Anne Juel Jørgensen er børne- og ungechef i Danske Bank

Her er 5 ting, du bør få styr på, hvis du er skilt og har børn

Når en skilsmisse rammer, og der er børn involveret, kan det gå ud over mange ting: Blandt andet børns forståelse for penge, hvis husholdningen fungerer forskelligt i barnets to nye hjem. Her får du en række råd til, hvordan du som forælder kan blive bedre rustet til at skærme dine børn mod de økonomiske dilemmaer, der følger i kølvandet på en skilsmisse.

alt.dk logo

I 2024 blev 12.856 ægtepar skilt. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Når forældre går fra hinanden, sætter det børn i en situation, hvor de får to nye hjem i stedet for ét – og her kan de opleve, at der er råd til lidt mere hjemme hos den ene forælder end hos den anden.

De skal derfor lære at navigere i to forskellige økonomiske situationer på et tidspunkt i deres liv, hvor de i forvejen er i gang med at udvikle deres økonomiske forståelse og de gode pengevaner. 

Det fortæller Anne Juel Jørgensen, der er børne- og ungechef i Danske Bank.

”Vi ved fra forskningen, at børn allerede fra seks- til syvårsalderen er godt i gang med at udvikle deres økonomiske forståelse, og den læring kommer i høj grad fra deres forældre. Det, de ser deres forældre gøre, tænker de, er rigtigt. Derfor kan en skilsmisse betyde, at børnene lærer noget hos mor, og så lærer de noget andet hos far. Det kan påvirke den måde, de forstår penge og forbrug på, og det vil følge dem ind i voksenlivet, når de skal styre deres egen økonomi” siger Anne Juel Jørgensen.

Anne Juel Jørgensen opfordrer derfor forældre til at sætte sig ned og afstemme de pengevaner, de hver især vil præsentere børnene for i de to nye hjem. Det står næppe øverst på listen over ting, I har lyst til at prioritere midt i en skilsmisse, men ikke desto mindre er det vigtigt at få afklaret, fordi det kan betyde meget for børnenes økonomiske sans. 

”For nogle er det slet ikke muligt at tale om de her ting, fordi I ikke har et godt forhold til hinanden efter skilsmissen. Men hvis I stadig kan finde ud af at samarbejde, er det en rigtig god idé at sætte sig ned og få styr på listen her. For selvom man har et godt samarbejde med den anden forælder, kan en skilsmisse alligevel betyde, at pengesnakken i forhold til børnene glider lidt i baggrunden, fordi I nu er alene i hjemmet med børnene.”

Nedenfor er Anne Juel Jørgensens fem bedste råd til, hvor du som forælder kan tage hul på snakken i en svær situation, så skilsmissen ikke påvirker udviklingen af børnenes økonomiske forståelse.

1. Overvej at tjekke op på børnebidrag og skattefradrag

Når I bliver skilt og har børn sammen, følger børnebidraget med, som er det beløb, den ene forælder skal betale til den anden, når I ikke længere bor sammen. Derfor er det en god idé at få styr på, hvem af jer, der skal betale børnebidrag, og hvordan det påvirker beskatningen af jeres indkomster.

2. Tal om gaver

Når forældre skilles, stopper de fleste med at give fælles gaver, og derfor får barnet pludselig dobbelt op på både fødselsdags- og julegaver. De to forældres økonomiske forhold kan ændre sig en del, når de står alene, og derfor kan budgetterne på gavefronten også se forskellige ud. Det kan derfor være godt at tale sammen om, hvilke gaver I hver især giver, så der ikke går konkurrence i den.

”Selvom det kan lyde som en drøm for et barn at få mere af alting, kan det også fungere som en bjørnetjeneste, fordi barnet så bliver vant til det store forbrug. Derfor skal I som forældre måske have talt gavesituationen igennem, for hvad er det, I lærer jeres børn? Så lærer de måske, at de har råd til et større forbrug, end de reelt har, når de engang selv bliver voksne og skal drive en husholdning. Den tanke skal I have med jer, og måske også fastlægge et beløb, I køber gaver for, så I ikke ender med at forsøge at overgå hinanden.”

3. Vær fælles om børneopsparingen

Børneopsparingen indgår ikke i bodelingen ved en skilsmisse, og derfor kan I begge have fuldmagt til opsparingen. Det kan være en fordel at tale sammen om, hvordan og hvor meget I indbetaler til børneopsparingen.

4. Flere lommepenge hos mor end hos far?

Omkring 75 % af alle forældre giver deres børn lommepenge. Derfor er det en god idé at tale om, hvor meget I hver især giver. Hvis der er en årsag til, at barnet får flere lommepenge af en forælder end en anden, så tag gerne snakken med jeres børn om det, så de får en bedre forståelse af, hvor pengene kommer fra og hvordan de bør bruges.

”Penge er blevet usynlige og digitale i vores samfund, så børn har ikke den samme oplevelse af, at penge kun kan bruges én gang. Det, I skal hjælpe jeres børn med, er jo at skabe nogle gode pengevaner, så den dag, de selv flytter hjemmefra, kan de godt finde ud af at lægge et budget og have en opsparing. Og hvis de fra barndommen er vant til at få mange lommepenge fra både mor og far, så har de muligvis fået forbrugsvaner, der kan være svære at opretholde på SU eller senere i voksenlivet.”

5. Overvej om et fælles børnebudget er det rigtige for jer

Det er en dyr fornøjelse at have børn. Ny skoletaske, fodboldkontingent, konfirmation og efterskole koster alt sammen mange penge. Det kan derfor være værd at tage en samtale om et fælles børnebudget, så I kan få overblik over, hvem der skal betale hvad. 

”Hvis I er gode til at samarbejde, kunne I oprette en form for budgetkonto, hvor I sætter penge ind på kontoen hver måned. Så selvom I ikke længere er gift, har I så stadig en fælleskonto, som sikrer, at der altid er penge til både planlagte og spontane udgifter til barnet. På den måde kan I også mindske risikoen for at ende i en diskussion om, hvem der sidst betalte hvad i forbindelse med barnet, og hvis tur det nu er til at lægge ud.”

Anne Juel Jørgensen

  • Børne- og ungechef i Danske Bank.
  • Forfatter til "Giv dit barn gode pengevaner" og "Giv din teenager gode pengevaner", som udkommer i marts 2025.