Cathrine Widunok Wichmand: ”Jeg ville ikke få flere børn af at være sur på ham”
Det har været benhårdt at gennemgå fertilitetsbehandling og kostet mange bekymringer i privatlivet, fortæller influencer Cathrine Widunok Wichmand, også kendt som bloggeren Rockpaperdresses, i denne uges ALT for damerne.
Det var i 2017, at Cathrine Widunok Wichmands egen kamp begyndte.
Nogle måneder før hun og kæresten Adam blev gift, havde hun smidt p-pillerne. Der gik ti måneder, uden at der skete noget, og så blev de udredt for ufrivillig barnløshed. Det viste sig, at Adam har svært nedsat sædkvalitet, og den eneste mulighed for graviditet var fertilitetsbehandling. Så det kastede de sig ud i. For egen regning, for ventetiden i det offentlige var op til to år. Cathrine fik udtaget æg to gange og var igennem fem ægoplægninger hen over det næste år. Alt sammen meget opslidende både fysisk og psykisk.
”Det var svært at forlige sig med tanken om, at vi ikke kunne selv, og at den der intimitet pludselig var taget ud af vores sexliv. Det at skulle lave et barn sammen var med ét bare ikke den romantiske forestilling, vi havde. Det var et kæmpe chok at indse, at vi ikke var som andre. På det tidspunkt kendte jeg nemlig ikke rigtig nogen, der havde haft brug for hjælp til at blive gravid,” fortæller Cathrine Widunok Wichmand i denne uges ALT for damerne og uddyber:
”Jeg kunne godt være blevet bitter over, at Adam havde den udfordring, men det blev jeg aldrig. Vi har valgt hinanden, så det var os, der var udfordrede. Jeg ville ikke få flere børn af at være sur på ham, jeg kunne ikke bruge den energi til noget. Men ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så synes jeg, at det er benhårdt, at det var mig, som kvinde, der skulle gå igennem den sindssygt hårde behandling,” siger influenceren, der i dag har sønnen Eddie på 2,5 år og er gravid med sit andet barn.
På vej med nyt hjertebarn
De mange bekymringer og kampe har ført til, at Cathrine Widunok Wichman har brugt meget af sin tid på at kæmpe for bedre forhold og rettigheder til alle dem, der skal bruge hjælp til at få børn.
Sidste år startede hun blandt andet et borgerforslag for at ændre fertilitetslovgivningen, og i dag er hun aktuel med sit nye hjertebarn, startuppen wawawomb, der består af en hjemmeside og en app, der efter planen udkommer til efteråret, og som skal formidle den nyeste viden inden for fertilitet.
Og der er flere grunde til, at Cathrine Widunok Wichmand har valgt at gå på barrikaderne for at lave om på de forhold, kvinder møder, når de kæmper for at få børn:
”Jeg tror, at det har været så indgribende i mit personlige liv, at jeg ikke kan lade være. Jeg har mistet venskaber, mit parforhold har været på kæmpe prøve, min krop har været på prøve. Det har været helt nede i, hvem er jeg, hvis ikke jeg bliver mor? Hvad skal mit liv så være? Det er så stor en identitetskrise, som man kæmper med, samtidig med at man kæmper med alt det andet. Det er det allerinderste og mest intime, man kan have mellem to mennesker, som bliver lagt ud i hænderne på nogle læger. Det er på alle måder så grænseoverskridende, og det har jeg mærket på min egen krop. Og når jeg så hører fra kvinder hver eneste dag, som kæmper med det samme, så har jeg indset, at viden om fertilitet er så stor en mangelvare, at jeg ikke bare kan sidde det overhørigt,” siger hun og fortsætter:
”Det er også derfor, jeg ikke bare kan læne mig tilbage. Jeg føler, at jeg har fået tildelt en opgave, og jeg kan ikke stå af toget nu. Det, at man ikke kan få børn, er ikke bare en sorg for kvinden. Det er en sorg for hele familien. Det er også bedsteforældre, der ikke bliver. Det er fætre, der ikke kommer. Niecer, der ikke bliver til noget. Der er så meget, der stadig er usagt, og som berører rigtig, rigtig mange mennesker. Det er en familiesorg. Og det er så meget større, end at man ikke lige kan lykkes hjemme i sengen. Det er det, folk skal forstå, og det er derfor, at jeg bliver ved.”
Læs resten af det store interview i denne uges ALT for damerne, hvor Cathrine Widunok Wichmand fortæller meget mere om de udfordringer, hun selv oplevede, da hun gennemgik fertilitetsbehandling.