”Det er en mærkelig børneverden, vi har bygget. Fuld af læreplaner og tom for stemning”

Det er mig en gåde, hvordan så mange kan agitere for innovation og kreativitet som noget af det vigtigste for fremtiden, og hvordan det samtidig synes at være det sidste, der er plads til i vores systemer.

I november tog jeg min bonusdatter Laura på 26 år og min lille Ava på 5½ år til Venedig for at opleve kunstbiennalen. Personligt er jeg pænt ligeglad med, at Ava skipper børnehaven et par dage, selvom hun går i den såkaldte skolegruppe. Alt handler om sprogvurderinger og noget med skoleparathed, og hun keder sig gudsjammerligt og er ikke én gang på tre år kommet hjem med andet end et par halv-farvelagte, forproducerede tegninger.

Der er ikke overskud til mere, får man at vide, for alle ligger med stress, og der er jo systemer, der skal passes. Hvor er det en mærkelig børneverden, vi har opbygget. Fuld af læreplaner, men tom for stemninger. Og så forventer vi ellers kreativitet og innovation fra de unge.

Personligt mener jeg, at børn er bedre underholdt ved at besøge kunstbiennalen i Venedig end alskens ferieparadiser, Euro- Disney og swimmingpools. For biennalen inspirerer til leg, fantasi og kreativitet – og Venedig er i sig selv den fedeste by at besøge med børn. Her er ingen biler, der er store pladser, hvor duer kan jagtes, der er overskud og glæde, og så er der så meget stemning, at selv den mest krakilske må overgive sig, hvis han ellers formår at forlade turistslangen. Hvis der er noget, barndommen mangler i disse år, er det efter min mening stemning. Tivolisering, Panduro Hobby-sponsorater på alle museer til at bygge grimme figurer, færdigpakkede Lego-sæt og Pokemon’er er, hvad der bimler og bamler fra alle hylderne. At gribe efter de blanke ting har aldrig været svært – at stå imod kræver kræfter. De kan jo slippe op for selv den bedste, selv sidder jeg ikke på nogen høj hest. Jeg kæmper mod skærm, manglende overskud og fluffy forlystelser konstant. Så at høre Avas ægte klukkende latter, når vi spæner rundt i gyderne for at finde bamsen Bei, vi glemte på en bar, er et ægte eventyr. Specielt når barejeren åbner sin lukkede biks og siger: ”Jeg ved, hvad I kommer efter” og stikker os bamsen ud mellem skodderne, mens vi tre råber hurra i kor og giver highfive for at finde en bar ved nattetide uden Google Maps, men alene på erindring. Og at løbe rundt på Venedigs kunstbiennale er følelsen af leg og liv og det at vågne. Her besøger vi en lastbil, der står på højkant, ser selvlysende svaner, voluminøse skulpturer, en udstilling om havfruer, hermafroditter, guder og et 20 meter højt havmenneske samt en udstilling om intuition, hvor vi ruller lerkugler. Alt er kreativt besættende. Folk hæver mistroisk blikket, når jeg fortæller om det. Spørger både til den utilgængelige kunst og til økonomi med så mange rejser. Til det kan jeg bare sige, at kunst er stærkt underholdende, når verdens mest kreative kræfter slippes løs et sted som Venedig, hvor man aldrig er passiv tilskuer, men hvor både hjerne og hænder interagerer.

Mens en tur i EuroDisney koster spidsen af en jetjæger, kan man være heldig at få en billet til Venedig for 500 kr. (hvis man kan tåle en mellemlanding), adgangspasset til biennalen, der finder sted majnovember, er gratis for børn. Kaffe, kage og mad koster det halve af derhjemme, og vandflasken kan man fylde op ved de mange vandposter. Vi er den gamle generation, der stadig føler, at rejser er noget, der skal planlægges møjsommeligt og passes ind, og vi er sjældent rigtig gode til spontanitet. Men for nutidens og fremtidens børn bliver Europa deres legeplads og verden deres hjem. Derfor vil jeg så gerne give lidt udsyn med fra begyndelsen og inspirere til den form for kreativitet, der ikke skal følge en Lego-manual.