Sådan taler du med dit barn om hudfarve og religion

Hvordan taler man bedst med sine børn om hudfarve, religion og etnicitetsligheder?

Kultursociolog Camilla Kaj Paulsen havde arbejdet med udfordringer forbundet med de svære emner i flere år, men da hun ville lære sin egen datter om kulturforskelle og -ligheder, var det ofte stereotype personer og farveblindhed, der prægede børnelitteraturen på det lokale bibliotek.

Det mundede ud i, at hun selv skrev børnebogen 'Nour og Noras første dag i børnehave' i 2018, som efterfølgende har fået opfølgeren ‘Nour og Nora fejrer Eid’. En bog, der beskæftiger sig med kulturforskelle og -ligheder i børnehøjde og giver råd til, hvordan man kan lære sine børn, at det er naturligt, at vi i Danmark har forskellige kulturer, religioner og hudfarve

Vi har spurgt Camilla Kaj Paulsen, hvad ”antiracistisk opdragelse” egentlig går ud på – og hvorfor det overhovedet er relevant i dagens Danmark.

Hvad går antiracistisk opdragelse ud på?

- For nogen lyder ”antiracistisk opdragelse” meget skræmmende, men i virkeligheden handler det bare om, at man opdrager sine børn til at tænke, at alle mennesker er lige meget værd. Og at børnene samtidigt forstår, at alle mennesker ikke er lige i dag, fordi vi ser forskelligt ud, har forskellige baggrunde og forskellig opvækst. Den måde, man ser ud på, har en betydning for, hvordan man bliver mødt af samfundet.

Er der så også noget, der kan kaldes racistisk opdragelse?

- Der er en hollandsk forsker, der hedder Philomena Essed, som forsker i hverdagsracisme. Hun siger, at vi har en forståelse af, at racisme er noget væmmeligt, der findes langt fra os selv, og som ytres med en klar intension. Men racisme er også handlinger, der indirekte kan føre til racisme. Det handler om at tænke på, om der er nogle usynlige mekanismer, som gør, at nogle børn fx føler sig mere normale og rigtige end andre.

Så mange fører måske en racistisk opdragelsesstil helt ubevidst?

- Det kan man godt sige. Vores samfund er i hvert fald skruet sammen til at socialiseres til, at noget er ”pænere” eller "rigtigere" end andet.

Hvorfor er du interesseret i antiracistisk opdragelse?

- Jeg har beskæftiget mig med børn og kulturmøder i 11 år. Men for fire år siden fik jeg selv en datter, og da hun så blev lidt ældre, tænkte jeg, at vi skulle på biblioteket og finde en bog, der handlede om, at det ikke er alle i Danmark, der ser ud, som vi gør, spiser det samme, fejrer det samme som os osv. En form for gensidig integration. Men jeg fandt ud af, at det ikke rigtig fandtes. Det var ikke nogen bøger, der handlede om kulturmødet for små børn.

Forskning fra Erin N. Winkler viser, at man allerede fra man er et halvt år gammel kan se forskel på hudfarver. Fra man er tre år gammel begynder man at bruge de stereotyper man møde ift. hudfarveforskelle, kulturforskelle og etnicitetforskelle - og ligheder ikke mindst, som en magtfaktor, bl.a. til at bestemme, hvem der må være med i ens leg eller ikke må.

Derfor er det enormt vigtigt, at man taler med de helt små børn om hudfarve, kulturforskelle og etnicitetsforskelle for at normalisere det og skabe en positiv fortælling. Børn møder nemlig også den diskrimination, der er i samfundet, og de bliver påvirket af det.

Hvad er det for nogle stereotyper, børnene møder?

- Hvis man tager udgangspunkt i børnebøger, bliver nogle personer ofte fremstillet stereotypt. En mand fra Mellemøsten har fx ofte portrætteret som taxachauffør eller kioskejer, og så har han ofte noget mærkeligt tøj på, taler mærkeligt eller er nogen vi griner af. Hvis man ser det som en dreng, der har rødder i Mellemøsten, kan det betyde, at man måske ikke tænker ”Jeg skal være sygeplejerske eller eventkoordinator”, men at man nærmere tænker, at der kun er én måde at være etnisk minoritet på. Det er alle børn, der bliver udsat for stereotyperne."

Og det er lidt det samme de gør sig gældende med børnebøger og højtider. Når man søger på biblioteket er der 4479 om jul, men kun 14 om Eid, og ingen om det Iranske nytår Nowruz eksempelvis. Man siger, at bøger er et spejl og et vindue. Et spejl, hvor man kan se andre som en selv og få følelsen af at være normal og et vindue, hvor man kan få indblik i andre folks kulturer, liv og højtider.

Derfor er det vigtigt for alle børn, at vi har børnebøger, der har mange forskellig kulturer og højtider afspejlet. Tanken med den nye bog ‘Nour og Nora fejrer Eid’ er, at man kan få en samtale om, at selvom højtider er forskellige, så er der mange ting, der går igen: Der er ofte noget pynt, nogle traditioner, noget musik og selvfølgelig en grund til, at man fejrer sin højtid.

Hvorfor har vi brug for antiracistisk opdragelse i dagens Danmark?

- Vi har fået et mere multikulturelt samfund, i og med at globaliseringen har fundet sted, og at folk i højere grad flytter sig over landegrænser. Det skal man selvfølgelig finde ud af, og det gør størstedelen af befolkningen også. Man må først blive opmærksom på den strukturelle diskrimination, som man nødvendigvis ikke er bevidst om, men som man skal blive bedre til at se

Der er fx lavet en undersøgelse, som viser, at hvis du hedder Mohammed frem for Mads, skal du sende 52 % flere jobansøgninger afsted for at blive kaldt til samtale. Den udfordring er der også, når man skal søge boliger eller komme ind på natklubber.

Derfor er det rigtig vigtigt, at vi tidligt taler med vores børn om forskellige kulturer, religioner og hudfarver for at sikre sammenhængskraft og tillid i vores samfund.

LÆS OGSÅ: Anerkendende opdragelse: En uge uden ris, ros og trusler

Hvordan har folk reageret på dine budskaber om antiracistisk opdragelse?

- De fleste er positive og synes, det er vigtigt, at vi har børnebøger med lige repræsentationer af etniske minoriteter.

Når jeg holder oplæg, så taler jeg også om den ene tus, som vi kalder hudfarvet, og at vi har noget plaster, som vi kalder hudfarvet. Det står også i ordbogen, at hudfarvet er samme farve som de hvide menneskers hudfarve – lidt orange og lidt hvid.

Og dét reagerer folk på: Gud ja!

Men der er også enkelte gange, fordi det er et følelsesladet emne, at nogle der bliver stødte over det, og siger, at det er ikke noget, man skal tale med børn om. Det, synes jeg, er ærgerligt, for det er også en måde at se ned på børn på. De kan jo godt se, at der er forskel på hudfarve. Børn er ikke farveblinde.

I dine foredrag taler du meget om ”farveblindhed”. Hvad vil det sige?

- Farveblindhed er, hvis man siger, at der ikke er forskel på mennesker, og at det er ligegyldigt, hvilken farve man har. Det er ofte noget, som hvide mennesker siger. Jeg tror først og fremmest, at folk siger det, fordi de synes, at der ikke bør være forskel på, hvilken farve man har, og det synes jeg virkelig er prisværdigt. De siger det ofte, fordi de har berøringsangst, er bange for eller har ubehag ved at tale om hudfarve, fordi de måske frygter at sige noget forkert eller er bange for at gøre nogen kede af det. Og så undlader man at snakke om det og siger i stedet: ”vi er farveblinde”.

Men selvom man måske mener det i bedste mening (at kalde sig selv ”farveblind”, red.), så er man med til at usynliggøre den diskrimination, der er i samfundet. Og man er faktisk med til at reproducere det negative syn, der kan være på brunhed i samfundet.

Men hvor går grænsen for, hvad vi skal tale med vores børn om?

- Jeg synes ikke, man skal begynde at belære de helt små børn, som ikke er startet i skole endnu, om begrebet racisme, men i stedet gå den anden vej og tale kulturforskelle og hudfarve op. Vi skal have noget mere kulturel begejstring.

Det er vigtigt, at børnene lærer at have selvtillid i deres egen hudfarve, udseende, kultur og etnicitet. Men også at de får forståelse for andre.

Hvad vil du sige til dem, som ikke mener, at racisme er et problem i dag?

- De bør se en film, der hedder Dukketesten. Den er lavet af Institut for Menneskerettigheder og instruktør Hassan Preisler, og her har man samlet 41 brune børn i alderen fra fire til otte år, vist dem to dukker – en brun og en hvid – og spurgt dem: Hvad for en er pænest? Og hvad for en ligner du?

35 af børnene vælger den hvide som den pæneste, og de siger, at de ligner den brune. Det, synes jeg, er meget sigende, når man skal vise andre, at der er nogle strukturer i samfundet, som gør, at man vælger noget frem for noget andet. Og det er selvfølgelig mest problematisk for de børn, som føler sig forkerte, eller som føler, at deres hudfarve er grim.

Faktaboks

Camilla Kaj Paulsen

• Har arbejdet i forskellige boligsociale helhedsplaner og ngo’er.
• Har skrevet børnebøgerne 'Nour og Noras første dag i børnehave' og 'Nour og Nora fejrer Eid'. Bøgerne har det formål at italesætte kulturmøder og fremme anti-racistisk opdragelse.
• Har læst socialvidenskab og derefter internationale udviklingsstudier, begge på Roskilde Universitet.
• Læs mere på hendes hjemmeside her.

- Man kan også starte med at gå hjem på børneværelset eller børnehaven, lave en screening og undersøge hvad det er for et signal, man får om, hvad der er den ”rigtige” hudfarve: Er de dukker, figurer og bamser, i værelset alle sammen hvide? Vi har en ”hvidhedsnorm”, for man ser typisk hvide mennesker, når man åbner bøger eller ser fjernsyn, eller når man går ned i legetøjsbutikken og kigger.

Denne artikel er oprindeligt udgivet d. 25. juni 2019. I forbindelse med udgivelsen af børnebogen 'Nour og Nora fejrer Eid' er artiklen opdateret i samarbejde med forfatter Camilla Kaj Paulsen.