Børnebøger om skolestart

10 gode børnebøger om skolestart

Skal dit barn begynde i skole efter sommerferien, så får du her en række forslag til højtlæsningsbøger, som i børnehøjde beskriver både den forventning, spænding og nervøsitet mange børn føler, når de skal begynde i skole.

Faktaboks

Bøgerne er anmeldt på en skala fra 0-6 stjerner.

1. Isodora Moon går i skole

★★★★★★ En eventyrlig skolefortælling om, at forskellighed er smukt

Isadora Moon er halvt vampyr, halvt fe – og helt sin egen! Sammen med Lyserøde Kanin oplever Isadora masser af spændende eventyr. Da hun skal begynde i skole opstår balladen, for Isadora føler sig hverken hjemme i fe-skolen eller i vampyr-skolen? Hun er for meget vampyr blandt feerne og for meget fe blandt vampyrerne. Heldigvis finder Isadora selv den perfekte skole, der passer lige til hende.

Plads til forskellighed

”Jeg kom pludselig i tanker om, hvad far havde sagt om stjernerne på himlen. At de alle sammen var forskellige, men at de alle sammen var lige smukke, og så tænkte jeg: Måske gør det ikke noget, at jeg er lidt anderledes. Anderledes kan også være smukt.”

'Isadora Moon går i skole' er en sød og poetisk fortælling i et fortryllende univers med balletdansende feer, levende bamser, magiske tryllestave og fredsommerlige vampyrer, der træner flagremus og drikker tomatjuice.

Det er en anderledes fortælling om skolelivet, hvis indhold bestemt ikke svarer til skemaet i nulte klasse, men som til gengæld bygger på de grundværdier, som vi alle håber, vores børn får med i skoletasken – nemlig accepten af, at vi alle er forskellige, og at det kan bidrage med noget godt. Lidt som med 'Alice i eventyrland' og 'Den lille prins', er det en bog, man har lyst til at læse igen og igen. Sproget er lækkert og poetisk, og det er i det hele taget et betagende univers – ikke mindst pga. de fine illustrationer i en blanding af prinsesseagtig lyserød og sort goth.

Der er lidt vel meget lyserødt te-selskab over bogen ifølge mine drenge, der savner noget, der eksploderer og springer i luften ind imellem. Men som forfatteren Harriet Muncaster skriver bagerst i bogen, så elsker hun bare alt, hvad der er bittesmåt eller med stjerner på og alt, der skinner.

Er du enig, så læs bogen, før din nabo låner den på biblioteket. Den får en varm anbefaling herfra.

Børnebog-2.jpg

'Isodora Moon' går i skole af Harriet Muncaster, 128 sider, Forlaget Carlsen, 2016, 100 kr.

 

2. Vitello – 28 historier fra A til Å

★★★★★ God hvis I vil underholdes og samtidig lære alfabetet

Har du før prøvet kræfter med alfabetbøger, der med omvendt ordstilling og ubehjælpsomme rim forsøger at proppe et bestemt forbogstav ind i samtlige ord, så ved du, at den slags tekster er nærmest umulige at læse og så kedelige, at man aldrig får stavet sig igennem alfabetet.

Men det er heldigvis ingenlunde tilfældet i denne ABC i Vitello-udgave. Her får du 28 små historier (en historie for hvert bogstav i alfabetet) med små nedslag i Vitellos liv.

I historien ‘A for Alfabet’ er Vitello lige ved at begynde i skolen, men giver op, da han skal lære om alfabetet og alle de mange bogstaver.

Der er 'Æ for æble', hvor Vitello har hørt en sej historie fra gamle dage. En mand sætter et æble på hovedet af en dreng og skyder en pil igennem æblet, uden at der sker noget med drengen. Det vil Vitello prøve på møgungen William. William får æblet på hovedet, og Vitello siger, at det er meget vigtigt, at han står stille. ”Ellers falder æblet ned.”

William nikker ikke sådan rigtigt. William ser pludselig lidt nervøs ud. William siger: ”Hvad nu hvis du rammer ved siden af?” ”Så prøver vi bare igen,” siger Vitello og gå tilbage til planeværket, for det er sejest, hvis det er langt fra.

Vitello er vanen tro i topform. Han er påhitsom og fuld af skarnsstreger – og der er garanti for masser af gode grin, mens I træner alfabetet og lærer om bogstavernes magi.

Mine drenge kan godt lide, at vi begynder hvert kapitel med at finde på ord, der starter med det bogstav, som kapitlet handler om. Med bogen får I også jeres helt egen Vitello alfabetplakat, som I kan hænge på børneværelset.

Den eneste ulempe ved denne bog er, at kapitlerne kun er på to sider, så historierne bliver aldrig helt så gribende, som dem vi kender fra Vitello-serien. Men det gør til gengæld ABC-bogen rigtig velegnet til godnat-læsning.

Vitello.jpg

'Vitello – 28 historier fra A til Å' af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen (ill.), 60 sider, Gyldendal, 2017, 200 kr

3. Dengang Hr. Skægs startede i skole 

★★★★ God hvis dit barn glæder sig til skolestart og elsker Hr. Skæg 

At gå fra at være trygt børnehavebarn til at blive kastet ud i skolelivet, hvor man skal være langt mere selvhjulpen og lære nye ting, kan godt være en lidt skræmmende oplevelse – både for os forældre og for børnene. Sådan har Hr. Skæg det heldigvis også, da han skal begynde i skole. Han er bekymret over, at han ikke kan læse, og at han faktisk ikke engang kan skrive sit eget navn. Han er nervøs for, at de andre børn vil grine af ham, og at de voksne måske bliver sure. Og hvad nu, hvis han slet ikke er klog nok til at gå i skole?

Hr. Skæg gennemlever alle de både gode og ængstelige tanker, som nok rammer de fleste børn inden skolestart, og heldigvis viser det sig, at der slet ikke er nogen grund til at være nervøs, for alt det, der bekymrer ham er noget af det, han skal lære i skolen.

Uden mad og drikke … ”Hr. Skæg skævede til Leas madpakke. Hvordan kan man klare sig med så lidt mad? tænkte han og kiggede på sin egen store madpakke, der havde fyldt næsten hele tasken. Mor Skæg havde smurt over 20 store madder, og hun havde haft brug for al sin fantasi, for nogle af madderne var virkelig underlige. Der var f.eks. en spaghettimad og en øllebrødsmad, som var blevet lidt smattet …”

Da det viser sig, at ikke alle børn har husket madpakken på første skoledag, træder Hr. Skæg til og deler ud af sine madder, og sådan går det til, at han allerede på første skoledag oplever, at man godt kan overleve med en mindre madpakke, og at klassekammeraterne synes, han er sød, når ham er en god kammerat.

Er I fans af Hr. Skæg, så er det her en rigtig fin start på skolelivet. Den er skrevet i Hr. Skægs velkendte lidt naive sprog, så man kan se ham for sig og ligefrem høre Mikkel Lomborgs stemme, mens man læser højt.

Skæg.jpg

Bogen vender mange interessante temaer omkring skolestart– herhjemme skabte den måske lidt unødig nervøsitet, fordi den gjorde opmærksom på problematikker, som min søn på seks år slet ikke havde overvejet. I virkeligheden fængede bogen mest hos min søn på fire år, da han er lidt større fan af Hr. Skæg. Men en god anbefaling herfra – især til de lidt mindre børn, der glæder sig til at komme i skole.

'Dengang Hr. Skægs startede i skole' af Mikkel Lomborg og Gabriel Diaz (ill.), 28 sider, Forlaget Carlsen, 2016, 130 kr.

4. Max og Bella skal begynde i skole

★★★★ En god skoleintro, der inspirerer til at lege skole derhjemme 

Hvad laver man egentlig, når man går i skole? Max glæder sig til skolestart, mens Bella er lidt mere nervøs og spændt. De beslutter sig derfor for at lege skole og træne det, som man skal lære i nulte klasse. Max’ søster Frida går nemlig i femte klasse, og hun har fortalt, hvordan det er at gå i skole. Max og Bella øver sig i at skrive tal og bogstaver på en tavle. De rimer, klipper en hjemmelavet madpakke og træner både ugedage og måneder.

Lad os lege og lære sammen

”Nu begynder vi. Kan i sige jeres navn?” spørger Bella.

”Jeg hedder Max, og jeg er vaks. Det rimer,” siger Max.

”Og du bliver klippet med en saks. Det rimer også,” siger Bella. ”Der er ikke noget, der rimer på Bella.  

Max tænker lidt. ”Nutella” råber han så. ”Bella, Bella, du elsker Nutella.”

”Det er rigtigt,” siger Bella.   

Max og Bella begynder i skole er en lidt old school fortælling, der på fredsommelig vis forklarer, hvad skolelivet går ud på. På trods af at Max og Bella er hunde, så er de lette at identificere sig med, og det giver god inspiration til, at børnene selv kan lege skole derhjemme. 

Børnebog-1.jpg

Modsat f.eks. Vitello og Villads fra Valby, så er missionen i denne bog mere at oplyse og lære, mens vi leger end at underholde. Jeg håber, at virkelighedens skoleliv bliver piftet op med lidt flere kreative krumspring end den skoledag, der beskrives her. Men jeg vil sige, at indholdet i bogen gav mine drenge en større forståelse for, hvad en skoledag går ud på, og nu skal der leges skole.

Andre gode bøger om skolestart

5. Villads fra Valby i 0.V af Anne Sofie Hammerbyder Dette er endnu en dejlig bog om drengen Villads – Denne gang skal spilopmageren begynde i skole, og hvis man kender Villads, så ved man, at han nok skal sætte tingene i bevægelse. I “Villads fra Valby i 0.V” er Villads klar på nye eventyr, men gad vide om skolen vidste, hvad de gik ind til? Villads har altid en god idé og kommer af og til på rigtigt gale streger. Historierne om Villads fra Valby er sjove og vedkommende – Bogen er både enormt god til højlæsning for de mindste eller selvlæsning for de lidt større. Forældre vil helt sikkert også nyde historierne om alt fra mærkelige voksne til at stjæle eller drikke skolemælk og få lus.

6. Tiberius Tudefjæs stikker en løgn af Renée Toft Simonsen Tiberius er startet i skole og glæder sig til at lave lektier. Lektierne består i at tegne sin familie, men en familie med kun to personer er ikke en rigtig familie, synes Tiberius. Så i skolen kommer han til at fortælle en helt anden historie om sin mor

7. Simon skal i nulte af Peter Gotthardt Simon skal snart i nulte klasse. Det glæder han sig til. Men lidt nervøs er han også. Der er så meget nyt: bogstaver og tal, nye kammerater, en stor skole han slet ikke kender. Men far og mor hjælper ham med at blive skoleklar. Og heldigvis er der også en sød lærer i den klasse, Simon skal gå i. Så mon ikke det går? En rigtig god bog for de små, der skal til at starte i skole.

8. Hvor er ballade-Alfons? af Gunilla Bergström Alfons Åberg er syv år og skal begynde i skole. Han er bange, nysgerrig og lidt urolig og glemmer helt at lave ballade.

9. Anton skal i skole af Annemie Berebrouckx Ny serie på foreløbig syv bind med små pædagogiske og morsomme historier om den populære figur, Anton og hans familie. Anton skal i skole for første gang. Mor følger Anton og Søster derhen. Hun synes vist, det er lidt svært at sige farvel. Hvordan mon Anton har det?

10. Mit lykkelige liv af Rose Lagercrantz Dunne samler på lykke. Hun er glad, da hun begynder at gå i skole. Det starter godt. Og det bliver endnu bedre: Dunne får en veninde. Så sker der noget, hun slet ikke er forberedt på … men Dunne har før oplevet modgang og ved, at glæden venter på den, der samler på de gode øjeblikke.

Max og Bella skal begynde i skole af Tove Krebs Lange (tekst + ill.), forside af Alette Bertelsen, 32 sider, Forlaget Carlsen, 2016, 100 kr.