madpakke

Mor til skolebarn: "Jeg er ved at gå kold i 10-mad"

Det kan være svært at opfinde den dybe tallerken i hver madpakke. Så hvad gør du, når kreativiteten halter? Vi har spurgt brugerne på ørn, hvilke ting I dealer med, når det kommer til jeres børns madpakker. Charlotte Seeger, specialist i børns spisevaner, deler ud af sine råd her.

“Jeg er ved at gå kold i 10-mad – hvad er godt til det?”

–Camilla

Ekspertens svar

Her skal du tænke over dit barns behov. Nogle børn har bare brug for en gulerod, men andre er dødsultne på det tidspunkt og skal have en hel masse 10-mad med.

Se på barnets måltidsmønster, og fralæg dig dine egne forventninger. Fordi du har givet barnet en bolle med i madpakken, betyder det ikke, at du ikke også kan give det en bolle med til 10-mad – du kan bare smøre den med noget andet. Ellers kan bøtter med frugt og grønt, et kogt æg eller en toast være gode bud.

For mange forældre kan 10-maden være lidt irriterende, fordi du har stået og brugt tid på madpakken, og så skal du også tænke over 10-maden. Men her kan du bruge nogle af de ting, du har forberedt og smidt i fryseren, såsom et pølsehorn. Det behøver ikke tage lang tid.

Det rette miks

Prøv at gå efter noget protein, kulhydrat og fedt til madpakken såsom:

  • Frugt og grønt
  • Brød – helst rugbrød eller fuldkornsbrød, pasta, kartofler, madpandekager, madmuffins, pizzasnegl, pitabrød etc.
  • Pålæg – gerne lidt fiskepålæg et par gange om uge, hvis dit barn gider det.
  • Sunde lækkerier – hjemmelavet myslibar, madpandekager, nødder, dadel, figenstang, bananchips el. lign.)
  • Og mest af alt: En madpakke som dit barn har lyst til at spise.

Kilde: babybite.dk

“10-maden er altid væk, mens selve madpakken er nærmest urørt. Hvordan fordeler man energien bedst i de to?”

–Martina

Ekspertens svar

Det kommer an på, om 10-maden er væk, fordi barnet simpelthen er mest sultent på det tidspunkt. Hvis det er tilfældet, ville jeg bare give den gas og gøre det til en lille madpakke.

Omvendt kan det skyldes, at barnet spiser sig mæt der, for der er ikke særlig lang tid mellem 10-maden og frokosten, så måske barnet ikke kan spise sin madpakke lige efter.

Du bør stille dig selv spørgsmålet, om det i virkeligheden er et problem for dig selv og dine forventninger til, hvor meget dit barn skal spise, eller om det rent faktisk er et problem for barnet. Hvis det er et problem for barnet, at 10-maden altid er spist men ikke selve madpakken, så prøv at find årsagen hertil, og justér.

Du kan kigge på barnets måltidsmønster i weekender. Hvis barnet omvendt trives med det og for eksempel spiser stort eftermiddagsmåltid, når det kommer hjem, er det jo fint. Det er ikke nødvendigvis bedre, at barnet spiser maden til frokost end til 10-mad, så længe barnet selv har mulighed for at regulere.

Vi forældre kan ikke bestemme, hvornår barnet skal være sultent. Det eneste, vi kan gøre, er at tilbyde barnet en madpakke, og så skal barnet selv have lov til at vælge, hvad og hvornår og hvor meget det spiser.

Nogle børn spiser lidt morgen, lidt 10-mad, lidt frokost, lidt aftensmad. Andre spiser kæmpe morgenmad, ingen 10-mad, lidt frokost, stor aftensmad. Alt sammen er helt OK, for børns måltidsmønstre er vidt forskellige, og det gør ingenting, så længe barnet trives med det, bør du ikke være bekymret.

Hvis barnet for eksempel ikke spiser noget en hel dag og så brænder helt sammen pga. blodsukker, så er der også læring i det. Det finder ud af, at det skal spise for at have det godt, og så regulerer det på sigt selv sit indtag.