Se de sjove videoer: Børn om året der gik
Man skal høre sandheden fra børn. Derfor har vi hørt dem om deres syn på forskellige ting fra 2017, som vi voksne gik op i.
I løbet af december har vi hver søndag snakket med vores skønne børnepanel om emner, som de voksne gik meget op i i 2017.
Se eller gense de små film om børnenes syn på KÆRLIGHED, MAD, FEMINISME og POLITIK lige her:
4. søndag i advent
Børn om politik i 2017
Igen i år fyldte politik i de voksnes verden – og her var der særligt to politikere, en fra udlandet og en herhjemme, som løb med ekstra meget opmærksomhed.
Donald Trump var historisk upopulær
I januar i år fik USA en ny leder, da Donald Trump blev indsat som den 45. præsident i rækken. Og den kendte forretningsmand har været en person, der har delt vandene fra starten af.
Trump og hans folk mente, at der var rekordmange, der dukkede op for at se præsidentindsættelsen. Men da flere medier kunne dokumentere, at det langt fra var sandt, var Trump hurtig til at kalde det "fake news" – et udtryk, som han i det hele taget har brugt flittigt under sine mange fejder med medierne i løbet af 2017. Ifølge DR havde præsidenten frem til juli tweetet om fake news cirka én gang hver anden eller tredje dag.
Børnene i vores panel havde også mange spændende bud på, hvem Trump er – og hvad han bør arbejde mere på i det nye år, hvis han vil vende den triste titel som den mest upopulære præsident i USA i 70 år.
Støjbergs verdensberømte kage
Herhjemme vakte det opsigt, da integrationsminister Inger Støjberg i marts i år lagde et billede ud på sin Facebook-profil af sig selv med en kage for at fejre, at regeringen havde gennemført 50 stramninger på udlændingeområdet. TV 2 omtalte det som "kagekrige", og DR kaldte det Danmarks mest berømte kage. Også udenlandske medier skrev om Støjbergs kage og tyske Bild kaldte ministeren for Danmarks TRUMPinde.
I børnehøjde var der flere sjove bud på, hvordan man kan blive sur på en kage – og her trækker frugt i stedet for slik bestemt ikke op!
Se de skønne børn i vores fjerde og sidste video i årets adventskalender lige her:
3. søndag i advent
Børn om feminisme i 2017
Hvis du synes, at ordet "feminisme" er dukket op en del i 2017, er den god nok.
USA's største ordbog Merriam-Websters har netop kåret det som intet mindre end "årets ord", blandt andet fordi der var en 70 procents stigning i søgninger på ordet sammenlignet med sidste år.
Sammen med vores skønne børnepanel har vi vendt feminisme i 2017 set med danske briller.
Girl Squad indtog landet
Danmark blev ramt af en ny bølge i 2017. Nemlig den såkaldte fjerde bølge inden for feminisme og kvindekamp.
Blandt de mest markante stemmer inden for den nye bølge var de tre kvinder: Nikita Klæstrup, Louise 'Twerk-Queen' Kjølsen og Ekatarina Andersen, som sammen går under navnet Girl Squad og blev kaldt "årets mest hypede feminist-treenighed" af dagbladet Information.
De udgav i år bogen "Ludermanifestet" og lavede et P1-program under samme navn om fjerdebølge-feminismen, og trioen blev især kendt for at kræve retten til at ryste numser, kalde sig ludere og have silikonebryster uden at blive dømt for det.
LÆS OGSÅ: Girl Squad kæmper for kvinders ret til at vise deres krop
Blandt vores børnepanel var der meget fokus på de tre kvinders undertøj, og der kom et bud på, hvorfor de nye feminister måske ikke har så meget tøj på...
Kvindelandsholdet kæmpede for lige rettigheder
Ikke siden guldet i 1992 har det danske herrelandshold i fodbold haft en specielt nævneværdig placering til et EM. På kvindefronten var der i år derimod grund til jubel, da de danske kvinder vandt sølv ved Europamesterskabet i Holland.
Men det var faktisk ikke det eneste, det hold kæmpede for i år. Kvindelandsholdet var nemlig også i en historisk ligestillingskamp mod DBU for bedre løn, sendetid og arbejdsvilkår. En strid, der endte i november med, at kvinderne blandt andet steg 180 procent i løn.
Både deres præstationer på banen og udenfor imponerede så meget, at de fik ALT for damernes Kvindepris 2017 for at være forbilleder for kommende generationer.
Vores unge hoveder i panelet blev også betaget - og imponeret! - af det "drengeløse" fodboldhold. Se de herlige reaktioner i videoen her:
2. søndag i advent
Børn om mad i 2017
Når vi ser tilbage på årets madtendenser, var der særligt to, der skilte sig ud. Men hvordan ser børn på de voksnes smag inden for ny mad og drikke? Vi lod det komme an på en prøve.
Frosé - sommerens hotteste drink
Drinken "frosé" - is og rosé blendet med jordbær og citron - så dagens lys på en bar i New York i 2016, og denne sommer spredte den sig som ringe i vandet. Også på denne side af Atlanten. Flere internationale medier har ligefrem kåret frosé til sommerens hotteste drink.
Hos vores børnepanel så den lyserøde "candyfloss"-drink også lækker ud. Men hvordan er det nu lige med de voksne, når de indtager alkohol? Det kom der flere gode bud på, og én ting er sikkert: Du skal stoppe med at kaste med skrald, når du er fuld!
LÆS OGSÅ FRA VORES VENNER PÅ EUROMAN: Bartender: Frozen rosé kan blive stort denne sommer
Insekter som snacks
På madfronten kriblede og krablede det løs i 2017.
Store supermarkedskæder som Føtex, Bilka, Irma og Salling satte nemlig insekter, som melorme og græshoppere, til salg side om side med chips og slik på deres snack-hylder.
Insekter spås til at være en del af løsningen på fremtidens fødevaremangel ifølge forskere, men hvordan tager fremtidens generationer imod de små dyr? Og hvordan mon det smager?
Insekter som melorme er fulde af bl.a. proteiner (Foto: Getyy Images).
Vi serverede tørrede melorme for det modige børnepanel, og den søde anmeldelse af den nye type snack kan du se her:
1. søndag i advent:
Børn snakker om kærlighed i 2017
Kærlighed fylder (heldigvis) meget i vi voksnes liv. Men tag ikke fejl, det gør den skam også hos de yngste!
Tinder-dating var stort
Blandt landets singler var der mange, som i 2017 tyede til diverse dating-apps i søgen efter en kæreste. Ifølge Danmarks Statistik svarer 7 procent, at de har prøvet netdating inden for de første tre måneder af 2017. Det svarer til ca. 320.000 danskere i alderen 16-89 år.
Men hvordan ser børn på sådan noget som Tinder? Vi lod det komme an på en prøve...
LÆS OGSÅ: Kære mænd på Tinder: Her er 11 ting, I gerne må stoppe med på jeres profilbilleder
Årets par på tv i 2017 (Foto: NRK presse).
Det populære kærestepar kom fra Norge
Også et af årets mest omtalte par: Teenagedrengene Isak og Even fra den populære norske tv-serie SKAM var populære hos vores skønne børnepanel. De gættede på, at drenge lavede alt fra næsekys til mindfulness, da vi viste dem det ikoniske billede af de to drenge, der ligger sammen i Isaks seng.
LÆS OGSÅ: Fans væltede afstemning: EVAK er årets tv-par i USA
Og endelig fik vi vendt det svære "voksen"-ord: Regnbuefamilie. For hvad er det nu lige, det betyder set fra et børneperspektiv?
Se det hele i den første af fire videoer i ALT.dks adventsjulekalender: