”Jeg fandt ud af, at jeg var gravid to uger inden Vild med Dans-træningen”
En hverdag uden stress er endnu vigtigere nu for sanger og Vild med Dans-deltager Andrea Lykke Oehlenschlæger. Til april skal hun nemlig være mor – og derfor var det også lidt en lettelse, da hun ikke blev stemt videre i underholdningsprogrammet forrige fredag.
Det var faktisk ikke kun trist for Andrea Lykke Oehlenschlæger, at hun røg ud af Vild med dans for få uger siden.
For den 25-årige sanger afslører nu en sød nyhed, som hun har holdt på i et stykke tid: Hun venter nemlig sit første barn. Det deler hun torsdag eftermiddag med sine 11.000 følgere på sin instagram-profil.
Nyheden om sin graviditet delte Andrea Lykke Oehlenschlæger dog allerede i sidste uge under et interview med ALT for damerne, hvor hun fortæller om at mærke efter, når stressen banker på, om et spirrende liv i maven - og om lettelsen over at blive stemt ud af Vild med Dans.
Læs vores interview med den glade, vordende mor under opslaget her...
Jeg er mest fokuseret på min mentale sundhed og på at have ro indeni. Førhen var jeg mere optaget af at se ud på en bestemt måde. Jeg havde et ret kompliceret forhold til mad, og jeg havde i virkeligheden nok en spiseforstyrrelse. Jeg var i hvert fald ikke så god til at passe på mig selv.
I dag gør jeg meget mere, hvad jeg har lyst til – og fokuserer på at være i balance. Jeg er blevet bedre til at mærke efter, hvordan jeg har det, og om jeg eksempelvis skal skrue lidt ned. Jeg ved nemlig, at jeg er meget følsom overfor stress. Det har tiden og erfaringer lært mig. I maj mærkede jeg stress for alvor for første gang. Jeg begyndte at få fysiske symptomer. Faresignaler, som jeg først ikke lagde så meget mærke til, men da jeg begyndte at lægge dem sammen, blev jeg klar over, at det var stress.
LÆS OGSÅ: Fødselsdepression: "Lige pludselig, imens jeg lå og græd, dukkede der billeder op fra hospitalet"
Derfor tog jeg en beslutning. Jeg var nødt til at drosle ned og fjerne nogle ting fra min kalender. Der var nemlig en lang række ting, som jeg skulle, men de var ikke vigtigere end mit helbred. Og jeg var bange for, hvor det kunne ende henne, hvis ikke jeg gjorde noget. Så jeg tog et par uger helt fri, klarede et vigtigt job med lidt hjælp og så holdt jeg fri igen. Og det var rigtig godt, at jeg gjorde det. For jeg har det klart bedst, når jeg har harmoni og ro i hverdagen.
Og det er endnu vigtigere nu, fordi jeg er gravid. Det er virkelig dejligt, og jeg har termin i april. Det skal nok gå hurtigt, det er jo lige om lidt, haha. Jeg fandt ud af, at jeg var gravid to uger inden Vild med Dans-træningen. Så det var før, at selve programmet gik i gang, men på det tidspunkt tænkte jeg ikke, at det ville blive noget problem, at jeg var gravid imens. Men det var rigtig hårdt, fordi jeg har været plaget af kvalme, træthed og opkast næsten hele vejen igennem graviditeten. Det har været ret altoverskyggende, og det var slet ikke noget, som jeg havde regnet med. Jeg troede mest, at det var maven, der ville skabe udfordringer på et tidspunkt.
LÆS OGSÅ: Højgravide Tina Müller: "Hvis vandet pludselig går, så må jeg jo ringe til min mand"
På grund af alt det var det faktisk også en lettelse, da jeg røg ud af Vild med Dans. Jeg tror, at alle var enige om, at det var godt, at det blev på den måde. Også fordi jeg kunne mærke, at jeg begyndte at få lidt stress-symptomer igen. Det gjorde mig lidt nervøs - også for, om det kunne påvirke barnet. Nu er der faldet ro på igen, og så håber jeg bare, at kvalme og opkast forsvinder. Jeg fokuserer på at bruge al min energi på at gøre ting, som jeg har lyst til nu. Hvis jeg har lyst til at lægge på sofaen, gør jeg det. Hvis jeg har lyst til at træne, gør jeg det. For jeg skal have det godt – nu er det ikke kun for min egen skyld længere.