“Du skal spørge dit barn om lov”
Pernille Tranberg, journalist og digital ekspert.
Er det i orden at lægge billeder af sit barn på nettet?
Du kan lægge alle de billeder af dig selv på nettet, du vil, men i princippet bør du spørge om lov, før du lægger identificerbare fotos af andre ud. Det står faktisk på Datatilsynet.dk.
Børn har også ret til et privatliv ifølge internationale konventioner, hvilket vil sige, at de har ret til selv at bestemme, hvad der ligger af dem derude.
Hvad er risikoen?
Der findes alle mulige artikler om misbrug af børnebilleder, men jeg synes, at den værste risiko er, at dit barn opdager, at der ligger nogle fotos af det, som det er ked af.
Det er vigtigt for udviklingen af både mennesker og samfund, at individet kan have et privatliv. At hoppe på den udvikling, at vi alle skal være transparente, er farlig. Magten skal være transparent.
Individet behøver ikke.
Er det ikke bare en naturlig udvikling, at vi lægger vores liv ud på nettet?
De, der vil dele deres privatliv på nettet, har da fuldt lov til det. Men de, der ikke ønsker det, har også fuldt lov til at være i fred. Børnene har lov til selv at vælge.