Blog: Jeg føler mig sprunget over i babykøen

Det første års tid havde jeg det faktisk ok med andre menneskers baby-lykke. Jeg forsøgte at se det positive i, at det gik så nemt for så mange. Jeg synes jo egentlig også, at de babyer, som kom ud, var nuttede nok.

Det gik faktisk godt i lang tid med denne strategi. Jeg accepterede tanken om, at der jo ikke kun uddeles X-antal babyer pr. år, og derfor forringes mine chancer ikke af, at alle andre er gravide.

Desværre må jeg indrømme, at der de seneste måneder er sat en brat stopper for min zen-agtige glæde på andres vegne. Det var under opsejling i lidt tid, og jeg lagde langsomt mere mærke til alle (læs: ALLE!!) de mange pæne gravide maver, som var omkring mig.

Kulminationen kom for nogle uger tilbage, da min tætte veninde modvilligt indrømmede, at hun var blevet gravid, efter at hende og hendes mand havde forsøgt i omkring 4 minutter. Puha.

Jeg skammer mig stadig over det, selvom jeg prøver at være ærlig omkring det, både overfor hende og mig selv. Jeg blev simpelthen så ked af det.

Jeg kunne fysisk mærke flugtinstinktet, jeg havde lyst til at styrte grædende ud af døren, og jeg har det stadig rigtig, rigtig svært med hele situationen. Jeg gruer for julen og alle de arrangementer, vi skal igennem.

Jeg gruer for at hun over den næste lange tid vil blive smukkere og smukkere og mere rund, alt imens jeg blot rykker mere og mere mod afgrunden til sindssyge.

Er det snart min tur?

Kryster med stort K

Indtil videre i hvert fald – jeg tror desværre ikke, at vi er “safe” endnu. Jeg var ked af måden hun overleverede nyheden på, og hun var bange for at fortælle mig det.

Jeg trak stikket i et par uger og samlede mig, mens vi bare skrev et par mails frem og tilbage. Jeg tror ikke, at vi har haft mindre kontakt de sidste 15 år, end vi havde i den periode. Jeg kunne simpelthen ikke overskue det – jeg blev en kryster med stort K.

Hun tog initiativ til den første snak. Vi købte kaffe og gik en lang tur. Snakkede i timevis. Jeg tudede, hun trøstede. Jeg oplever på alle måder, at hun forsøger at rumme mine frustrationer, og at hun er mindst ligeså ked af hele situationen som jeg.

Hun sagde sødt, at hun synes det var en virkelig ækel måde, som vores venskab blev testet på. Jeg er enig.

Det hjalp at lette hjertet til hende. Det hjalp at opleve at vi vil det samme – det bedste – for hinanden og for vores venskab. Jeg VIL være en del af dette vigtige kapitel i hendes liv og hun VIL være der for mig i min kamp.

Jeg ved bare endnu ikke helt, hvordan vi skal bære os ad. Vi svor på, at vi ville gøre hvad vi kunne for at tale åbent og ærligt sammen og give hinanden en masse snor og plads.

Jeg lover, at jeg vil gøre det hele så godt, jeg overhovedet kan, men jeg kender slet ikke mig selv i alle disse nye følelser, så jeg håber bare at jeg kan leve op til det.