Forstoppelse - med Mikkel på hospitalet

Umiddelbart ser Mikkel glad og veltilpas ud. Han sidder på sin mors arm og finder sig bagefter i at få tøjet af og blive vejet, så sygeplejersken kan vurdere, om han tager nok på, eller om forstoppelsen har givet ham mindre appetit.

Lige præcis Mikkels glade smil har været problemet, når han tidligere er blevet undersøgt af læge og sundhedsplejerske, fordi hans mor mente, at han havde ondt i maven.

“Når vi kom til lægen, lå han og grinede, og jeg følte mig virkelig pylret over at blive ved med at sige, at han var utilfreds dagen lang. Men det var han altså. Han gryntede hele tiden, og der gik flere dage, uden at han havde afføring, og så var det nogle små hårde knolde,” fortæller Susanne Knudsen, mor til Mikkel, som i dag er otte måneder, men har haft problemer, siden han gik fra bryst til flaske. Problemer, som voksede, jo mere almindelig mad han spiste.

Vand, frugtmos og motion

Sygeplejerske Bibbi Salling nikker medvidende. Det er ikke unormalt, at børns maver reagerer, når kosten ændres fra ammemælk til overgangsmad og komælk. De første tegn på forstoppelse viser sig typisk i alderen seks til otte måneder.

“Det er proteinerne i mælken, som tarmsystemet skal vænne sig til, men også de forskellige typer grød med mælkeerstatning kan give uro. De bedste råd er at sørge for rigeligt vand at drikke, give frugtmos sammen med grøden og hjælpe barnet til motion,” anbefaler Bibbi Salling.

“Lav cykleøvelser med benene, og giv forsigtig massage på mave og fødder for at stimulere tarmen til at arbejde.”

Du må aldrig putte for eksempel et termometer op i numsen på dit barn for at provokere tarmen til at komme af med noget. Der kommer måske noget ud, men øvelsen får ikke de hårde knolde i tarmen, som er årsag til forstoppelsen, til at forsvinde.

En stopper for legen

“Jeg fik præcis det råd om termometeret af en læge, og jeg prøvede det også i et stykke tid, men Mikkel fik det jo ikke bedre,” fortæller Susanne, der også hver dag serverede sveskemos i lange baner for sin søn.

“Det hjalp slet ikke. På en ferie til Sverige fik jeg nok. Mikkel havde ondt, og pludselig kom der så meget afføring ud af det lille menneske, at jeg troede, det var løgn. Han blev bare ved og ved. Jeg ringede til lægen igen og sagde, at nu måtte vi have noget hjælp.”

Susanne blev henvist til Gentofte Hospitals børneafdeling, hvor Bibbi Salling er sygeplejerske med speciale i mave- og tarmproblemer hos børn.

“Det er meget vigtigt, at vi bliver bedre til at tale om de her problemer,” fastslår Bibbi Salling.

“Hver femte barn oplever på et tidspunkt forstoppelse, og det gør frygtelig ondt. De kan ikke lege ordentligt, fordi de hele tiden prøver at holde afføringen og dermed smerterne tilbage. Mange mister appetitten og tager ikke nok på i vægt.”

Tabu og myte

Bibbi Salling er overbevist om, at berøringsangsten over for emnet forstoppelse hænger sammen med to ting: Vi taler for det første bare ikke så gerne om afføring. Det er ubehageligt at skulle forklare lægen i detaljer, om bleen nu er fyldt med små, runde knolde, tørre træstammer eller en god og lind konsistens. For de lidt større børn fylder en gammel myte desuden om, at forstoppelse eller afføringsproblemer i det hele taget er psykisk betingede.

“Det er en forfærdelig, men sejlivet myte. Faktisk har hovedparten af de børn, som laver i bukserne, simpelthen bare forstoppelse. De holder sig længe, og på grund af hård afføring nederst i endetarmen kan de ikke rigtig mærke, hvornår de skal på toilettet,” forklarer Bibbi Salling.

Effektiv medicin

På Gentofte Hospital er der ingen berøringsangst. På skabet hænger et skema med illustrationer af forskellige typer af afføring. Susanne peger stolt ud, at Mikkel nu endelig afleverer pølser i kategorien 4-5, som er den fornuftige slags.

Han er i et par måneder blevet behandlet med Macrogol, der regulerer hans afføring og binder vandet i tarmen. Kun en smule af medicinen optages i kroppen, og den er ikke vanedannende som afføringsmidler før i tiden. Så der burde ikke være noget at betænke sig på.

“Forældrene er nogle gange nervøse for at give deres børn medicin og holder lidt igen, men forstoppede børn skal have hjælp, og for lille dosis hjælper altså ikke,” forklarer Bibbi Salling, og Mikkels mor supplerer:

“Han har forandret sig helt utroligt, siden han fik behandling for forstoppelsen. Pludselig pludrer han løs, og han er også begyndt at kravle. Han virker meget mere tilpas,” smiler hun, mens Mikkel hopper energisk på hendes skød. Han griner scenevant til sygeplejersken og piver kun kort, da hun trykker ham lidt på maven og giver hans mor gode råd:

“Det er vigtigt at fortsætte behandlingen, selv om han har fået det bedre. Vi behandler mindst tre måneder med medicinen, og så kan vi tale om at trappe dosis ned.”

Hvis dit større barn viser tegn på forstoppelse, kan du prøve følgende:

Børnehavebørn og forstoppelse

• Dit barn skal som tommelfingerregel have afføring en gang om dagen. Ved forstoppelse reagerer barnet med ondt i maven. De fleste bliver småspisende, men det modsatte kan også ske, nemlig at dit barn overspiser for at få det bedre i maven.

• Risikoen for forstoppelse er høj omkring det tidspunkt, hvor dit barn skal lære at bruge toilettet. Nogle børn skynder sig så meget, at de ikke bliver helt færdige. Andre bliver anspændte og har svært ved at give slip. Toiletter i børnehaver kan være en banegård af børn, have åbne døre eller bare være beskidte. Ingen af delene bidrager til en rolig prutte-stemning.

• Børnehavebørn med forstoppelse er flove over deres problem og gemmer sig typisk, når de skal af med afføringen, fordi det gør ondt – og så kan det ende med, at de ikke når ud på toilettet.