Vredesudbrud på vej? Sådan tøjler du dit temperament

Kom nu, tag sko på, siger du til dit barn, som leger videre med legoklodserne. – Hey, hørte du ikke, hvad jeg sagde? Hop i skoene. Vi skal ud ad døren nu. Stadig ingen respons. Bare et legende barn, der bygger videre. Du er cirka et sekund fra at råbe “Kom så i de sandaler!” – men vent lige med at hæve stemmen et øjeblik.

Dit barn ignorerer dig nemlig ikke med vilje. Han er bare optaget af noget, der virker vigtigere og sjovere i dette øjeblik end at skulle ud på cyklen. Han kan ganske enkelt ikke gøre for det, for højre side af hjernen er i fuld udfoldelse lige nu. Du ved, den side, der repræsenterer følelser, impulser og lyster. Især hvis dit barn er mellem nul og tre år, er det suverænt styret af lyster og impulser.

Hjernen er umoden og under opbygning, og al sund fornuft er en by i Rusland. Børn kan ganske enkelt ikke komme i omdrejninger udelukkende gennem ord – og slet ikke, hvis ordene bliver sagt på en sur og vrissende måde.

Selv de lidt større børnehavebørn og indskolingsbørn har brug for “omdrejningshjælp”, for modningen af hjernen tager mange år, og de eksekutive funktioner, som man bruger til at få motiveret sig selv, holde fokus, have overblik og slippe noget, man synes er sjovt til fordel for noget, man synes er kedeligt, skal først modnes og udvikles.

Men den slags tænker du slet ikke over, mens du står der med sandalerne i hånden og en snigende stress over udsigten til at komme for sent til dagens første møde på jobbet. Måske ved du slet ikke alt det med hjernen.

Du hvæser i hvert fald utålmodigt “NU kommer du, for pokker!” Ja, hvem har ikke prøvet det?! Du tramper måske også ind på børneværelset med sandalerne og skubber lego-skibet langt væk fra din lille Byggemand Bob med en voldsom bevægelse, for ligesom at understrege, at du mener det alvorligt.

"Du bliver vred, fordi du er i alarmberedskab, og her er den sunde fornuft forsvundet. Pandelapperne, som ellers er det område af hjernen, der kan regulere vores følelser, bevare overblikket og planlægge, er lagt ned af faresignaler og amygdala", fortæller familierådgiver Rikke Winckler.

"Overført til hverdagen betyder det, at du nu er klar til at smide legetøjet ud, fordi barnet ikke lytter efter. Det er her, du truer med, at der aldrig mere er fredagsslik, hvis ikke barnet tager skoene på. Eller truer med at aflyse fødselsdagen", siger familierådigiveren.

Amyg hva’ for noget?

Amygdala er en slags alarmsystem i hjernen, der håndterer frygt og forsvarsreaktioner. Når amygdala fortæller dig, at der er fare på færde, pumper blodet rundt i kroppen, musklerne spænder op, og du er klar til at fryse, flygte eller kæmpe for livet, forklarer psykolog Frej Prahl i bogen ‘Aaarg, den sunde vrede i familielivet’.

Samtidig forstærker adrenalin en følelse af vrede og irritation. Genialt! Altså hvis du skulle nedkæmpe en løve. Det er imidlertid ikke tilfældet lige der på børneværelset, hvor du skummer af vrede over dit barn, der slet ikke hører efter. Men hvorfor sætter amygdala så ind på en helt almindelig tirsdag klokken 7.45?

Det gør den, fordi det i tidernes morgen var livsnødvendigt, at børnene lyttede til deres forældres dessiner. Når farlige dyr lå på lur, når høsten skulle i hus, og børnene måtte hjælpe til for at få mad på bordet – og i nutiden, hvis dit barn løber ud på vejen, og du skal redde det fra at blive kørt over. Det er ganske enkelt evolutionshistorien, der sætter ind, skriver Frej Prahl. 

Den dårlige nyhed er, at råb og skældud ikke er den rigtige løsning (medmindre dit barn løber ud på gaden, så må du gerne råbe). Den gode nyhed er, at du sagtens kan styre og vejlede uden at eksplodere eller at tale med store bogstaver.

"Tæl til ti, tag nogle dybe vejrtrækninger, gå ud af værelset. Hvad end der skal til, så hjernen kommer ud af kamptilstanden og tilbage til normalen", foreslår Rikke Winckler.

"Vi skal lære vores børn at håndtere følelser og ikke lære dem, hvordan en voksen får en nedsmeltning", siger hun.

Point taken. De fleste børn er vist helt på med, hvordan man får sig en nedsmeltning. Det med at styre følelser er straks værre. Hvis du efter en barndom og en del af voksenlivet endnu ikke kan styre dine vrede i tilspidsede situationer, hvordan hulan skal et barn så kunne det?

"Børn har store følelser på grund af den umodne pandelap, så de kan ikke selv stoppe deres følelser, når først de er løbet af med dem. De har brug for en voksens hjælp til at regulere dem. Ved at blive hjulpet, trøstet og beroliget udvikler barnets hjerne sig til selv at kunne", fortæller Rikke Winckler.

Hvis du – i stedet for at råbe ad dit barn, når han ikke vil tage skoene på og true med straf og eder – guider og viser dit barn, hvad han skal i stedet, så undgår I nemmere at komme ud ad døren på en måde, der sætter sig negativt i både dig og dit barn.

"Kom med venlighed i stedet. Sæt dig for eksempel ned hos dit barn og sig: Hov, hvad laver du nu? Det var jo ikke det, du skulle? Og barnet siger måske “Hvad skulle jeg mor?” “Du skulle tage sko på”. Så har du fået kontakt med dit barn", fortæller familierådgiveren.

Det lyder nemt nok – men hvad så hvis barnet stadig ikke vil tage sko på? Han er jo lystbetonet og vil hellere lege.

"Så prøv at give ham en valgmulighed. Sig: “Vi skal af sted nu. Vil du have sko eller jakke på først?” Giv barnet indflydelse. Børn, der bliver bestemt meget over, kan blive mere oprørske," siger familierådgiveren.  

Læs også: Personlighedstest: Hvilken type er dit barn?

Vær en talende sko

Hvis du har et mindre barn, kan det også være en god idé at lege jer ud af situationen. Måske kan skoen tale? “Hej med dig, jeg er Søren Sko, hvor skal jeg være?” Skoen springer måske op på barnets hoved, og sammen kan I grine af den fjollede sko, som slet ikke ved, at den skal være på foden. Dit barn kan helt sikkert vise, hvor skoen hører til.  

"Det kan godt være, du føler dig som en tosse, når du sidder der i børnehavens garderobe og taler med musestemme og lader som om, du er en sko. Men prøv det gerne af hjemme og se, hvad der sker. Du bliver garanteret positivt overrasket", siger Rikke Winckler.

Samme trick virker også, hvis dit barn er gået i flitsbue lige uden for blå stue, fordi han virkelig ikke gider hjem. I hvert fald ikke med sko og jakke på, og han skriger i vilden sky og sparker som en verdensmester i karate. Du ser dig flovt omkring – kigger alle de andre voksne ikke på dig nu?

"Børn er styret af deres følelser. Voksne er tit optagede af, at børn skal lære at opføre sig ordentligt, men forudsætningen for at kunne opføre sig ordentligt er, at man kan styre og regulere sine følelser", siger Rikke Winckler.

Det er her, at kontakt, valgmuligheder og talende sko bliver brugbare tricks. Hiv dem op af hatten i stedet for at blive vred og irriteret, for helt ærligt; hvad er mest flovt? At tale som en sko – eller hive et skrigende barn med ud ad børnehaven?

"Børn, der bliver råbt meget ad og får meget skældud, kommer (også) i alarmberedskab i hjernen. De kan ikke høre os. De får mere travlt med at passe på sig selv og forsvare sig. De råber tilbage, gemmer sig, løber væk, kigger ned i gulvet. Vi bliver deres fjende, fordi deres hjerne også er røget i fight, flight and freeze," forklarer Rikke Winckler. 

Find din stopknap

Hvis du imidlertid ved, at der er situationer, hvor du har tendens til at råbe eller miste besindelsen, så kan du faktisk planlægge dig ud af en heftig reaktion. Sker det oftest om morgenen, når dit barn er for langsom, og I skal ud ad døren?

Er det snarere en udfordring af putte dit barn uden at ende som en vred (og træt!) forælder? Måske bliver du sur, når dit barn ignorerer dig? Overvej, hvornår du bliver udfordret på dit temperament, og forestil dig, at du har en stopknap for vreden, foreslår Rikke Winckler.

Hvad kunne du for eksempel gøre for at trykke på stopknappen, når vreden begynder at gøre indtog i din krop?

"Måske skal du tælle til ti, når du bliver vred eller tage nogle meget dybe vejrtrækninger. Det kan være, du skal sige til dig selv: “Det er ikke en løve, der angriber os, det er ikke en bombe. Det er bare et barn, der ikke gider at sove”. For andre kan det måske virke bedre at gå ud af rummet for at køle ned", siger Rikke Winckler.

Formålet er at få hjernen ud af kamptilstanden og tilbage til et roligt sted med overblik. Find ud af, hvad der kunne være din stopknap, men beslut dig for det, inden du står i situationen, så du ved, hvordan du skal håndtere din vrede næste gang, så du undgår at råbe – eller ligefrem eksplodere. Find derefter et mantra, der passer på dig, foreslår Rikke Winckler.

Et mantra, der giver dig en tro på, at du kan håndtere den situation, som gør dig vred.  Et mantra er en sætning eller to, der fortæller dig, hvordan du gerne vil være. For eksempel: “Jeg er rolig og kærlig”, “Jeg taler pænt uanset hvad” – eller måske sætningen fra før: “Det er ikke en bombe”.

Find mantraet frem inden sengetid (hvis det er den situation, der trigger vreden hos dig), tag et par dybe vejrtrækninger, og gentag dit mantra for dig selv nogle gange – eller når du begynder at blive vred. Du har lavet en plan, du prøver virkelig, du har alle intentionerne, og din plan virker også de første gange, du tester den.

Men på tredjedagen ryger både de dybe vejrtrækninger og dit støttende mantra langt ud til højre, for dit barn hører STADIG ikke efter. Hvad gør du så?

"Du prøver igen i morgen. Det vigtigste er ikke at undgå at falde i, for det kommer du højst sandsynligt til. Også mere end én gang. Det handler om at kunne rejse sig igen", siger Rikke Winckler.