Anders Matthesen: "Nyd at vores børn er pisseligeglade med hvilken farve deres klassekammerater har"

Det er egentlig lidt af et mysterium, at Ternet Ninja ikke har begravet Anders Matthesen i ballade og censur til op over begge ører. I disse tider, hvor Halfdan Rasmussens berømte børnerim gemmes væk, og gamle højskolesange kræves gendigtet, skulle man tro, at en animationsfilm der begynder med en scene om en dansk forretningsmand, der tæver en asiatisk børnearbejder ihjel, og siden springer endnu længere væk fra det strengt politisk og moralsk korrekte i et hæsblæsende kung-fu tempo, ville skabe mere trængsel i afdelingen for forargelse.

Men nej. Lutter rosende anmeldelser og en lille million solgte biografbilletter. Ikke ligefrem nogen shitstorm, vel? Den 43-årige filminstruktør, forfatter, komiker, skuespiller og musiker forstår heller ikke selv, hvordan han kan slippe helskindet fra at losse SÅ meget til den politiske korrekthed, som han har haft for vane at gøre i nu 25 år.

"Jeg kan da godt tænke, hvorfor må jeg gøre de her ting, når andre ikke må? Hvorfor må jeg lave yellow-facing i de første tre minutter af Ternet Ninja, eller spille muslim, jøde, junkie, homoseksuel og kvinde i Jul På Vesterbro, når et par gymnasieelever får ballade for at klæde sig ud som Obama, fordi de ville hylde ham? Hvorfor tilgiver folk mig for at gøre det, når debatten samtidig bliver helt vild, når andre gør det? Det hykleri synes jeg er lidt underligt", siger Matthesen.

Bare rolig – det er jo Anders!

Forklaringen kan ganske vist synes lidt hyklerisk, men er ikke desto mindre ret ligetil; det er nok, fordi vi kender Anders Matthesen. Vi forældre er selv vokset op med Anden, fra tiden i Børneradio og på ‘Hva’ Snakker Du Om?’, til ‘Jul på Vesterbro’, ‘Terkel i Knibe’ og de mange oneman-shows, han med tiden har lavet. Vi ved med andre ord godt, at Matthesen ikke er ude på at lede vores børn på moralske afveje.

"Folk ved jo godt, hvem jeg er, og hvad jeg står for. De ved godt, at jeg ikke mener noget ondt. Derudover er det jo også fantastisk, at vi endnu ikke er blevet helt sarte og hjernedøde herhjemme. Det er værd at slå et slag for", siger han.

"Vores unger bliver jo herreforvirrede af alt det her. I går læste min søn og jeg Tintin i Amerika, hvor der er en tegning af nogle gangstere, der står i en rundkreds. På et tidspunkt peger min søn på den eneste sorte mand på billedet og siger “Aj, hvor er det racistisk!”. Hvorfor? spurgte jeg. Fordi han jo har tegnet ham sort! Men han ER jo sort?, sagde jeg. Så gik jeg ham lidt på klingen, for jeg ville da lige vide, hvad han egentlig mente, og så viste det sig jo, at han var klogere, end jeg troede, for han påpegede, at han jo er tegnet helt vildt overdrevet! Den der kæmpestore mund! Og det kan han jo have ret i. Det er måske lidt til den tarvelige side."

Lad børnene læse

Der er to sider af denne sag, mener Anders Matthesen. På den ene side risikerer vi, at vores børn vokser op i en verden, hvor de dårligt tør nævne, at en kammerat fra klassen har en anden hudfarve, fordi vi voksne har lavet så meget rav i den med vores nye sprogregler.

På den anden side er det også en oplagt mulighed for at forklare de mindste, hvordan den verden, de lever i, egentlig hænger sammen, når vi fortæller dem, at de ikke må sige ‘neger’ eller forklarer, hvorfor legetøjsbutikkerne nu knapt nok sælger indianerkostumer til fastelavn. Sådan forholder det sig ikke hjemme hos Anders Matthesen.

"Vi læser også Tintin i Congo, Halfdans gamle rim og Pippi Langstrømpe i negerkonge-versionen. Men vi snakker også om det, vi læser. På den måde har min søn jo styr på hele verdenshistorien, for det bliver de jo nødt til at have i dag. Når der for eksempel kører Pride-optog gennem hele København, bliver man nødt til at forklare sit barn, at man for 50 år siden kom i fængsel for den slags, og man i nogle lande faktisk kan blive slået ihjel for at være homoseksuel", siger Matthesen.

Men på trods af fornuftige forklaringer om tingenes tilstand, skal vi ifølge Anders Matthesen også passe rigtig meget på med ikke at kvæle den tolerance, vores børn trods alt har med sig ind i livet fra fødslen.

"Nyd den tolerance, de har! Nyd, at vores børn er pisseligeglade med, hvilken farve deres klassekammerater har, og om de spiser svinekød eller ej. De har et helt andet forspring i livet. De har venskabsklasser fra andre lande, holder med udenlandske fodboldklubber, taler engelsk på kryds og tværs af lande, når de spiller Fortnite... de har alle muligheder for at blive fuldstændig inkluderende mennesker. Vores børn er megatolerante, og hvis vi på nogen måde kan ødelægge det, den fine chance, de har, så er det ved at begynde på alt det der med, at de ikke må nævne hudfarve eller tage en kineserhat på til fastelavn."

Ingen moralkriger

Nu er det nok på sin plads at sige, at Anders Matthesen faktisk ikke bryder sig særlig meget om at fortælle andre folk, hvordan de burde opdrage deres børn. Han har betragtninger og tanker naturligvis, men den store holdnings-profet, der turnerer rundt med opsange og opfordringer, har han absolut ingen lyst til at være.

Alligevel er det svært ikke at motiv-tolke en smule på hans film, bøger og shows. Når han eksempelvis i ‘Ternet Ninja’, via den hårdt prøvede skoledreng Aske, viser vigtigheden af at turde forsvare sig selv og sine principper, hvor mange øretæver det end måtte koste.

Eller når han i sit aktuelle one-man show ‘Anden Bringer Ud’ gerne indrømmer, at han også til tider tager sine rutsjeture ned af curlingforælder-hitlisten (ty nu bare til en shake and bake fremfor at bakse med fondant og blåbærmousse!), kan det være fristende at fiske lidt efter et bud på, hvordan vores verden egentlig ville se ud, hvis Anders Matthesen fik lov til at bestemme.

"Jeg har nogle lidt andre moralbegreber, som jeg også viser i ‘Ternet Ninja’. Gå ud, og gør noget ved det! Hvis der står en eller anden og ødelægger hele gaden, hvorfor er der så ikke nogen, der fjerner idioten? Hvis nogen bliver ved med at hænge et skilt op, der gør verden mere nederen, så bliver jeg ved med at rive det ned."

Det ændrer dog ikke på, at hverken ‘Anden Bringer Ud’, ‘Ternet Ninja’ eller bogudgavens kommende to’er skal ses som et nøje tilrettelagt moralsk korstog mod uretfærdighed eller idioter på gaden.

"Jeg har ikke siddet derhjemme og tænkt: “hvilken historie skal jeg skrive for at få det her budskab ud?”. Jeg har fundet på en historie og tænkt: “hvis jeg var den dreng, hvad kunne jeg så have glæde af at høre?”. Så budskaberne er sådan set rigtige nok, det er bare ikke noget, jeg planlægger", siger Matthesen.

Drop børnebordet

Planlagt eller ej, så er Anders Matthesens alt andet end en selvcensurerende omgang med mobning, jalousi, venskaber og cykelstyrt, men noget nær det tætteste, vi kommer på en 1:1 beskrivelse af virkeligheden derude i skolegårdene, børneværelserne og rundt om middagsbordet hos de sammenbragte familier.

Naturligvis forstørret en anelse gennem hans kulsorte humor, men ikke desto mindre milevidt fra resten af tv-pakkens buffet af overgearede influencere, dansende bamser i fire forskellige pangfarver og eftersynkroniserede amerikanske ungdomsserier til minimalt tænkende tweens.

Men Anders Matthesen laver faktisk overhovedet ikke underholdning til børn. Eller rettere sagt, han laver ting til de af os, der gider se med, bruge tid på det, købe billet til det, og så må vi selv finde ud af, om vi er for gamle eller for unge. Det gælder både for ‘Ternet Ninja’ og ‘Anden Bringer Ud’.

"Der kommer mange børn til mine shows, og det har der gjort siden ‘Terkel i Knibe’. Men ‘Anden Bringer Ud’ er jo et voksenshow, og hvis der er nogle, der kunne tænke noget om, hvorvidt børn kan tåle den slags, så er det jo de forældre, der tager dem med ind i salen. Jeg blev selv slæbt med til Monrad & Rislund, da jeg var en ganske lille dreng, og det var fyldt med bandeord. Dengang blev jeg fan for livet, men det var ikke på nogen måde noget børnevenligt show", fortæller han.

Han sammenligner det med en fest, hvor ungerne får lov til at sidde til bords mellem den stive onkel, der vil lave show og den kristne gamle dame, der ikke vil have bandeord ved bordet, fremfor blot at parkere dem ved børnebordet.

"Jeg kan godt lide tanken om, at alle de skarpe hjørner ikke skal slides ned, bare fordi børnene også er med."

For meget overvågning

Selvom Anders Matthesen som tidligere nævnt ikke er meget for at påtage sig rollen som talsmand for hverken den ene eller den anden opdragelses-filosofi, så tegner der sig alligvel et billede af en mand, der mener, at noget måske er gået lidt galt gennem årene, at vi er blevet for pylrede på vegne af vores børn.

Måske skyldes det, at både ‘Terkel i Knibe’ og ‘Ternet Ninja’, midt i deres rammende skildring af børnenes til tider ujævne vej ind i ungdommen, alligevel også tegnede et nostalgisk billede af de gode, gamle dage, hvor børn cyklede rundt på villavejene, kom galt afsted på byggelegepladserne, og i det hele taget bare levede livet uden opsyn.

"Der er meget overvågning af ungerne. Da jeg var lille, blev jeg sluppet fri ude i Albertslund. Jeg kørte bare rundt på min cykel, var alene hele dagen og fandt selv ud af det. Jeg var ikke forsømt, jeg søgte bare ud og fandt nogle venner. Mine unger har aldrig været uden for huset alene. De går ikke ned af vejen eller hen på legepladsen. De går ud i haven og hopper på trampolin, men kun hvis vi sidder og kigger på dem."

Han er uden tvivl ikke den eneste forælder, der har det sådan. Vi bekymrede forældre er vel reglen fremfor undtagelsen, og du skal sikkert lede længe efter villavejen eller baggården, hvor ungerne løber rundt og leger med hinanden på kryds og tværs, som vi selv gjorde, da vi var børn.

"Hvis der skete noget – og det gjorde der jo af og til – så var vores forældre måske mere tilbøjelige til at tænke som flokken af gazeller på savannen. “Nå, nu røg der sgu en i dag, vi må hellere løbe lidt hurtigere i morgen.” I dag skal vi finde forklaringer, lave regler og sætte nye vejbump op. Overreagerer vi? Bevares, men man vil jo heller ikke gamble."

Vi må gerne støde hinanden

Men burde vi ikke netop være forældregenerationen, der slap vores børn fri? Vi overlevede jo trods alt en barndom uden konstant opsyn?

"Jo, og det er vildt besynderligt. Der er jo ikke mange af os, der har fået tæsk eller er blevet underkuet. Vi har fået frie rammer, gået i ungdomsklubber med masser af kreative inputs og pædagoger, der ville lave musik med os og den slags. Den er lidt sær, den curling-tidsalder, vi er i nu. I stedet bliver det overstimulering og overvågning. Ligesom vi ikke vil have, at de træder på et søm på byggelegepladsen, så vil vi heller ikke have, at de støder nogen", siger Matthesen.

Og således nåede vi tilbage til sproget, ordene, vores skrupforvirrede børn og deres intentioner bag. Lad os bare kalde det en pædagogisk udgangsbøn. Det lyder knap så pegefingerløftende som en opfordring.

"Det er på tide, at vi siger: “Men det må man gerne!” Der er nogle, der godt må blive stødt. Det er rent faktisk en vigtig del af at være levende, for det er ligesom at brænde sig på en kogeplade. Man lærer jo, at man så skal sige noget andet næste gang."