Amalie har stadig smerter efter fødslen af sin søn for to år siden: Nu har hun et stærkt budskab

”Nu er det snart to år siden, jeg har født. Og der er ikke nogen, som mener, at de kan hjælpe mig – der er ifølge dem ikke nogen løsning. Det er der, vi er nu. Der er ikke nogen, som vil eller kan gøre noget."

Da Amalie Luther for to år siden fødte sin søn, fik hun under fødslen en andengrads-bristning og skulle syes efterfølgende – men det gik ikke efter planen.

”Jeg tænker, at det kan simpelthen ikke være rigtigt. Jeg har smerter lige nu, fordi jeg sidder dårligt – jeg skal sidde lidt på baldeknoglen. Det føles allermest som en, der konstant niver lidt i skedeåbningen.

Jeg har svært ved at sidde ned i længere tid – hvor jeg bliver nødt til at rejse mig op i ny og næ. Når jeg er på studiet, hvor vi sidder ned i mange timer. må jeg bare sidde og bide smerterne i mig, hvis det er en dårlig dag,” fortæller Amalie til ALT.dk

Artiklen fortsætter under videoen.

Det er almindeligt, at der opstår bristninger. Omkring 50 % af alle kvinder får rifter eller bristninger i forbindelse med fødslen.

”Jeg havde en meget almindelig fødsel. Men lige da jeg var gået i gang med pressefasen, sagde min jordemoder til mig, at ”nu skal du presse ham ud, og hvis du ikke gør, så tager vi ham ud, for han har det ikke godt.”

Amalies søns hjerterytme var faldet faretruende meget, så han skulle hurtigt ud. Jordemoderen havde tilkaldt en læge, som gjorde klar til at bruge en sugekop.

”Der råbte jeg bare ”så presser jeg ham selv ud, I skal ikke tage ham ud.” Og så pressede jeg ham ud på den næste presseve. Men det betød, at det gik alt for hurtigt, og jeg sprækkede og fik en andengrads-bristning, som jo i sig selv er meget normalt. Jeg får min søn op, vi er glade, og så skal jeg selvfølgelig syes sammen bagefter, og det var faktisk næsten det mest ubehagelige i hele forløbet,” fortæller Amalie.

”Jeg havde lige født et barn, men syningen gjorde rigtig ondt. Jeg blev ved med at spørge hende, om det skulle gøre så ondt. Men jeg fik roligt at vide, at jeg ikke skulle snakke så meget og ligge stille, så hun kunne gøre sit arbejde. Og så bed jeg smerten i mig – det er nok en kvindeting. Jeg er i hvert fald vant til, at man som kvinde bider mange smerter i sig. Så jeg forsøgte at ligge stille og håbede, at det var hurtigt overstået.”

Læs også

Silja troede, hun havde en efterfødselsreaktion, men en blodprøve viste noget helt andet: ”Jeg blev virkelig bange”

Noget var galt

I dagene efter fødslen havde Amalie vanvittigt ondt i skeden og i sit underliv. Hun var i tvivl, om det var normalt, så hun spurgte personalet, om alt var OK dernede.

”De blev ved med at sige, at jeg havde jo lige født, og det forstod jeg godt, men jeg følte bare, at der var noget forkert. Jeg blev ved med at spørge, om det så rigtigt ud, for det gjorde rigtig ondt – og er det meningen, at det skal gøre så ondt? Men jeg fik at vide, at alt så helt fint ud.”

Familien lå fem dage på hospitalet, fordi Amalies søn muligvis havde gulsot. Undervejs blev hendes syninger både tjekket af en sygeplejerske og en fødselslæge, som begge fortalte, at alt så fint ud, og at de ikke kunne se, at der skulle være noget galt.

Samtidig nagede det i Amalie – for hun følte det som om, at der var noget galt i hendes underliv.

”Det føltes som om, at der var nogen, som stak med nåle og ståltråd i mit underliv, men svaret var, at det skulle gøre ondt efter en fødsel og syning. Da vi var kommet hjem fra sygehuset, kunne jeg stadig ikke andet end at ligge ned. Min søn var en uge gammel, før jeg kunne skifte ham, fordi jeg ikke kunne gå og stå, for hver gang jeg belastede underlivet, gjorde det vanvittigt ondt.”

Amalie endte med at ringe til sin egen læge, fordi hun følte, at det ikke kunne være rigtigt, at det skulle gøre så ondt. Da hun blev undersøgt, fik hun igen at vide, at alt så fint ud, at de fleste tråde var opløst, og det tog nok bare lidt tid.

”Lægen sagde, at det kunne være, at jeg var lidt særlig sensitiv, og jeg skulle prøve at give det noget tid. Da jeg kom til otte ugers tjek, skulle jeg prøve at knibe om hendes finger, men hun kunne slet ikke få lov til at føre fingeren ind, fordi jeg skreg så meget og begyndte at græde,” fortæller Amalie

”Der tænkte jeg, at det kunne ikke være rigtigt. Der er jo mange, som har gang i deres sexliv efter otte uger, men jeg kunne knap nok tørre mig dernede uden store smerter, jeg kunne ikke sidde på en stol, uden det gjorde ondt, så jeg lå for det meste ned, samtidig med at jeg skulle være mor for en skøn lille dreng.”

Syet helt forkert sammen

12 uger efter fødslen tog Amalie igen til tjek, og scenariet var det samme. Lægen kunne slet ikke få lov til at røre området, uden hun begyndte at græde og skrige i smerte. Det var fuldstændig forfærdeligt, mindes hun.

Hun fik derfor en ny tid 18 uger efter fødslen. Men da Amalie blev undersøgt af lægen, var der fortsat ingen forbedring, så hun fik en henvisning til en gynækolog.

”Jeg fortalte gynækologen om mit forløb og blev lagt op på briksen, hvor jeg spredte mine ben. Han kiggede på det i fem sekunder, og så sagde han, at han godt kunne forstå, hvorfor det gjorde ondt. Jeg var nemlig syet helt forkert sammen. Det var altså først den fjerde, der kiggede på det, som kunne se, at der var noget galt. Når man sprækker, bliver det normalt syet sammen igen, som det hele tiden har været. Men ved mig havde de syet for meget sammen, så syningen var gået ind over min skedeåbning. Gynækologen sagde, at det lignede en teltdug, og viste mig det i et spejl, så jeg selv kunne se, at det slet ikke skulle sidde sammen på den måde.”

Læs også

Szhirley har født to 'stjernekigger'-børn: "Jeg følte mig som den sygeste superheltinde"

I dag kan Amalie fortryde, at hun ikke selv havde undersøgt, hvordan hendes underliv så ud både før og efter graviditeten med et spejl. Men samtidig mener hun heller ikke, at det skal være en kvindes eget ansvar at kunne opdage en så graverende fejl.

”Jeg har ikke tal på, hvor mange i min omgangskreds der har sagt til mig, at det var en lidt hård graviditet, så jeg var måske lidt svækket i forvejen. Og tror du ikke bare, at der er nogle lidt flossede nerver, som gør, at det gør lidt mere ondt?”

”Jeg spurgte mine veninder, om det også gjorde så ondt, da de blev syet? Og de sagde ja, det gør jo ondt. Så jeg kunne ikke lade være med at tænke, at så måtte det være mig, der er lidt særligt sensitiv,” siger hun.

”Da jeg fortalte gynækologen, at alle havde sagt, at det var mig, der var sensitiv, sagde han, at jeg er alt andet end pivet, for jeg har gået med det i månedsvis. Det er jo kød, der slet ikke skal sidde sammen.”

Amalie fik derefter en henvisning til speciallæge Henrik Lajer, som er PhD i gynækologi og obstetrik. Han skulle vurdere, hvad der kunne gøres for at hjælpe hende.

”Han var forundret over, at det ikke var blevet opdaget før. Og han kunne hurtigt konkludere, at jeg skulle syes om. Da han sagde det, frøs jeg. Alt det, jeg havde været igennem de sidste mange måneder, skulle jeg igennem en gang til. Det sendte mig fuldstændig tilbage til tiden efter fødslen.”

Amalie fortæller, at speciallægen fortalte hende, at det ikke kun er hende, det er sket for. Han oplever, at det sker nogle gange. Men der er bare ingen, der snakker højt om det.

Fem uger efter blev Amalie opereret.

”Mange af mine nerver var åbenbart også blevet ødelagt. Nogle fungerede ikke længere, og andre var særligt sensitive. Så alt føltes som stød.”

To måneder senere var Amalie til tjek efter operationen, og status var, at det var blevet omkring 20 % bedre. Men Amalie var stadig meget øm og sensitiv. Hun blev derfor anbefalet en gynækologisk fysioterapeut ved navn Birthe Bonde.

”Hun kunne mærke, at alt i mit underliv var ødelagt. Mine nerver fungerede ikke mere. Min bækkenbund var som en øm boksebold. Alt var ømt, alt var hærget, alt var gået i stykker. Hun fortalte, at jeg havde fået revet flere ledbånd over i mit underliv. Hendes konklusion var, at, fordi jeg havde gået og spændt op af smerte, blev jeg ved med at have ondt, fordi mit underliv var fyldt med myoser og knuder.

Folk, der går med stress og ikke kan slappe af i sine skuldre, får ondt i nakken og hovedet. Hun sagde, at det var fuldstændig det samme med mit underliv. ’Du har en hel depression dernede, fordi du har så ondt,’ sagde hun til mig.”

Fysioterapeuten gav Amalie nogle øvelser, som hun har lavet siden det første møde. De hjælper, men smerterne er der stadig.

Spist af med en bedøvende gel

Birthe Bonde endte med at sende en henvisning til Amalies læge om, at hun skulle henvises til Center for Kvindesygdomme på Herlev Hospital.

Amalie fik en tid i juli 2024.

”Jeg glædede mig virkelig meget til det møde, for nu skulle nogle af de dygtigste i landet se på det her. Min gynækolog havde fortalt mig om alle mulige forsøg, man lavede med andre kvinder, der havde været igennem noget lignende, og om, hvordan man kunne få gang i nerveenderne igen med bl.a. botox og akupunktur. Så jeg gik til mødet med en følelse af, at der var så mange muligheder,” siger Amalie, og fortsætter:

”Da jeg kom derud, blev jeg mødt af en rigtig sød læge og en sygeplejerske, som kiggede på det. Når de rørte ved det, skreg jeg stadig, fordi det gjorde så ondt. Hun sagde, at hun kunne mærke, at jeg reagerede, fordi det gjorde ondt.”

Endnu engang blev Amalie mødt med svaret, at der ikke rigtigt er noget at gøre ved det.

”Ifølge dem ville det ikke give mening at sy det om, fordi grunden til, at jeg havde det, som jeg havde det nu, var nok, at der var blevet syet forkert første gang og derfor var dannet noget arvæv. Det havde man så skåret i, og så var der kommet arvæv oveni arvæv. Det kunne være derfor. Det kunne også være nogle nerver, der var blevet syet i klemme. Det vidste hun ikke, men hun kunne ikke gøre mere,” fortæller Amalie, som blev modløs ovenpå dén besked.

”Jeg kunne ikke rigtigt forstå det – var der ingen plan, som kunne hjælpe mig nu og her?”

”Jeg blev spurgt, om jeg gerne vil føde igen, og da jeg svarede, at det vil jeg gerne, sagde de, at så sprækker det nok op igen, og så kunne det være, det blev bedre.”

Læs også

Louise Liv Sømoe: "Herfra blev min drømmefødsel bare at få ham ud igennem fødselskanalen"

Noget slukøret gik Amalie fra mødet. Hun havde haft en fornemmelse af, at hun kom til en introducerende samtale, hvor de skulle finde ud af, hvad der skulle ske, og hvad der kunne prøves eller gøres for, at hun kunne få det bedre.

”I stedet følte jeg, at jeg var kommet ind til et afsluttende møde i sundhedsvæsenet. Det her er din sidste mulighed, og vi kan og vil ikke gøre mere. Så nu lukker vi den bare. Og det var jeg så chokeret over.”

”Det kan jeg simpelthen ikke forstå. Hvad med mit samliv, og at jeg har ondt, når jeg sidder ned? Jeg fik en bedøvende creme, jeg kunne bruge inden og efter samleje. Så løsningen er åbenbart, at jeg skal bruge bedøvende creme resten af mit liv, hvis det aldrig bliver bedre?”

”Er det, fordi jeg er kvinde?”

Så det er status for Amalie i dag. Når hun beskriver for venner og familie, hvordan det føles, fortæller hun, at man kan prøve at tage fat i et lille stykke hud, som man klemmer sammen om med neglene. Det er sådan, det føles konstant i hendes underliv.

”Det har været svært, fordi det gør rigtig ondt. Det er blevet bedre. Men det, jeg er mest ked af, er  at blive lukket ned, og det tror jeg skyldes, at det er en efterfødselsskade. Lige så snart man har født, handler alt jo om barnet. Så kommer mor i anden række, og det forstår jeg også godt. Men når der er kommet lidt ro og rutine på barnet, vil jeg også gerne have, at man fokuserer mere på mor igen. Dér føler jeg slet ikke, at jeg er blevet taget seriøst nok,” siger Amalie og fortsætter:

”Man regner bare med, at kvinder kæmper sig igennem al den smerte, for de skal gerne have flere børn, men det burde jo ikke være legitim nok grund til bare at negligere det. Det var mest det, jeg blev ked af. Jeg troede, at jeg kom ind til et hold af kvinder, der var forskere i kvinders underliv, og som var progressive og nytænkende. Og jeg skulle ind og blive taget i favnen af dem. Og så gik jeg derfra med et klap på ryggen og en lille gel.”

I dag tænker Amalie tilbage på et forløb, som hun finder uretfærdigt – og hun spørger ofte sig selv, hvorfor skulle det lige ske for hende.

”Travlhed i sundhedsvæsenet er selvfølgelig en faktor, og der er nogle arbejdsvilkår, som ikke er rare for dem at arbejde i. Men når jeg ser på mine veninder og deres efterfødselsforløb, har jeg været så misundelig. Det er normalt med smerter efter fødslen, men nu står jeg her snart to år efter, og er stadig på bar bund i forhold til at få det bedre. Men jeg kan da tænke, at hvis det var blevet opdaget noget før, var der måske noget, der kunne have blevet reddet, og at det ikke var blevet så slemt.”

Amalie håber, at hun ved at dele sin historie kan åbne op for samtalen, så der forhåbentligt kan blive sat fokus på området.

”Jeg er i dag måske lidt opgivende. Og så er jeg ked af, at jeg ikke har haft nogen at spejle mig i. Der er ikke nogen i min omgangskreds, der har været ude for det her. Jeg har selvfølgelig søgt internettet tyndt, men jeg er ikke faldet over nogen historie, som jeg kunne spejle mig i. Jeg kan læse om efterfødselskomplikationer, men jeg kan ikke finde nogen, der er blevet syet for meget sammen. Det har været ensomt, og så føler jeg mig meget negligeret.”

Læs også

Elva er født med særligt handicap: "Jeg brød fuldstændig sammen lige dér. Jeg så over på Nick, som sad med hovedet begravet i hænderne"

Amalie har også tit talt med sin mand om, hvordan det havde set ud, hvis det havde været ham. Hvis han havde haft ondt i albuen eller foden, ville han være blevet prioriteret anderledes.

”Er det mon, fordi jeg kommer med fødselskomplikationer eller senfølger efter fødsel, at tolkningen er, at sådan er det bare at blive mor. Det kan jeg simpelthen ikke forstå, kan være rigtigt. Jeg går jo med kroniske smerter – hver dag.”

Føler mig stærk

Amalie gentager, at hun flere gange i sit forløb er blevet mødt med kommentaren, at hun nok bare er særligt sensitiv og lidt ekstra følsom.

”Men jeg føler mig stærk psykisk – jeg er blevet ved med at kræve fra starten, at nogen skulle se på det. Noget er galt. Jeg har lyttet til min egen mavefornemmelse og sat foden ned og krævet, at det skulle tjekkes. Og det har jeg jo stået fast ved. Så jeg føler netop, at jeg har været stærk, fordi jeg har været i smerte, men også har kæmpet for, at nogen skulle gøre noget ved det. Jeg kunne jo også bare have lagt mig helt fladt ned og tænkt, så er det bare sådan, det er."

”Det er jo det, jeg synes, der er det seje og det stærke ved kvinder. Jeg kan sidde og fortælle om den her to år lange historie, og alligevel tænker jeg, at jeg på et eller andet tidspunkt skal have et barn mere. Det synes jeg jo er helt vanvittigt.”

Nu føler hun dog, at døren er blevet smækket i. At der ikke rigtigt er mere, hun kan gøre.

”Jeg glemmer aldrig at komme ind til det møde, hvor jeg troede, at jeg skulle præsenteres for en lille pamflet af muligheder, vi kunne prøve. Men der var ingen muligheder – andet end at jeg kunne prøve at føde igen, så det kunne sprække op. Det var ubehageligt at være den, der skulle spørge, om vi ikke kunne prøve akupunktur, eller nogle af de andre muligheder jeg havde læst og hørt om. Jeg troede, at det var dem, der skulle sidde og give mig en masse muligheder, som jeg kunne vælge imellem.”

”Der var ikke nogen, der greb mig, eller i det mindste bare fik mig til at føle mig set. Hvis det er fordi der er for lidt forskning på området, håber jeg, at jeg ved at dele min historie, kan sætte gang i et eller andet – at de begynder at forske mere, eller der bare kan komme lidt mere fokus på, at der er noget, man kan gøre, og at der er nogle valgmuligheder – det håber jeg.”