Den store bagedyst Michelle Olsen

Bagedyst-deltager mistede sin mor pludseligt: ”Uden min søn var jeg endt i et sort hul”

Efter sin mors pludselige død hjalp familien Michelle Olsen igennem sorgen. Men det hjalp også at bage. Det endte med, at Michelle Olsen meldte sig til ‘Den store bagedyst’ for at ære sin mor.

Michelle Olsen er smilende og lattermild, men perfektionistisk og målrettet, når hun hver lørdag bager sig igennem ‘Den store bagedyst’ på DR1. En stor grund til, at det 29-årige bagetalent havnede i danskernes yndlingskageprogram, er hendes mor.

"Inden min mor døde, havde hun flere gange skubbet til mig og spurgt, om jeg ikke skulle melde mig, men jeg var blevet ved med at sige nej", siger Michelle, hvis interesse for bagning begyndte, da hun skulle bage en tal-kage til sin mors 50-års fødselsdag for fire år siden.

I december 2020 mistede Michelle pludselig sin elskede mor, der døde af et hjertestop.

"Til at starte med fyldte sorgen det meste af mit liv, men på et tidspunkt begyndte jeg ligesom at bage mig igennem den. For når man bager, skal man forsøge at holde sig til nogle teknikker og koncentrere sig om opskrifter", forklarer Michelle til HER&NU.

Dagen efter hun havde begravet sin mor, besluttede hun sig for at sende en ansøgning af sted til ‘Den store bagedyst’.

"Når man får store chok i livet, eller der sker noget skelsættende for én, så ryster man nogle gange posen. Selvom det lyder kliche-agtigt, så var det bare det, der skete. Jeg havde en følelse af, at jeg skulle vise min mor, at jeg godt kunne", forklarer Michelle, hvis ansøgning var sendt efter deadline og derfor først kom i betragtning i år, hvor hun er blandt de ti deltagere.

Foto: Klaus Bo Christensen / Her & Nu
Michelle Olsen
Foto: Klaus Bo Christensen / Her & Nu

Familien hjalp hende igennem sorgen

Selvom bagning var med til at få Michelle igennem den sværeste tid i hendes liv, så var det hendes kæreste, Mads, og parrets toårige søn, Vilfred, der holdt hende oven vande midt i sorgen.

"Jeg er glad for, at jeg har Vilfred. Hvis jeg ikke havde haft ham, var jeg endt i et sort hul. Jeg føler i den grad, at han hjalp mig igennem det, fordi jeg tog mig sammen for ham", husker Michelle tilbage.

Til daglig bor den lille familie i den fynske havneby Kerteminde.

Denne artikel blev bragt første gang på HER&NU. Dette er en redigeret version.

Læs alt om Den store bagedyst her.