Mødregruppe

12 fristende ideer til mødregruppen

Mødregruppen kan blive din genvej til gode oplevelser. Men skal det være ude eller hjemme, aktivt eller afslappende? Få barselscoachens og læsernes bedste ideer.

Tiden på barsel kan både føles lang og susende hurtigt, alt efter hvordan du blandt andet har det i din mødregruppe. 

Hvis I fungerer sammen, kan mødregruppen nærmest gøre det ud for veninder, hvor der ikke kun er fokus på jeres babyer men også jer som mødre.

For at få det optimale ud af mødregruppen er det en god idé at lave noget sammen. Det er både sjovt for babyer og mødre, og både ude og hjemme er der masser af ting at lave sammen.

Se her, hvordan du kan få den sjoveste tid på barsel sammen med din mødregruppe.

HJEMME:

Vælg den rigtige mødregruppe:

En mødregruppe er ofte sat sammen af sundhedsplejersken, og måske har I ikke andet tilfælles, end at I har fået børn på samme tid. Giv gruppen en chance, for du kan få noget interessant ud af mødre, der er anderledes end dig selv og dine nære veninder. Men lad være at trække pinen ud, hvis din gruppe ikke fungerer.

Lav din egen gruppe med mødre, der vil det samme som dig. Find for eksempel en online mødregruppe, eller prøv den gode gamle metode med en seddel i Brugsen.

Læsertip! Lav babyrytmik:

“Rytmik er sjovt at være sammen om, fordi børnene imiterer hinanden. Hvis man ikke selv er den store sangstjerne, så får man lidt inspiration,” siger Heidi, mor til Otto, to år.

Mødregruppen er en oplagt rundkreds for dit barns første rytmiske erfaringer. Slå jer sammen om at betale en instruktør eller find et program på nettet, og vælg en øvelse hver, som I instruerer de andre i. Se f.eks. Babyrytmik.dk

Få gode råd fra en ekspert:

En sundhedsplejerske med råd om søvn? En parterapeut til at puste romantik i børnefamilien? Mælk, mos, gråd, opdragelse, eksem, tænder… Uanset emnet kan I slå jer sammen og få en ekspert til at komme med faglige input. 

Hold tøjbyttedag:

Det er dyrt at have børn. En million pr. barn ifølge Graviditet.dk. Men en del dyrt babytøj bliver ikke brugt særlig meget. Børnene i mødregruppen er ikke præcis lige store, og I har sikkert også fejlkøb liggende eller gaver, som ikke er faldet i smag. Hold en tøjbyttedag og hjælp dit børnefamiliebudget med at klare skærene.

Få besøg af frisøren:

Håret drysser fra nybagte mødre som birkes fra franskbrød. Det skyldes hormonforandringer. Og nu, hvor du virkelig har brug for en kyndig saks, er det umuligt at komme til frisør med baby. Bestil i stedet en frisør til mødregruppen og hjælp hinanden med at passe ungerne. Se de gule sider i dit lokalområde for at opstøve en mobil frisør.

Lær babymassage:

Massage gør din baby rolig og skaber god kontakt. Det er ikke svært og kan være hyggeligt at gøre sammen. Bestil en instruktør til at hjælpe jer i gang, eller print en instruktion ud fra nettet, som I skiftes til at læse op for hinanden.

Send legetøjet på rundtur:

Fra dit barn er cirka seks måneder, kommer legetøjet virkelig i fokus. Men junior kan godt komme til at kede sig sammen med den evindelige legeorm i friske farver. Og sådan har de andre børn det også. Aftal, at I hver laver en legekasse med 10 ting. Læg en liste over tingene eventuelt med foto ned i kassen og byt for et par uger ad gangen. Så får du jævnligt noget nyt til den lille.

UDE

Lav jeres eget svømmehold:

Fordelen ved at lave jeres eget svømmehold er, at mødre og børn kender hinanden, så det bliver lidt lettere at hjælpes ad i bruser og omklædning. Måske er der også større chance for, at I holder ved med svømningen, når barslen er slut, hvis den ugentlige vandgang også betyder et hyggeligt gensyn med mødregruppen.

Tag i babybio:

Der findes snart ikke den biograf, som ikke har opdaget, at der kan hentes en ekstra skilling på ellers døde formiddage ved at invitere nybagte mødre ind i filmens verden. Biografturen er en måde at fastholde dig selv på, fordi det her i halvanden time ikke kun handler om bøvs og bleer.

Tag på børnebiblioteket:

Mange lokale biblioteker har gode arrangementer for mødregrupper. I kan få en introduktion til nye bøger, få foredrag om relevante emner eller bare sidde i en blød sofa i børnebiblioteket, mens de små kravler rundt og kigger på den spændende samling legetøj. Se Gladsaxebibliotek. dk for inspiration til turen. Det er stille og roligt og fuldkommen gratis.

Læsertip! Oplev seværdigheder:

“Vi tog på flere heldagsudflugter og skiftedes til at være guide,” siger Nina, mor til Linus, tre år og Wilma, et år.

Og selv om du aldrig når så meget på din barsel, som du måske troede, så er barslen en lang periode med frihed på hverdagens formiddage og eftermiddage, hvor der er god plads på muséer, slotte og udstillinger – også til barnevognen. I København kan I benytte bogen Børnenes København for at finde børnevenlige sights.

Læsertip! Hold en fædre- og søskende dag:

“Min mødregruppe er efterhånden også en fædregruppe, og det kan virkelig anbefales. Vi har holdt nytårsaften, Sankt Hans aften og julefrokost sammen – og så har vores mænd revet et helt saneringsmodent hus ned sammen, mens vi passede alle børnene,” fortæller Ulla, mor til Jonas, et år.

Start med at planlægge en formiddag i parken, hvor fædre og søskende er inviteret med. Det forebygger jalousi fra ældre søskende, hvis de store kan være med til nogle af de spændende aktiviteter, som ellers er forbeholdt den lille.

Læsertip! Lad op i spa:

“Vi aftalte nogle aftener, hvor vi skulle ud uden børn, og hvor mændene tog over. En gang startede vi på et spa, hvor vi fik ansigtsbehandling og massage,” anbefaler Rikke, mor til Anna Sophia, et år og Elias, tre år.

Der er ikke noget tidspunkt, hvor du trænger så meget til forkælelse som i tiden med en baby. Kroppen er hårdt spændt for med amning, tunge løft og afbrudt nattesøvn. En aften ude kan lade dine batterier op til næste uges babymaraton.

Find balancen:

Find en balance mellem aktivitet og ro i mødregruppen, hvor alle føler sig tilpas. Barselscoach Christina Tatarczuk råder til, at I begynder med en brainstorm på, hvad I gerne vil med mødregruppen. Kaffeklub, bogklub, svømmeklub eller lidt af hvert?

Planlæg, så I skiftevis har en aktivitet og en mere rolig sammenkomst. Og husk, at en aktivitet godt kan være en trilletur til den lokale park. Tænk på, at jeres børn er forskellige. Det er ikke sjovt at være den mor, som bliver kaldt ud 12 gange, hver gang I er i babybio. For hendes skyld må I variere med parken fra tid til anden.

Kilde: Barselscoach Christina Tatarczuk