at tage mere ansvar for sig selv derhjemme. Så kan det ikke blive mere nedladende.

Sådan er det slet ikke i USA, hvor jeg bor. Tre af mine bedste venner på hhv. 71, 74 og 66 år arbejder på fuld tid – en som designer, en som direktør for en medicinalfond og en som advokat. De er alle tre blandt de dygtigste på deres felt.

Lad mig understrege: Jeg forstår naturligvis, at man kan være træt i 70'erne. Især efter et langt, fysisk krævende arbejdsliv. Men som alle statistikker beretter, bliver der flere og flere raske, livsglade og arbejdsduelige mennesker i den såkaldte tredje alder. Min far gav den også gas som advokat i det jyske, til han fyldte 73. I USA ville han ikke være det særsyn, han er i Danmark. For her er hele begrebet om alderdommen under udvikling og i gang med en kæmpe rebranding.

Det er ærgerligt, at den tendens er fraværende i Danmark. Og det er ikke kun synd for de ældre. Men også for os andre, som går glip af alt det, de kan bidrage med.

LÆS OGSÅ: Test: Skal du skifte spor?

LÆS OGSÅ hos Euroman.dk: Din karriere topper i slutningen af 30'erne

LÆS OGSÅ: 3 kvinder - Vi laver business med god samvittighed