Caroline rejste gennem Norge med sin 7-måneder gamle datter - og lærte noget vigtigt undervejs

Da Caroline Schack var barn, var teltture med familien ikke noget, de gjorde sig i. Overhovedet. Caroline var spejder, men blev ofte ringet hjem fra teltturene, før hun nåede at kravle ned i sin sovepose.

“Jeg gik til spejder, fordi alle de andre gjorde det – og jeg endte altid med at blive hentet, fordi jeg havde hjemve,” griner hun.

“Til gengæld er jeg gået på jagt med min far, siden jeg var 11 år.”

Caroline har smil i sin stemme, når hun fortæller – og hun har meget at fortælle. Om sin rejse - både den indre og den ydre, og om dét, hun så gerne vil have, at alle mødre skal vide. Og om den der frygtelige morgen, hvor Caroline ikke nåede på toilettet i tide. Det vender vi tilbage til.

Caroline Schack er ambulanceredder, friluftsinfluencer, mor til Nora og til august også en lillebror. Hendes kærlighed til eventyr og friluftsliv i naturen begynder med, at hun er soldat i nogle år og ja, med kærligheden.

Læs også

”Det var den vildeste befrielse, da jeg lærte ikke at sammenligne mig med andre”

“Jeg elskede tiden som soldat og havde nogle fantastiske oplevelser. Det var fedt at være på feltture, spise feltrationer, overnatte ude og blive presset lidt. Mathias og jeg mødte hinanden på en Nato-øvelse i Spanien, og vi begyndte at date, da jeg forlod Forsvaret."

"I en sommerferie vidste vi ikke lige, hvad vi skulle finde på, så vi tænkte; Vi kan da vandre rundt om Lysefjorden i Norge! Så det brugte vi otte dage på, og det var så fed en oplevelse,” fortæller Caroline.

Parret gik i sol og regn, talte sammen og lærte hinanden at kende for alvor.

“Vi fik et stort sammenhold på den tur og fik talt meget sammen om mange forskellige ting. Det var ikke en let tur, for vi gik jo med fuld oppakning, men vi løste problemerne og slappede bare så meget af sammen."

"Jeg elsker, hvordan man sætter pris på udsigten, solskinsvejret, kakaoen under teltdugen. Man bliver så lykkelig! Og så elsker jeg, når man kommer hjem igen og den taknemmelighedsfølelse, der skyller over mig, når jeg åbner et fyldt køleskab og lægger mig i min gode seng efter en uge i telt,” fortæller hun.Kærligheden til både naturen og hinanden blomstrede, og i sommeren 2021 bliver parret gift. I september samme år støder lille Nora til, og både Caroline og Mathias glæder sig til at gentage turene til foråret - nu som familie. Men så får Mathias, der er seniorsergent i Forsvaret, besked om at han skal udsendes til Estland.

“Mathias præsenterer udsendelsen til Estland i sommeren 2021, så vi ved at han skal afsted, når Nora er 5 måneder gammel. Men hvad vi ikke ved er, at krigen mellem Rusland og Ukraine begynder ugen før, han rejser ud. Jeg kan stadig genkalde mig sidste gang, han var udsendt i Irak. Det var et halvt år, hvor jeg var lidt tom indeni og bare gik og ventede på ham. Dengang havde jeg besluttet mig for, at jeg ville ud og packpacke, hvis han skulle afsted igen. Men det kan jeg jo ikke med en lille baby!”

Eller kan hun? For pludseligt opstår ideen om at tage til Norge med Nora og hunden. Men kan man det? Må man det?

“Jeg spørger Mathias; Tror du egentlig godt jeg kan rejse alene med Nora? Måske til Norge i 6 uger i en autocamper? Og han svarer bare; Ja – det gør du bare, Caroline! Og så må jeg jo i gang med at planlægge det her lidt mere.”

Læs også

”Hvis nogen har et godt råd til work-life-balance, så hører jeg gerne om det”

Caroline ler for sig selv, når hun tænker tilbage på ideen. For Caroline er ikke den organiserede type – mere den forvirrede og forfjamskede. Hende, man ikke skal betro sit pæne porcelæn, og hende, der snubler og spilder på tøjet. Ikke desto mindre får hun lejet en autocamper, pakket den med sig selv, Nora og hund med alt, hvad de skal bruge. Og en lys majdag i 2022 sætter trioen kursen mod Norge. Hvorefter alt går galt – eller sådan føles det i hvert fald for Caroline.

“Jeg bliver overvældet af, hvor meget der går galt ret hurtigt. Vi har kun været afsted nogle dage, før bilen går i stykker, vejret er dårligt, jeg bliver småsyg, Nora bliver småsyg, og ingen af os får sovet. Oven i det falder Nora ud af sengen i autocamperen, og jeg føler, jeg får en lussing af livet med besked om, at jeg har ikke har passet på hende. Der mislykkede du, Caroline."

"Det er første gang, hun slår sig. Hun er 7 måneder gammel, og der sker jo ikke noget, andet end at vi begge bliver forskrækkede. Men det er nok til, at det sætter alle de der grimme tanker i gang om, hvorvidt jeg er en god mor. Jeg er jo hele tiden på over for hende og over for mig selv. Får hun nok mad, får jeg nok mad, hvorfor sover hun meget, hvorfor sover hun lidt? Jeg er så klar til at tage hjem her. Og alligevel magter jeg heller ikke at køre hjem. Så sidder jeg og tuder lidt, mens Nora pludrer, og hunden glor på mig,” fortæller Caroline.

"Jeg ser mig selv med kærligere øjne, da jeg får skrevet tankerne ned. For wow, prøv lige at være taknemmelig for, hvor du har skubbet dig selv hen. Så får jeg vendt blikket op og ud ad vinduet ud på Hardangerfjorden, der er så utroligt smuk. Selvfølgelig er det den, jeg skal se på og ikke kun det kritiske blik på mig selv – den uperfekte mor. Selv om man jo så hjertens vil være den perfekte mor,” reflekterer Caroline.

Dagbogen, der nu er blevet til Carolines bog, ’Alene på fjeldet’, bliver nøglen til, at Caroline kan fortsætte det eventyr, hun har drømt om. Og Norges-turen bliver også en åbenbaring for Caroline om, hvordan hun bliver den bedste mor for Nora – nemlig ved at være en skidegod Caroline.

“Jeg kæmpede med at være en perfekt mor derhjemme – at have overskud til at være en skidegod mor, men jeg var jo heller ikke en særligt god Caroline. Nu står jeg der i Norge på en tur, jeg har kæmpet indædt for at realisere – så skylder jeg mig selv at få det bedste ud af den.”

Læs også

Tidens forældreskab rummer et paradoks, mener ekspert - og du har nok selv mærket til det

Ingen plan er planen

Herefter går ugerne med den lille trio i autocamperen, der oplever Norge i alt fra strålende sol til regn. Der er dage med Nora i rygsækken og Caroline i vandrestøvlerne med hunden Sako ved sin side. Der er også dage med hvil og hygge på campingpladserne, de slår lejr på. Og masser af nætter uden søvn, der til gengæld afløses af morgener med udsigt til fjeldtoppe og vilde rensdyr.

“Målet er ikke, at vi skal nå et antal fjelde og højdemeter – målet er egentlig bare at have nogle gode oplevelser. Jeg overbeviser mig selv om, at ingen plan er planen. Hvad end resultatet bliver for dagen, så er det en succes."

"Det giver plads og rum til at tage andre beslutninger og overnatte en ekstra gang et sted. Det giver også plads til, at jeg får nogle andre oplevelser. I takt med, at jeg oplever mig selv på rejsen, er det måske ikke ønsket om at se en masse ting, der presser sig på, men mere at være i det,” fortæller Caroline.

Og selv om billederne vidner om spektakulære fjorde og fjelde – alt det sådan en friluftsinfluencer, som Caroline også er, lever højt på – så er det et helt andet højdepunkt, Caroline husker som det største på turen.

“En af de oplevelser, der står klarest i min erindring, er da Nora begynder at kravle for første gang. Det var faktisk en rigtig lortedag. Vi havde haft en lang dag i bilen og var kørt lige ind i en mur af grå skyer, der spærrede for udsigten. Så vi slår lejr ved siden af Trollveggen og ligger i sengen i bilen med Mathias på FaceTime."

“Undervejs er der jo mange, der skriver og spørger; Er det egentligt godt for Nora at sidde i den der rygsæk? Mange er oprigtigt nysgerrige, fordi de måske gerne selv vil prøve noget lignende, mens andre spørger med en rynke i panden. Og så er der de sidste, der bare antager, at man har et eller andet specielt barn, der aldrig græder. Sådan er der jo ingen børn der er – alle har kampe med deres børn, og alle har kampe med sig selv."

"Mange af de her spørgsmål var vand på møllen til min egen usikre stemme. Hvor mange timer i rygsækken er egentlig ok? Hvad med lur? Men jeg havde jo ikke nogen løsning – barnet er jo i rivende udvikling, så jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente hverken derhjemme eller i Norge. Hvis jeg var heldig, så sov jeg tre timer sammenhængende om natten – til gengæld stod jeg op i det smukkeste fjeld.”

Caroline deler også af det svære på Instagram under turen, men altid på efterkant – når hun er kommet ud af sin indre krise og igen ser lyst på tingene. Hun passer på sig selv, men forsøger også at vise et realistisk billede af, hvad sådan en rejse indebærer af indre og ydre kampe for hende. Også den morgen, hvor hun ikke når på toilettet i tide.

“Der er vi jo nærmest kun lige kørt over grænsen, men jeg har på det tidspunkt levet af chokolade og energidrikke, så min mave er gået i stå. Nora sidder i klapvognen, og vi er på vej til bageren, da jeg kan mærke, at nu er der gang i min mave igen. Lad mig sige det sådan, jeg når ikke tilbage til autocamperens toilet i tide. Velkommen til Norge, du har lige skidt i bukserne. Men så igen: Det er da sikkert også sket for andre mødre, for man får jo aldrig mærket efter – dine behov ryger altid i anden række,” griner hun.

Og her når vi faktisk til den allervigtigste pointe, eller erkendelse, Caroline er nået frem til efter sin tur. Og det budskab hun har til alle mødrene, der kæmper med at være perfekte, mens de stille og roligt glemmer sig selv.

“Da jeg kommer hjem fra Norge og får sat punktum i dagbogen, så sidder jeg med følelsen af, at jeg har oplevet Norge, taget smukke billeder, og at det da var en stor oplevelse. Men det var den rejse, jeg tog indeni mig selv, der var den vigtigste. Erkendelsen af, at når jeg gør noget godt for mig selv – så ER jeg en bedre mor. Jeg vil så gerne ruske i mine veninder og alle de mødre, der skal forsvare sig selv, hver gang de prioriterer at træne, gå ud at spise, tage på museum eller hvad der nu gør dem glade. Hvad så med mad, hvad så med lur?"

"Alt det man bedst kan sørge for derhjemme med baby – og så må man selv komme i anden række. Men hvem har egentligt bestemt, at putterutiner og madtidspunkter skal være det vigtigste alle ugens syv dage? Jeg håber, at Mathias og jeg over tid har råd til at købe vores egen autocamper og køre rundt og opleve ting med vores børn. Men jeg håber også, at Mathias og jeg bliver ved med at vælge, at vi har drømme og ting, vi gerne vil opleve – alene og sammen – med og uden ungerne. Og så ved jeg med sikkerhed nu, at når jeg prioriterer mig selv, så har Nora også en bedre og gladere mor.”