Babytegn

6 gode grunde til at lære dit barn babytegn

Babytegn giver dit barn et sprog, længe inden det kan tale. Færre raserianfald er bare én af de fordelene.

Babytegn er en forsimplet form for tegnsprog, der giver børn, der endnu ikke har sprog, mulighed for at fortælle deres omverden, hvad de har brug for, hvad de ser og hvad de tænker.

Det er der enormt mange fordele ved. Det ved Nana Winther, der har skrevet bogen “Babytegn – lær tidlig kommunikation med dit barn”.

– Inden småbørn lærer at tale, bruger de naturligt tegn til at prøve at forklare sig. De kan vinke, når de siger farvel, pege hvis de ser noget spændende, og de kan række armene ud, når de fortæller os, at de vil op. Det var først, da jeg selv fik børn, at det gik op for mig, hvor godt et redskab det var, at jeg så tidligt kunne tage del i deres verden, forklarer Nana Winther.Det har samtidig været berigende for hende selv, at se sine børn få et sprog så tidligt.

– Man oplever en ny sproglig verden, der åbner sig hos det lille barn. Det er bare en bekræftelse af, at børn kan så meget mere end vi umiddelbart forestiller os, siger hun. Er du i tvivl om, hvorvidt du vil bruge babytegn med dit barn, kommer her 6 fordele ved babytegn.

1. Færre tårer, raserianfaldog frustration

Et barn er meget bevidst om, hvad det vil, og hvad det bestemt IKKE vil, længe før det er i stand til at forklare det med ord. Babytegn giver dit barn et sprog, som gør det i stand til at blive forstået, selvom det endnu ikke kan tale. Det giver mindre frustration for både barn og forældre, at barnet er i stand til at gøre sig forståelig og blive forstået.

– Når jeg får tilbagemeldinger fra forældre er det helt klart det punkt, hvor de har flest positive tilbagemeldinger. Når barnet opdager, at forældrene møder de behov det viser gennem tegnene, skaber det en ro hos barnet, som hurtigt kan mærkes, fortæller Nana Winther.

2. Fremmer taleindlæringen

Man kunne måske tro, at et barn, der kan babytegn, ikke er lige så hurtig som andre børn til at lære at tale, fordi det jo allerede kan kommunikere med sin omverden. Men faktisk er det lige modsat. Børn, der lærer babytegn, opdager tidligt, hvilke fordele der er ved kommunikation og motiveres på den måde til at prøve flere kræfter med sproget i en tidlig alder.

I et stort amerikansk studie i spædbørns verbale udvikling, foretaget af de amerikanske forskere Linda Acredolo og Susan Goodwyn, blev det påvist, at gruppen af børn, der lærte babytegn, udviklede sprog bemærkelsesværdigt hurtigere, end kontrolgruppen, der ikke brugte babytegn. De børn, der have lært babytegn, var ved toårs-alderen i gennemsnit tre måneder foran i deres sprogudvikling, og ved treårs-alderen næsten et helt år foran de børn, der ikke kunne babytegn.

3. Opbygger selvværd

Når barnet føler sig set og “hørt”, vil det påvirke dets følelse af at være noget værd og dermed lægge grundstenen for et godt selvværd.Nana Winther fortæller, at de tegn som forældre udtrykker mest glæde over, er tegnet for hjælp og sove.

Hun har et eksempel fra en mor, hvis barn var godt i gang med en leg med klodser, men pludselig begynder at græde. Barnet laver tegnet for “hjælp” og det går op for moderen, at den lille pige er ked af det, fordihun ikke kunne få klodserne ud igen for at fortsætte legen.

Tegn for “sove”

Tegn for “hjælp”

Tegn for “jeg elsker dig”

– Hvis hun ikke havde brugt babytegn kunne hun ikke have “snakket” med sin datter om, hvad problemet var og måske havde hun bare flyttet hende fra den aktivitet, hun egentlig var glad for, i et misforstået forsøg på at prøve at trøste, fortæller Nana Winther.Babytegnene hjælper altså forældrene til at forstå deres børn og møde dem, hvor de er. Det er med til at styrke barnets identitet.

4. Koncentreret nærvær mellem forældre og barn

Acredolo og Goodwyn fandt i deres studie, at når barnet kan babytegn, øger det antallet af positive interaktioner mellem barnet og forældrene, mens antallet af negative falder.

– Hvem kender ikke situationen, hvor man står og snakker med sit barn, imens man står med ryggen til. Det er ikke muligt, hvis du laver tegn. Du skal have front mod barnet, være opmærksomt på barnets svar og eventuelt lærer nye tegn fra dig, siger Nana Winther

5. Far kommer på banen

Med babytegn får faren mulighed for at komme på banen tidligere, da han kan de samme tegn som moren og derfor kan kommunikere på lige fod med hende, og det er en stor succesoplevelse for mange fædre.Nana Winther fortæller, at hun ser flere og flere mænd til sine foredrag om babytegn.– Før var det lutter mødre, der kom og hørte mig sælge ideen om en ny kommunikationsform, men nu er mønstret ved at ændre sig.

Der er flere og flere mænd, som er villige til at give det en chance. En kvinde fortalte mig, at hendes måde at overbevise sin mand på var ved at lære babyen tegnet for far. Da barnet var fortrolig med det, lod hun barnet vise faren tegnet, og så gik der ikke lang tid, før han sad og forsøgte sig med tegnene også, fortæller Nana Winther.

6. Hjernens udvikling fremmes

Fagter og tegn styrker nervebanerne. Babytegn involverer bevægelse, som øger den visuelle udvikling og får øjnene til at arbejde sammen med hænderne. Forskning har vist, at babytegn øger hjernens udvikling og IQ, øger sociale færdigheder og mindsker frustration.

Om eksperterne

Linda Acredolo og Susan Goodwyn, der begge er professorere i psykologi ved University of California, står bag det måske største forskningsprojekt i babytegn og babyers udvikling, sprogligt og kognitivt.

Forskningsprojektet strakte sig over to årtier og inkluderede 140 familier. Resultaterne og fordelene ved babytegn er beskrevet i bogen “Baby Signs – How to talk to your baby before your baby can talk”.

Bogens forfatter

Nana Winther Larsen, forfatter, skolelærer og foredragsholder. Hun holder kurser og foredrag om babytegn for familier, institutioner og andre, der er interesserede i fordelene ved babytegn.

– Min egen største oplevelse med babytegn var, da Vilma, mit første barn, tog sine to små buttede hænder op til hjertet og lavede tegnet for “jeg elsker dig”, fortæller Nana Winther. Her gik det op for hende, at babytegn ikke kun kunne bruges til at udtrykke behov, men også følelser.

3 fif til dig, der vil bruge babytegn

  1. Start med 3-4 tegn, gerne i forbindelse med spisesituationen. Her vil du hurtigt se en reaktion hos barnet og samtidig er opmærksomheden god, når man sidder over for hinanden.
  2. Start i 10 måneders-alderen, så er der som regel hurtig respons. Om du vil lære dit barn blot en håndfuld tegn eller give det et større tegnforråd er op til dig selv.
  3. Husk altid at tale, mens du laver tegn. Din stemme skal altid understøtte et tegn, så babyen får koblet ord og tegn.