"Jeg følte ikke, at jeg kunne repræsentere tørklædet på en god måde mere, og derfor valgte jeg at tage det af"

Zahra Pedersen kalder sin barndom helt normal.

Hun voksede op på Nørrebro i en søskendeflok på fire sammen med sin mor, far og kat. Gik i skole, lavede lektier og legede med sine venner. Og så var der lige dødstruslerne. De var også en del af hverdagen, når man var datter af en af de mest kendte og kontroversielle imamer herhjemme i 00'erne, Abdul Wahid Pedersen.

– Jeg er vokset op med, at min far fik opkald og sendt breve med dødstrusler. Som barn lagde jeg ikke så meget mærke til det, men nu, hvor jeg er voksen, tænker jeg, at det må have været hårdt for min mor og far at beskytte os fra det og vide, at nogen mennesker vidste, hvem vi var. Jeg kan huske, at min far på et tidspunkt sagde til mig: "Der er en grund til, at jeg ikke cykler rundt i København, men altid kører i bil". Jeg vidste godt som barn, at der var mennesker, der ikke kunne lide ham, men jeg tænkte ikke over det til daglig, fortæller 31-årige Zahra denne formiddag på Nørrebro.

Hendes store, brune krøller fylder omkring hendes smalle ansigt, hun er iført en stor skovmandsskjorte og stramme, sorte leggings. Umiddelbart ikke det typiske outfit for en imams datter og en religiøs, muslimsk kvinde – eller måske er det?

– Når man siger, at man er muslim og ikke har tørklæde på som ung pige, spørger folk straks: Hvorfor går du ikke med tørklæde? Er du blevet omskåret? Skal du giftes med din fætter? Der er meget mere pres på at sige, at man er muslim i et kristent land. Selv folk, jeg kender, kan finde på at sige: Du ligner ikke en muslim, og du lyder heller ikke som én. Men hvordan ser man ud som muslim? Hvordan lyder man? Jeg har hele mit liv skullet tage stilling til min religion og forsvare islam, fordi jeg er muslim. Og hvis jeg ikke gider snakke om det, siger mange bare: Lad være med at være så nærtagende.

– Hvis jeg sidder på en bar og drikker en kop kaffe, kan folk stadig finde på at spørge: Hvorfor er du her? Skal du ikke være derhjemme eller bære en hijab? Hvis jeg ikke lever op til de forventninger, andre har om en muslim, bliver de forvirrede og forventer, at jeg skal forsvare det. Det er jeg træt af.

Siden Zahra var 6 år og den første muslim i klassen på den prestigefyldte københavnske privatskole N. Zahles Skole, har hun følt, at hun har skullet forsvare sig. Indtil da var hun ikke klar over, at der var noget at forsvare.

– Jeg troede, at alle var muslimer, griner hun.

– Det var først, da vi en dag talte i min klasse om, at der var én, der ikke holdt jul, at det gik op for mig, at der også fandtes andre religioner. Men vi holdt faktisk en form for jul, min mor lavede mad, og vi var samlet som familie juleaften. Mine forældre var gode til ikke at få os til at føle os udenfor, når vi kom tilbage i skolen, og alle snakkede om gaver og familietraditioner. Samtidig gjorde mine forældre også meget ud af at fortælle os, hvorfor vi troede på det, vi gjorde, og hvorfor vi holdt Ramadanen. Det gjorde det lettere for os at besvare vores venners spørgsmål, siger hun.

To verdener

Zahra har altid været nødt til at navigere i to verdener. Den religiøse og den ikke-religiøse. Derfor har det også været svært for hende at finde sit eget ståsted som dansk-muslimsk kvinde, når det meste i hendes liv har synes forudbestemt.

– I skolen var jeg aldrig bare Zahra Pedersen. Jeg var Zahra Pedersen, imamens datter. Der var en forventning om, at jeg skulle opføre mig på en bestemt måde, snakke på en bestemt måde og have visse holdninger. Jeg har altid elsket min far, vi er i familie, men jeg har ikke nødvendigvis været enig med ham i alt, og i takt med at jeg blev ældre, begyndte vi også at diskutere religion. Nogle af hans udtalelser i medierne har gennem tiden været kontroversielle, og jeg har ikke altid kunnet stå inde for alt, hvad han har sagt.

– Mange tror, jeg mener det samme som ham, fordi han er min far, men jeg er ikke den samme person som ham. Jeg har min egne holdninger, og jeg lever mit liv, som jeg vil, og det ved min far godt. Jeg går i stramme tights og høje hæle, også selvom han ikke bryder sig om det! Men det er helt fint. Vi må gerne være uenige, så længe vi accepterer og elsker hinanden, og det gør vi, siger Zahra.

Allerede som 11-årig gjorde Zahra det klart for sine forældre, at hverken de eller nogen andre skulle bestemme, hvordan hun skulle leve sit liv. Hun havde besluttet sig for at bære tørklæde – og sådan blev det.

– Min far sagde, at jeg var for ung til det, og at jeg lige skulle tænke mig om. Men jeg tog det på alligevel og smed det først fem år senere. I skolen skulle jeg igen og igen fortælle, hvorfor mine klassekammerater ikke måtte se mit hår, men for mig var det det næste skridt i min religiøsitet. Jeg fandt ud af, at det var et kæmpe ansvar at bære tørklædet. Tørklædet signalerede en holdning, en livsstil og var også et signal indadtil. Det var et direkte forhold til Gud. Mange tror, at tørklædet bare er et stykke stof på hovedet, man kan tage af, men det kan man ikke. Der er en meget spirituel forbindelse mellem stoffet og kvinden, der bærer det.

– Efter at have gået med tørklædet i fem år blev jeg nødt til at spørge mig selv: Er jeg muslim, fordi jeg er opvokset muslimsk, eller er jeg muslim, fordi jeg selv tror på det? Det var en løsrivelse, og jeg kunne mærke, da jeg var omkring 16 år, at jeg gerne ville prøve ting af. Drikke, feste og bare dumme mig ligesom alle andre unge, men jeg vidste samtidig, at det gik imod det at bære et tørklæde. Jeg følte ikke, at jeg kunne repræsentere tørklædet på en god måde mere, og derfor valgte jeg at tage det af og har aldrig haft det på siden, siger Zahra.

Kartofler i lungerne

Som 19-årig ville Zahra væk fra Danmark, væk fra at være imamens datter.

Hun rejste efter gymnasiet til Tyskland for at arbejde som au-pair, men havde længe døjet med en udposning på siden af halsen. Da den var på størrelse med en tennisbold, opsøgte hun en læge i Tyskland, men fik besked på, at alt så fint ud.

– Jeg havde ingen symptomer på sygdom, jeg tabte mig ikke, svedte ikke, havde ingen blod i afføringen. Men alligevel ville lægen scanne mig for en sikkerheds skyld, og det viste sig, at jeg var i næstsidste fase af lymfekræft. Kræften havde spredt sig, og jeg havde en knude i leveren og "kartofler" mellem lungerne. Det kalder jeg dem, fordi de var på størrelse med kartofler, griner hun, men dengang var der ikke meget at grine af.

Zahra fik kemobehandling i et år på Rigshospitalet og efterfølgende stråling for at mindske knuderne. De efterfølgende år gik hun løbende til tjek og blev først som 25-årig erklæret kræftfri. Men inden da havde Zahra allerede nået at stifte et nyt liv i et nyt land.

– Jeg rejste til London som 21-årig, kun et år efter jeg var færdig med mine behandlinger, og inden jeg var blevet erklæret helt fri for kræft. Med 200 pund på lommen, uden et sted at bo og uden at vide, hvad jeg ville med mit liv. Jeg fik et arbejde på en pub og begyndte at studere journalistik, men jeg havde svært ved at bearbejde det, jeg havde været igennem derhjemme. Jeg følte ikke, at jeg kunne ikke snakke med nogen om det. Jeg udviklede angst og en meget, meget grim depression.

– Jeg begyndte at lukke mig inde, jeg lod være med at tage i skole og brugte af min opsparing. Jeg fik panikanfald flere gange om dagen og troede, at jeg skulle dø. Efter jeg havde isoleret mig i tre-fire måneder, troede jeg, at jeg var ved at blive skør. Jeg havde også haft angst, da jeg var yngre, men ikke på samme måde. Jeg kunne slet ikke komme ud af min seng eller se mine venner. Jeg blev meget bange for verden og fik det værre og værre. Jeg gik til sidst til lægen og sagde: Jeg er ved at blive skør. Jeg tror hele tiden, jeg skal dø. Lægen sagde, at jeg led af angst og depression, og det var en kæmpe lettelse! Jeg var ikke skør. Hun tilbød mig medicin, men fordi jeg havde fået så meget medicin i forbindelse med min kræftsygdom, ville jeg ikke have noget. Jeg ville finde en anden vej.

Den dag besluttede Zahra, at hun ville dyrke mere motion, spise sundere og tale åbent om sin mentale tilstand. Tre ting, der kom til at betyde mere, end Zahra nogensinde havde turdet håbe på.

– Jeg fandt ud af, at motion og kost havde en kæmpestor indvirkning på min mentale tilstand. Jeg begyndte at gå lange ture med min hund, spise sundere mad og tvang mig selv til at træne i fitnesscentret, selvom jeg var megabange. Jeg havde mange gange fået et panikanfald i fitnesscentret og skyndt mig hjem igen. Når man har angst og får et panikanfald et bestemt sted, associerer man det sted med panik og prøver at undgå det. Derfor var det en kæmpe, kæmpe overvindelse for mig at blive ved med at tage derned og træne. Men jeg ville. Og efter tre-fire måneder var min depression væk, jeg havde tabt mig og var klar i hovedet igen, siger Zahra.

Zahra og hendes hund. Foto: Peter Nørby. 

Healthy Hijab

De mange nye erkendelser og erfaringer inspirerede Zahra til at åbne fitness-brandet Healthy Hijab for fire år siden i London.

– Healthy Hijab var det første fitnesssted i England for muslimske kvinder, og hvor målet var alt andet end en "bikinikrop". For mig handler det ikke om sixpack og thigh gap (mellemrum mellem benene, red.). Jeg har stadig bingowings, men jeg er fuldstændig ligeglad, griner hun og flagrer med armene.

– Jeg har det rigtig, rigtig godt med mig selv i dag, og det er dér, jeg vil have alle kvinder hen. Der er så meget skam forbundet med at være mentalt syg. Det er pinligt, og da jeg var syg, troede jeg ikke, at der var andre, der havde det ligesom mig. Det føltes som en meget ensom kamp, for mine forældre forstod det ikke, og når jeg talte med mine venner om det, sagde de ofte det forkerte eller noget, jeg ikke havde brug for at høre. Når man er religiøs, vil man altid prøve at finde hjælp i religionen. Man skal bare bede lidt hårdere eller komme lidt tættere på Gud. Men da jeg led af angst og depression, havde jeg ikke forbindelse med noget som helst. Jeg havde ikke engang forbindelse med mig selv.

– Med Healthy Hijab var mit ønske at bruge mine egne erfaringer til at hjælpe andre muslimske kvinder med deres helbred – både fysisk og mentalt. Som muslim er der et socialt pres på ens spirituelle side. Faster man? Beder man sine bønner? Men at være muslimsk kvinde handler også om, hvordan man passer på sig selv. Man skal passe på sig selv først, og det gør man ikke ved at spise usundt og sidde foran fjernsynet efter arbejde. Man tager sig af sin krop ved at spise varieret, træne og tænke på sit mentale helbred. Og da jeg begyndte at passe på mig selv, voksede min spiritualitet også. Jeg fik den klarhed, der skulle til.

Zahra stråler, når hun taler. Det er tydeligt, at det har virket og også virker for andre. For siden Zahra åbnede Healthy Hijab i London, har efterspørgslen efter hende været stor. Hun har blandt andet været vært for det muslimske fitnessprogram "Faith and Fitness", lavet seminarer og startet en YouTube-kanal.

– Jeg kalder mig selv en lifecoach. For mig handler det ikke om, om mine klienter er en størrelse 36 eller 46, men om at de skal passe på sig selv og lære, hvordan de lever sundt, og blive bedre til at tale ærligt om, hvordan de egentlig har det.

– Jeg siger altid til mine klienter: Du er ikke alene, jeg er her med dig. Det var det, jeg selv havde brug for, da jeg havde det dårligt. Jeg havde ikke brug for løsninger til at komme videre, jeg havde bare brug for nogle, der lyttede til mig,

siger hun.

Huskyfarm i Norge

Som med det meste andet i Zahras liv gør hun aldrig det, der forventes af hende, men det, der føles rigtigt. Derfor har hun nu også valgt at forlade London og tage ud at rejse i et år, måske to – kun saldoen på bankkontoen afgør, hvor længe hun er væk. Og Healthy Hijab, ja, det følger Zahra i form af YouTube-videoer og Skype-sessions.

– Min intuition råber engang imellem højt, og når den gør det, skal jeg lytte. Den fortalte mig, at jeg skulle flytte til London, at jeg skulle starte Healthy Hijab, og nu fortæller den mig, at jeg skal rejse videre. Det her er practice what you preach. Jeg siger altid til mine klienter, at hvis der er noget, de vil, så gør det. Det er kun en selv, der kan ændre noget ved sit liv. Jeg er 31 år, ikke gift – sorry mom – har ingen børn, men kun en hund. Der er ikke noget, der binder mig lige nu, og derfor vil jeg bare rejse rundt i Europa med min hund og se, hvad der sker. Lige nu ved jeg kun, at jeg skal på en huskyfarm i Norge med 36 hunde, siger hun.

For Zahra handler det alt sammen om at frigøre sig fra det, man kommer fra, og rejse mod noget nyt, der udvikler én. Også selvom det kan virke uoverkommeligt og måske endda lidt farligt.

– Da jeg flyttede til London, sagde jeg til min far, at jeg ville klare mig selv. Der var en kæmpe frihed i ikke at være imamens datter, jeg ville selv finde et arbejde og være rigtig voksen. Efter jeg startede Healthy Hijab, har jeg bevist over for mig selv, at jeg godt kan klare mig, at jeg ikke behøver min fars hjælp, men gør tingene på min egen måde. Min far har ikke nødvendigvis været fuldstændig enig i den måde, jeg har valgt at drive Healthy Hijab på, men han ved samtidig godt, at han ikke kan blande sig. Hans etik og moral er ikke den samme som min, men han har altid accepteret mig og mine valg.

Hvem er Zahra Pedersen?

• Zahra Pedersen, 31 år.
• Stifter af Healthy Hijab og blogger på YouTube.
• Datter af tidligere imam Abdul Wahid Pedersen, der blev et kendt ansigt, da han i 2002 udtalte i Kristeligt Dagblad.at stening af kvinder ikke stod til diskussion, fordi det stod i Koranen.
• Desuden er han også kommet med kontroversielle udtalelser om homoseksualitet og omskæring af piger og var en aktiv stemme under Muhammedkrisen, som han kalder ”Jyllandsposten-krisen”.
• I dag er han generalsekretær i Danish Muslim Aid.

– Jeg er stolt over det liv, jeg selv har skabt i London, det var ikke bare en fortsættelse af det, mine forældre havde sat op for mig, og derfor var det også langt sværere for mig at rejse fra London denne gang end fra Danmark. Angsten kunne sagtens have stoppet mig i at rejse. Min forretning og indtjening var på sit højeste, og jeg stod et meget sikkert og stabilt sted. Men jeg tror samtidig, at det var det rigtige tidspunkt, da jeg nu er sikker på min mentale tilstand. Det er en personlig sejr, hver gang det lykkes mig at starte på noget nyt og gennemføre det. Og hvis det går helt galt, har jeg altid min terapeut, jeg kan ringe til, siger hun og slår et stort grin op.