"De mandlige konstabler havde søgt efter os på nettet og lavet en liste over: Mest lækre kvinder..."
En række kvinder står nu frem og fortæller, hvordan de har oplevet en sexistisk kultur i det danske forsvar, som ingen tør tale højt om. Dette er en ung kvindes personlige beretning om sin tid som værnepligtig.
Kvinden ønsker at være anonym, men ALT.dk kender hendes fulde navn og baggrund.
Kære Forsvarschef…
Jeg er i dag i mine 20’ere, og jeg aftjente min værneret for nogle år siden.
Jeg oplevede, at der er et kæmpe problem med behandlingen af kvinder i Forsvaret – og at det handler om mængden af oplevelser. Både store og små.
Jeg ville gerne være i Forsvaret på lige vilkår med mændene, men oplevede hurtigt, at kvinder blev talt til på en anden måde. Det var hårdt, fordi det kom fra alle niveauer.
Der var ikke en eneste mandlig chef, der ikke på et tidspunkt opførte sig klamt. Jeg stødte mange gange på forskellige formuleringer, som alle havde rod i den samme opfattelse om, hvorfor kvinder søger ind til Forsvaret. Vi fik at vide, at kvinder enten var der for at bevise, at de ”har en pik” – eller for at ”få pik…”
Jeg oplevede helt fra begyndelsen meget uønsket opmærksomhed, fx i fællesområder som kantinen, hvor det næsten var lidt som stalking.
Jeg kendte ikke dem, men alle kendte mit navn, fløjtede eller råbte efter mig og kontaktede mig.
En dag fik jeg at vide, at det var fordi, der var et væddemål om, hvem der kunne score mig. Inden mit hold startede, havde de mandlige konstabler fået vores navne, søgt efter os på nettet og lavet en liste over ”mest lækre kvinder” på de nye hold, som de nu kæmpede om.
En kaptajn holdt i starten et fællesmøde for min deling med praktiske informationer. Her tog han mig på skulderen, mens han sagde ud til alle, at en pige på delingen før os ”havde bollet rundt”.
Jeg kan huske, hvor ubehageligt det føltes.
Vi boede på fælles stuer, og en aften udbrød en mandlig medværnepligtig: ”Jeg kunne fucking godt kneppe dig”, da jeg var på vej i seng og stod i mit militærundertøj.
Annonse
Det var ekstra grænseoverskudende, fordi stuen var et sted, hvor jeg burde kunne slappe af og sænke paraderne. Jeg slog det hen.
En anden gang blev jeg kontaktet af en medværnepligtig, som fortalte, at der blev delt en video af mig.
Vi havde været en flok fra kasernen, som havde været på en lokal bar som civile. Der havde en af de andre løftet op i mit tøj, så man kunne se mit undertøj. Det var den video, der nu blev delt internt uden min tilladelse. Jeg prøvede at slå et hen.
Som kvinde er man i undertal, og jeg ønskede ikke at ødelægge stemningen. Det virkede uoverskueligt.
Der blev også holdt særlige ”kvindemøder”, hvor en kvindelig overordnede fx ”rådgav” os til at pakke vores kvindelighed ned. Hun var udpeget til at være en, vi kunne gå til med problemer, men det var svært, når hun selv var kæreste med en af de mænd, der opførte sig upassende.
Jeg var helt ung, og min tid i Forsvaret var før den anden bølge af #metoo, så jeg havde ikke værktøjer til at sige fra. Det kan jeg se i dag.
Jeg kunne have lavet have lavet mindst 10 indberetninger under min tid i Forsvaret, men jeg lavede nul.
