Cathrine Widunok Wichmand: ”Jeg tror måske, det er noget, der kommer med moderskabet”

Hvad interesserer dig i øjeblikket?

"De tabuer og stigmatiseringer, der møder os kvinder, som vi skal kæmpe med ofte blot på baggrund af vores køn. De fylder rigtig meget hos mig, og jeg tænker meget på, hvordan vi kan brede samtalen ud om f.eks. menstruation og fertilitetsbehandling og ændre på både diskurs og oplevelserne omkring dem."

Hvad er det for nogle udfordringer, du har mødt?

"Tag fertilitetsbehandling – hvem er det, der lægger krop til behandlingen? Det gør vi som kvinder. Det er os, der bærer hele ansvaret. Vi passer på, at vi ikke bliver gravide, når vi ikke vil have børn, og vi sørger for, at kroppen får hjælp til at lave et barn, når vi ikke selv kan lave et. Det generer mig sgu lidt, at vi som kvinder bærer så meget af den reproduktive byrde. Forskningen omkring fertilitetsbehandling, p-piller osv. har historisk været fokuseret på kvinder, som den ansvarshavende."

Læs også

Bibbis butik bygger på hendes største tab: "Muskelknuderne sad, så de fungerede som en spiral"

Hvordan har det været for dig at tale offentligt om noget så privat som at lave børn?

"Når man lever så offentligt som mig, hvor man deler mange ting på sociale medier, er det sindssygt svært ikke at dele det hele. Og det var også sådan, at jeg havde det med fertilitetsbehandlingen. Jeg kunne ikke stå og vise outfits og pæne sko, mens jeg smilede på billederne, uden at sige, hvordan jeg egentlig havde det. Jeg var ret berørt og lidt i chok, da vi fik beskeden om, at vi skulle i fertilitetsbehandling, i 2017.

Derfor gik jeg på nettet for at finde nogen, som havde oplevet det samme. Nogen, der mindede om mig. Men jeg kunne næsten ikke finde nogen lignende historier, og de få, som jeg fandt på det tidspunkt, var anonyme. Der var ingen, der stillede sig frem med ansigt. Så jeg havde svært ved at spejle mig, samtidig med at spørgsmålet om, hvorfor to sunde, unge og raske mennesker, ikke kunne få børn, fyldte meget.

Så jeg spurgte min mand: ”Hvad siger du til, hvis jeg deler det?”. Han syntes, at jeg skulle gøre det, hvis det gav mening, og det viste sig, at det gjorde det virkelig. Det var som at fragte en swimmingpool ind i Sahara. Sindssygt tiltrængt – for det viste sig nemlig, at der stod SÅ mange kvinder lige der, hvor jeg også gjorde, men som ikke havde nogen at dele det med."

Hjalp det også dig selv, at du delte det offentligt?

"Det var bittersweet. For lige pludselig kunne jeg være et helt menneske med sorg og smerte, også ude, og det var godt. Samtidig var det ret specielt, fordi så mange mennesker vidste det meste private om os – at vi ikke kunne lave børn og var i behandling. Venner, kollegaer, familie. Alle.

Så jeg blev sparet for at skulle fortælle det forfra mange gange, fordi der allerede var taget hul på det, men det var også lidt brutalt at fortælle om det, imens det stod på. De fleste venter til bagefter, når det er lykkedes, og det forstår jeg godt. For så snart man har sagt ”vi prøver at få et barn” højt, bliver der et ekstremt fokus på alt, hvad man gør.

Og der kommer så mange gode råd, som man ikke har bedt om. Jeg måtte lære mig selv, at alt er sagt i kærlighed. Folk vil bare gerne, at man lykkes. Men når man står i det, så har man har læst alt, undersøgt alt og prøvet alt for at få det her barn. Man kan ikke få et godt råd, man ikke har prøvet af. Men den konstante strøm af kommentarer og råd giver en usikkerhed. Det rammer en følelse af ikke at gøre det godt nok eller at være mislykket.

I starten kunne jeg klare det, fordi jeg havde overskud. Men da jeg havde hørt ”ej, er du gravid nu?” nok gange, fordi min trøje måske krøllede lidt på maven, blev jeg træt. Og med den hårde fertilitetsbehandling oveni vil jeg sige, at jeg nåede at blive ret mørbanket, før vi fik vores dreng. Men jeg kom heldigvis igennem det, selvom jeg var meget tyndslidt til sidst."

Læs også

Cana Buttenschøn opdagede knuden, den dag hun fødte sin datter: Det føltes som en dødsdom

Hvad er den vigtigste lektie, du lærte i den periode?

"At det er vigtigt at være hele sig selv – også den sårbare del. Man skal turde byde ind med det, der er svært, også selvom man ikke ved, hvad der er op og ned. Det har for mig været en rigtig stor gave, som jeg har fået. Jeg fik så meget igen ved at åbne op og være ærlig. Jeg har mødt rigtig meget omsorg og forståelse, som har hjulpet mig igennem.

På bagkant har det også lært mig at sætte grænser, selvom jeg overhovedet ikke er helt i mål. Men jeg blev klar over, at man godt må sige nej. Man behøver ikke byde sig selv at sidde til en venindes babyshower og have ondt i maven, fordi man ikke er der på de rigtige præmisser. Der må man godt sige, at man ville ønske, at man kunne, men at man ikke kan."

Var det svært for dig at sætte grænser i starten af forløbet?

"Ja, det er noget, som jeg først har lært på bagkant. Jeg tror måske også, at det er noget, der kommer sammen med moderskabet. For nu har jeg fået to børn, som jeg er rigtig god til at passe på, men så skal jeg også huske at vende det indad og være opmærksom på at passe lige så godt på mig selv. Det mod har jeg først for alvor fået efter, at jeg blev mor. Men det mod kunne jeg godt have brugt før. Og jeg lærer stadig.

For vi er ikke supermennesker, og når vi møder op til noget, så møder vi op som hele os. Det vil sige, at vi også møder op som hende, der er i fertilitetsbehandling, hende, der er ved at blive skilt, hende, der struggler med arbejde. Og skulle man – mod al forventning – blive mødt med negativ respons på det, så ved man da, at man kan spare den relation. Alle kan stå sammen på dansegulvet og have det fedt med hinanden, men det er dem, der også går med i skyttegraven, som man skal satse på."