Derfor har du blodtud, kvalme og hård mave

Derfor har du blodtud, kvalme og hård mave

Find ud af, hvad graviditets-generne skyldes, og hvad du kan gøre for at tage kampen op mod morgenkvalme og andre kvaler, når du er gravid.

Listen over graviditetsgener kan blive lang i løbet af ni måneder. Heldigvis rammer de forskellige skavanker ikke nødvendigvis samtidig, men du kan være nogenlunde sikker på at stifte bekendtskab med de fleste af dem. I den første del af din graviditet skyldes generne mest hormonforandringerne i din krop. Sidst i graviditeten bliver din krop belastet på forskellig vis af vægtstigningen, der følger med din voksende mave.

Mange af generne kan nemt forebygges, mens nogle kræver en ekstra indsats at komme af med igen. Når du til et punkt, hvor du ikke synes, det er sjovt længere, så husk: Verdens dejligste baby er resultatet af dine trængsler.

Læs nedenfor hvad du gør, for at mindske generne:

Tjek også vores store leksikon

Vand i kroppen

En elefant kom marcherende … Når selv dine udtrådte sutsko strammer, føler du dig mere som en kæmpemæssig vandballon end glødende gravid. Nogle har elefantfødder under hele graviditeten. Andre får først væskeophobninger i kroppen i sidste del af graviditeten. Smid benene op, når du lægger dig, og lav venepumpeøvelser. Gå en tur på de hævede fødder eller giv manden en gang massage for at få gang i fingrene. Husk, at for alle andre er gravide noget af det smukkeste og mest kvindelige, også selv om du har mærker efter strømperne, og fingerringene klemmer.

Blodtud er helt normalt

Blodtud og blødende tandkød lyder lidt dramatisk. Men det er helt normale graviditetsskavanker, der skyldes, at hormonerne påvirker dine slimhinder, og fordi du har øget blodgennemstrømning som gravid. Derfor er det en god idé at bruge ekstra tid på tandhygiejnen under graviditeten og måske besøge tandlægen en ekstra gang.

Træthed

Dine øjenlåg truer konstant med at lukke i, og klokken er kun 10 om formiddagen. Den overvældende træthed i første fase af graviditeten gør det svært at komme igennem en hel arbejdsdag og orke andet end sofaen, så snart du kommer hjem. At være gravid kræver masser af energi. Du skaber et fuldt udviklet lille menneske på bare nogle måneder. Resten af graviditeten bruger baby på at vokse og modnes. Hvil dig, når du kan komme til det. Sidst i graviditeten kan du igen opleve den daglige træthed. Nu er det den store mave, plukveer og et ømt bækken, der gør det sværere at sove godt natten igennem. Se det som kroppens måde at forberede dig på afbrudt nattesøvn, når din baby er født.

Ømme bryster

Din kæreste er sikkert ellevild. Bare ærgerligt, at der er dømt niks pille ved din nye kæmpe-barm. Tidligt i graviditeten får mange ømme bryster, der vokser og bliver tungere, og farven omkring brystvorterne bliver ofte mørkere. Alt bliver normalt igen efter fødslen eller ammeperioden. Brug indtil da en bh, der støtter godt uden at stramme.

Kvalme

Især i de første 12 uger af graviditeten døjer mange med kvalme, hovedsageligt om morgenen. Kvalmen skyldes den øgede mængde kvindelige kønshormoner under graviditeten. Den bedste kur mod kvalmen er mange små måltider i løbet af dagen. Undgå fed og meget krydret mad, og hav en pakke kiks og frugt klar i tasken og ved natbordet. Hvis du føler, kvalmen forsvinder, mens du spiser, kan det også hjælpe at tygge tyggegummi mellem måltiderne. Husk at drikke masser af væske, specielt hvis du kaster meget op. Ellers risikerer du at dehydrere. En dejlig gåtur i den friske luft eller motion kan også hjælpe mod kvalmen.

Plukveer

Plukveer er helt normale allerede fra 14. uge. De skyldes, at din livmor trækker sig sammen og træner til fødslen. De kan føles ubehagelige, fordi livmoren bliver hård et øjeblik. Kun hvis plukveerne er meget regelmæssige over nogle timer, skal du kontakte din læge. Ellers tag den lidt med ro, til de går over igen. Døjer du med mange plukveer, skal du sørge for at få indlagt ekstra hvilepauser i løbet af dagen.

Ligamentsmerter

Mærkeligt med den menstruationsmurren i maven, tænker du. Men fornemmelsen er god nok. Sådan føles det, når din livmor vokser, og det trækker i de ledbånd, som holder livmoren på plads i bækkenet. Senere i graviditeten kan det føles som kraftige sidestik. De såkaldte ligamentsmerter er ubehagelige, men helt ufarlige. Når du mærker dem, så stop op, træk vejret dybt, eller hvil dig, hvis du kan.

Ømme baller

Ømme baller opfatter du normalt som belønning for hård træning og udsigt til ren optur bagpå. Nu bliver du øm bare af at være gravid. Mange gravide oplever mere eller mindre stærke smerter i både baller, bækken, lænd og ryg. Ømheden kommer med mavens øgede tyngde. Den bedste lindring er motion, hyppigt skiftende arbejdsstillinger og hvile. Sørg også for at strække musklerne ud en gang imellem.

Hård mave

At du skal presse til, er du indstillet på. At det ikke kun gælder fødslen, men også graviditeten, overrasker måske. Du kan få forstoppelse af jerndråber og nedsat tarmbevægelse på grund af en hormonel påvirkning af tarmen. Oveni er det ikke unormalt at få hæmorider sidst i graviditeten, og de kan gøre det smertefuldt at gå på toilettet. Begge dele forsvinder som regel efter fødslen. Ellers fås hæmoridepræparater i håndkøb. Forstoppelsen kan du forebygge med motion, fiberrig kost og masser af væske. Forsøg dig med forskellige jerndråber og ty til sveskejuice eller -grød, hvis den er helt gal.

Kløpind, tak!

Du har hørt om gravide, der får den søde kløe. Men dét er der ikke meget af på dine kløende håndflader, fodsåler og mave. En påvirkning af leveren giver dig kløe sidst i graviditeten og kan hos enkelte udvikle sig til gulsot. Som udgangspunkt er det normalt nok med lidt kløe, men bliver det værre og værre, skal du kontakte lægen eller jordemoren, da voldsom kløe kan være tegn på, at belastningen af leveren er skadelig for både dig og barnet.

Tissetrang

Du var der for fem minutter siden, og nu skal du allerede igen. I graviditetens første måneder er det almindeligt, at du føler, at du skal tisse hele tiden. Det skyldes en øget blodtilførsel til og omkring din livmor. Senere i graviditeten skyldes den konstante tissetrang din livmor, der vokser og presser på din blære. Den konstante tissetrang går dig på nerverne, men der er desværre ikke andet at gøre end at gå på toilettet for 117. gang. Vær opmærksom, hvis det svier, når du tisser. Som gravid er du ekstra udsat for blærebetændelse, fordi urinrørets muskler er slappere. Gå til lægen, hvis du er i tvivl.

Kramper

Du vågner midt om natten, ved at dine lægge kramper, som havde du spænet en maraton på to timer. Men næh nej, du er bare gravid. Krampen kommer, fordi livmorens tryk på dit bækken gør det sværere for blodet at strømme til benene. Lav venepumpeøvelser, hvor du i bedste gymnastik-stil ligger på ryggen med benene i vejret og vrikker frem og tilbage med skiftevis den ene og anden ankel. Du kan også se, om et kalktilskud hjælper. Få vejledning på dit apotek, eller spørg din læge.

Udflåd

Du glæder dig til ni måneder uden menstruations-strabadser. Men bind eller trusseindlæg kan lige så godt blive stående helt fremme i toiletskabet. Mange gravide får udflåd i en grad, der kort kan få dig til at overveje, om vandet mon er gået. Især sidst i graviditeten, for mængden tager som regel til og bliver gerne mere tyndtflydende. Så længe dit udflåd er hvidligt og lugtfrit, er det helt normalt.

Nye skønhedspletter

Pludselig opdager du skønhedspletter af en lidt anderledes kaliber på din gravide krop. Udposningerne på dine blodårer er åreknuder. Typisk kommer de på benene, i skeden og på kønslæberne, fordi blodcirkulationen i benene bliver dårligere, og venerne udvider sig mere under graviditeten. Oftest forsvinder de efter graviditeten, men du kan forebygge dem med venepumpeøvelser eller ved at hoppe i et par støttestrømper. Er du solbader, får du lettere brune pletter. Pigmentforandringerne skyldes den øgede hormonproduktion. Husk solcremen.

Mange får desuden strækmærker sidst i graviditeten. Om de kommer eller ej, hænger sammen med din huds elasticitet. De skyldes bristninger i underhuden, hvor der siden dannes arvæv. Cremer eller olie gør ikke den store forskel, ud over at de er behagelige at massere ind i huden.

Forpustet med sure opstød

En prustende hval med sure opstød var sikkert ikke dit billede af dig selv som gravid. Men når din livmor vokser, er der mindre plads til lunger og mavesæk. Det er med til at give dig halsbrand og gøre dig forpustet. Mavesækkens lukkemuskel, der skal holde mavesyren i mavesækken, bliver også mere slap under graviditeten, så du får sure opstød. Du kan få præparater i håndkøb mod halsbrand. Det hjælper også at spise flere små måltider i stedet for få store, og at du sover med hovedgærdet hævet.

Kilde: Nina Sepstrup, jordemor