Børn med angst: ”Det er den psykiatriske lidelse, børn og unge primært lider af”

OBS: Denne artikel er udgivet i Vores Børn, nummer 4/2019.

Det var lige inden Frederiks otte års fødselsdag. Pludselig ville han ikke sove alene på sit værelse, hvilket ellers havde været rutine i flere år. Når han lå dér i sin seng og holdt krampagtigt fast i sin mor, så Christina noget i sønnen, hun ikke havde set før.

"Jeg kunne simpelthen se rædslen i hans øjne. Det var helt tydeligt, at det ikke bare var noget forbipasserende. Han var rædselsslagen for at falde i søvn", fortæller Christina, som i begyndelsen prøvede at berolige med meditationsmusik, sange og en hånd at holde i, indtil han faldt i søvn.

Det tog timevis, og situationen var ikke holdbar. Især fordi frygten for søvnen begyndte at brede sig til andre dele af Frederiks liv. Han trak sig for eksempel fra at lege ude hos venner og have soveaftaler, for hans mor skulle helst være tæt på hele tiden. Christina kunne se, at de var inde i en nedadgående spiral, hvor hendes ellers velfungerende dreng langsomt begyndte at begrænse sig selv mere og mere, og det satte hende i et dilemma.

"Jeg kunne mærke, at når jeg gav ham lov til at gå med angsten og gjorde krumspring for at skærme ham fra de situationer, han frygtede, så bekræftede det ham bare i, at der var noget at være bange for. Det var rigtig svært, for den naturlige reaktion som mor er jo at skærme sit barn fra det ‘farlige’", siger hun.

Frederik er et af de mange danske børn, der hvert år udvikler angst. Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen var 7.189 danske børn i alderen 0-18 år i 2016 diagnosticeret med angst eller depression – et tal, der er tredoblet siden 2006, hvor 2.354 børn og unge havde diagnosen. Eksperter fastslår dog, at tallet i virkeligheden er meget højere, da langt fra alle ramte børn kommer i kontakt med behandlingssystemet og diagnosticeres.

Barbara Esbjørn, som er professor i klinisk børnepsykologi og i 2007 startede Center for Angst på Københavns Universitet, henviser til metastudier, der har vist, at 6,5 procent af børn og unge på verdensplan lider af angst. At tendensen er den samme i Danmark, er hun ikke i tvivl om.

De seneste tre år har centret haft omkring 400 henvendelser, og i en undersøgelse, som Center for Angst har lavet sammen med Børnerådet blandt 12-14 årige børn, svarede seks procent, at de havde alvorlige problemer med angst, mens 11 procent havde nogle problemer.

"Det er et kæmpe problem. Det er dén psykiatriske lidelse, børn og unge primært lider af", siger Barbara Esbjørn.

Da angst blev en diagnose

Hvordan er vi kommet her til? Er det noget i den måde, vi lever, i familiernes hverdag eller det moderne samfunds opbygning, der simpelthen får nakkehårene til at rejse sig på de små baghoveder og får ellers velfungerende børn som Frederik til at gå ind i en form for baglæns udvikling og nægte at gøre ting, de før fandt nemme?

I hans tilfælde at sove alene og lege hos venner. For andre kan angsten manifestere sig som en frygt for at blive afleveret i institution eller skole, sige noget højt i timerne, deltage i børnefødselsdage, tage på tur til hovedstaden af frygt for terrorangreb eller låse døren til toilettet. Hverdagssituationer, der måske isoleret set ikke er det store problem, men som nemt griber om sig og resulterer i en undvigelsesadfærd, hvor forældrene accepterer eller ligefrem hjælper barnet med at vige udenom for at komme igennem dagligdagen.

Ifølge Barbara Esbjørn er det dog ikke sådan, at lidelsen er eksploderet i de senere år, selvom tallene viser noget andet. Der er snarere tale om, at vi har fået øjnene op for et problem, der ikke før er blevet taget alvorligt.

"Der er ikke noget forskningsmæssigt belæg for, at der skulle have været en massiv stigning i antallet af børn med angst i de seneste 30 år. Der fandtes også børn med angst for 30 år siden, vi kaldte det bare noget andet.

Det, der er sket er, at vi har fået et sprog for det, og fra forskningens side har vi kæmpet en brav kamp for at få fokus på en lidelse, der kan få store konsekvenser, hvis man bare lader stå til, siger professoren og tilføjer, at nogle af dem, der er på førtidspension i dag, sandsynligvis er børn, der for 30 år siden fik lov til at gå rundt med en ubehandlet angstlidelse.

Det er dog ikke sådan, at hun slet ikke kan se tendenser i tiden, der kan virke angstfremkaldende. I de seneste 10-15 år har børnesynet ændret sig hen imod mere ligeværd mellem forældre og børn. En positiv udvikling, som indimellem bliver eksekveret på en uhensigtsmæssig måde", mener Barbara Esbjørn.

"Min oplevelse er, at nogle forældre misforstår, hvad det vil sige, at vi skal have respekt for børnene. At vi er ligeværdige som mennesker, er ikke ensbetydende med, at vi har samme forudsætninger for at vurdere, hvad vi vil og ikke vil. Når et barn for eksempel ikke har lyst til at gå i skole og får ubehag i kroppen ved situationen, er det ikke ensbetydende med, at vi skal give efter og sige: “Jamen, så bliver du hjemme”. Det er ikke, fordi vi bare skal kaste vores børn ud på dybt vand, men som forældre forstærker du faktisk angsten, når du giver dit barn lov til at undgå de ting, det frygter", siger Barbara Esbjørn.

Overbeskyttelse virker stik imod hensigten

Hun peger også på overbeskyttelse som et benspænd i tiden, når det kommer til angst. Vi moderne forældre er ikke lige så trygge ved at lade vores børn cykle i skole selv, hente mælk hos købmanden og lege uovervåget, som vores egne forældre var. Og modsat hensigten kan alt vores passen på faktisk skræmme mere end det skærmer.

"Er du eksempelvis bange for at lade dit barn tage bussen selv, så smitter det. Du siger måske med bævende stemme: “Det bliver da spændende at køre i bus selv!” Hvorimod den helt nøgterne kommentar i sådan en situation ville være: “Husk dit rejsekort”. Når vi italesætter tingene på denne lidt tvivlende måde, som om vi ikke helt tror på, at barnet kan klare opgaven, hvorfor skulle barnet så tro på det", lyder det retoriske spørgsmål fra Barbara Esbjørn.

Den privatpraktiserende børne- og ungdomspsykologiske klinik Cool Kids har siden 2012 behandlet flere end 1.000 børn og unge for angst efter den australske behandlingsmetode af samme navn. Psykolog og klinikchef Søren Benedikt forklarer, at der er flere faktorer, det spiller ind på udviklingen af en egentlig angstlidelse.

Dels om barnet har en personlighed, der er mere sårbar og ængstelig af natur, og dels om det er udsat for stressorer, som antænder den sensitive del af personligheden. Og efter hans vurdering er der mange af den slags triggere i den dagligdag, mange børn har i dag.

"Vi lever i et præstations- og forbrugssamfund, hvor vi placerer børn i en institution, så forældrene kan tjene penge. Man kan spørge sig selv, om omsorgen er god nok, og om det er en ordentlig rede for den nye generation at vokse op i. Forældrene har måske nok mere tid sammen med deres børn i dag, men hvis alt den tid går med at sidde med næsen i en skærm, så forsvinder de øjeblikke, hvor forældrene er nærværende og kan hjælpe deres børn med at fortolke de mange indtryk, de får hver dag, og som er nødvendige for at børnene kan vokse op og udvikle sig til robuste mennesker.

I stedet sker der en overeksponering af informationer over for børnene, som kan finde både halshugninger og terrorangreb på nettet. Tidligere havde vi bedre muligheder for at skærme vores børn, men filteret er væk, og de ekstreme ting, der spiller på frygt, er tilgængelige og kommer helt ind på børneværelset. For de lidt ældre børn kan man sige, at nogen er på overarbejde i forhold til at præstere og brande sig selv på de sociale medier", mener Søren Benedikt. 

Din egen barndom var mere enkel Cool Kids’ klinikker er nu begyndt at tilbyde kurser i mindfullness og meditation for børn – simpelthen for at få dem ned i deres krop og hjælpe dem med at sortere i og fordøje de mange input, der konstant ryger ind på nethinden i et moderne børneliv, hvor hele verden kun er et swipe væk. Man kan dog stille spørgsmålstegn ved, om livet vitterligt er blevet hårdere for vores børn – eller om det bare er noget, vi tror.

Barndomsforsker Ning de Coninck-Smith påpeger, at ser vi 100 år tilbage i tiden var barndommen for manges vedkommende en konstant kamp for at få mad og tøj på kroppen, som 14-årig havde man for længst været ude at tjene, og misbrug og misrøgt af børn hørte ikke til sjældenhederne.

En egentlig sammenligning med den tid er dog ikke relevant, da vores liv og levestandard har ændret sig så radikalt i den mellemliggende tid. Barndomsforskeren peger i stedet på den nuværende forældregenerations opvækst i 1980’erne som en relevant målestok for, om vores børns liv i dag er blevet mere psykisk belastende.

"Der var én tv-kanal, døgnet var reguleret efter børnetime, bagefter var der aftensmad, og så gik du måske ud på vejen og legede med de børn, der nu var der. Det var på nogen måder en mere enkel tid at vokse op i", siger Ning de Coninck-Smith.

Hun minder dog om, at vi har en tendens til at romantisere det, der var. Ren idyl var det ikke, for mens vi sad og så Bamse drille Kylling, sad vores forældre måske og grublede over kartoffelkuren, den høje arbejdsløshed blandt akademikere eller huspriserne, der faldt og faldt. Faktorer, der pressede de voksne og – kan man forestille sig – havde betydning for deres overskud og nærvær.

Når vi kom i skole, var der slet ikke den samme fokus på trivsel, ligesom mobning var noget, vi selv måtte klare i skolegården. Ning de Coninck-Smith fastslår, at det er svært at måle på, men der er flere indikatorer, der tyder på, at trivslen blandt børn er bedre i dag, end da vi selv var børn – i hvert fald på nogle områder.

"Mobbekurverne er knækket voldsomt. Med al respekt for det, der foregår på nettet, er mobning i nogen grad forsvundet. Det har alt andet lige en betydning for trivslen", siger barndomshistorikeren, som henviser til Skolebørnsundersøgelsen fra 2014, der fastslog, at andelen af børn, der følte sig mobbet mindst et par gange om måneden faldt fra 33 procent af de 11-årige i 1998 til 11 procent af drengene og 9 procent af pigerne i 2014. 

Det frie valg kan belaste psyken Hun peger desuden på, at især mange drenge er blevet gladere for at gå i skole, efter begrebet multipel intelligens kom på dagsordenen i 1990’erne og gjorde op med opfattelsen af, at der kun var én måde at være klog på, og det var den boglige.

I dag ligger verden åben, også for de børn, hvis intelligens i højere grad er hægtet op på det sociale, kropslige, musiske eller visuelle. Ironisk nok kan netop denne frihed udgøre en angstfælde for nogle børn, mener lektor Bjørn Hamre, forsker i børnepsykiatriens historie og pædagogik på Københavns Universitet. Han peger på, at den verden af muligheder, vores børn får i vuggegave, for nogle kan udgøre et stort, psykisk pres.

"Vi lever i en tid, hvor vi ikke har de samme faste rammer og traditioner som før, og med det følger, at der er frit valg på alle hylder i forhold til, hvordan man vil leve sit liv, hvilket skaber et tiltagende pres på barnet i skole- og institutionslivet. Det er et usagt krav, at børn og unge skal kunne navigere i alle de her valg – for hvis bare du håndterer dig selv på den rigtige måde, kan du realisere du dig selv og få succes. Det kan føre til en følelse af angst og skam, hvis man ikke kan leve op til det", siger han og peger på, at debatten om 12-tals-pigerne har synliggjort, at det er det perfekte, der er normen.

"Det kan fremkalde en angst for ikke at være god nok. Skolens aktuelle fokus på optimering gennem nationale tests og læringsmål presser en gruppe af børn, og her taler vi om et fænomen, der er markant anderledes end for 30 år siden. Denne optimeringskultur har i det seneste årti fundet sin vej nedad gennem skolen og daginstitutionerne", siger Bjørn Hamre.

Læs også: Slut med at være pylremor

Barnet har nøglen

For Christinas søn var det ikke angsten for ikke at være god nok, der sendte hans psyke på overarbejde i en alder af bare syv år. For ham kom angsten i forlængelse af en skilsmisse, der kørte af sporet. En længerevarende konflikt mellem forældrene med gentagne kon frontationer var hård kost for Frederik.

"Jeg prøvede at skærme ham, men han hørte og så helt sikkert mere, end jeg tror, og til sidst for han sammen ved den mindste lyd. Det var svært, for jeg kunne ikke love ham, at det ikke ville ske mere, for selv om der kom ro på igen, kunne jeg ikke vide med fuldstændig sikkerhed, at det ikke ville blusse op igen", fortæller Christina.

Sammen med en børnepsykiatrisk sygeplejerske lagde Christina en plan. Ligesom hun selv havde fornemmet, blev hun bekræftet i, at Frederiks angst kun blev værre, når hun overbeskyttede ham og lavede manøvrer for at komme omkring frygten. De mange sengetidsritualer blev droppet, og i stedet spurgte Christina Frederik, hvor han selv mente, han ville være tryg ved at sove.

Han udpegede et værelse ved siden af sit eget. En bestemt placering, sengen skulle stå i, så han kunne se ud på gangen. Bestemte lamper skulle være tændt, bestemte bamser skulle ligge i sengen, og tv’et i stuen skulle være skruet så højt op, at han kunne høre det. Sammen baksede de sengen på plads, og om aftenen krydsede Christina fingre.

"Den aften faldt han i søvn selv. Og næste morgen var han bare så pavestolt, fordi han selv havde været med til at finde løsningen", husker Christina.

Hun tilføjer, at angsten selvfølgelig ikke gik væk som ved et trylleslag. Det tog mange ugers arbejde med øvelser fra selvhjælpsprogrammet “Få styr på angsten” fra Center for Angst. I dag har Frederik stadig et stort behov for at have sin mor tæt på, men angsten er stort set væk, og Christina oplever endda, at hendes søn har fået højnet sit selvværd, fordi han formåede at se sin frygt i øjnene og hjælpe sig selv ud af en svær situation. Netop det er nøglen til at komme angsten til livs, forklarer Barbara Esbjørn.

"Den måde, man overvinder angst, er ved langsomt at nærme sig det, man er bange for, hvorimod man gør tilstanden meget værre ved at undvige det frygtede. Så selvom angst er et stort problem, som rammer rigtig mange danske børn, er det positive, at det er en tilstand, forældrene har utrolig gode muligheder for at hjælpe deres børn ud af", siger Barbara Esbjørn, som opfordrer forældre til ikke at slå angstsymptomer hen som en del af barnets personlighed.

For det er alt andet lige nemmere at vende en skæv udvikling hos en syv-otteårig end en 17-årig, der er på vej ud af forældrenes indflydelse. Og så vil hun gerne tilføje, at uanset hvad årsagen er til, at så mange børn og unge i disse år mærker angstens sved på deres pander, så hjælper vi dem ikke en dyt ved at ynke dem.

"Jeg hører ofte voksne, der siger til unge mennesker: “Jeg kan godt forstå, det er svært at være barn i dag med tre skærme kørende på en gang, og alt det karakterpres. Godt, det ikke er mig.” Der er ikke meget hjælp at hente dér. Det har altid været svært at være ung, og som forælder kan man i stedet for at lade sig selv køre op over presset fra de sociale medier og karakterræset være et forbillede og sige: “Ved du hvad, skat, det tager vi oppefra og ned.”" 

Frederik og Christina optræder under andre navne i artiklen, da familien ønsker at være anonym. Deres identitet er kendt af redaktionen.