Far leger vildt – heldigvis!
Fars vilde lege giver glade børn med god kropsbevidsthed! Måske skulle du lige aflure ham trickene her?
Første gang jeg gav min søn en lufttur, gispede min kone og kiggede på mig, som om jeg lige havde afsikret en håndgranat. Hun er ellers ikke en sart kvinde. Men synet af tre måneder gamle Aksel, frit svævende i luften, fik hende alligevel til at udbryde: “Tror du ikke, det er lidt for vildt?”
Aksel selv brød ud i et stort, tandløst grin, da jeg greb ham – og det er der en god grund til: Små børn, selv de helt små, elsker nemlig at lege vildt. Og hvis du som forælder tør give slip på bekymringerne, er der store gevinster at hente for dig og dit barn.
– Vild leg giver glade, harmoniske, velfungerende børn med større appetit – og så sover de også bedre, fortæller ergoterapeut Mette Wainer Wegloop, som er ekspert i børns motoriske udvikling og dagligt underviser forældre i at tumle med deres små poder.
– Hovedreglen er bare, at legen skal foregå på børnenes præmisser. De bestemmer! Hvis børnene synes, det er sjovt at lege vildt, skal du bare give los.
Leg vildt – og få ro
Husk at tumle med
Ikke en Michael Jackson
10 vilde lege der får din unge til at hvine af fryd (og måske gør dig selv en anelse forpustet)
BABY
Snurretur med storken
Bred lagnet ud, og læg barnet midt på lagnet i længderetningen. Saml lagnets ender ved at vikle to hjørner om hver hånd. Løft lagnet op, så barn og lagen er helt fri af underlaget. Kryds dine arme ind foran hinanden på skrift – så begynder barnet automatisk at snurre rundt. Tempoet i legen kan godt varieres.
Pariserhjul (Fra 7 mdr.)
Sæt dig på gulvet med bøjede ben. Placér dit barn på dine fødder, så det støtter ryggen mod dine skinneben, mens du holder omkring barnets brystkasse. Sving nu din pode henover dit hoved, mens du lægger din ryg ned på gulvet. Du skal svinge barnet så langt tilbage, at det lander på sine fødder bag ved dit hoved – du roterer det altså en halv omgang. Derefter tager I turen tilbage, så barnet lander i udgangsposition.
1-2 ÅR
Gå på store fødder
Barnet stiller sig på dine fødder. I holder hinandens hænder, mens du bevæger dig rundt. Variér skridtenes længde, højde og udsving. Du må gerne gå både baglæns og forlæns.
Trillebør
Barnet lægger sig på maven på gulvet. Spred bolde eller andet spændende legetøj ud på gulvet. Tag fat omkring barnets lår, og løft op i benene, så barnet støtter på sine hænder. Skub lidt gang i trillebøren ved at flytte lidt rundt på vægten, mest fra side til side. Når bevægelsen er i gang, skal barnet samle ting op undervejs. God leg for børn, der lige har lært at kravle.
2-3 ÅR
Vaterpas
Lad barnet gå op ad din krop, mens I hele tiden holder hinanden i hænderne – og holder jeres hænder i samme position. Barnet skal bevæge sig så langt op, at det til sidst har sine fødder på hver side af dine skuldre. Det vil sige, at barnet nu hænger med hovedet lidt nedad og benene strakt helt ud. Når barnet skal ned igen, lader du det slå en slags kolbøtte, så det lander på fødderne foran dig.
Flyvende tæppe
Bred et tæppe ud på gulvet, og lad barnet sidde på midten af det. Tag fat i barnets ankler, og gør klar til takeoff. Barnet må ikke støtte med sine hænder i gulvet. Træk nu tæppet og barnet rundt i stuen. Det skal være vildt og varieret med hurtige skift i både tempo og retning, så den lille krop kommer på balanceprøve.
3-4 ÅR
Slangeslalom
Lav en slalombane med god afstand mellem forhindringerne. I stiller jer på alle fire bag hinanden – højst tre personer – og tager fat om hinandens ankler, så der dannes en slange. Nu kravler den lange slange gennem banen. Hvis der er flere børn og voksne, kan slangeslalom bruges som en sjov konkurrence.
Siamesiske tvillinger
Dan par med dit barn, og beslut, hvilken kropsdel, der skal være forbundet med hinanden – eksempelvis ben mod ben. Prøv så at gå forlæns, baglæns, dreje rundt, hoppe, lægge jer ned og rejse sig igen. Denne leg kan også fungere som en konkurrence til for eksempel fødselsdage.
4-5 ÅR
Siddefodbold
Sæt jer på gulvet, to-fire personer, og spark så en ballon mellem jer. Der må kun bruges fødder, men I må godt støtte med hænderne i gulvet. Det gælder om at holde ballonen i luften så længe som muligt.
Omvendt pudekast
Barnet lægger sig på gulvet på maven, og du placerer en lille pude på gulvet ved barnets fødder. Barnet skal nu forsøge at samle puden op fra gulvet med sine fødder og kaste den så langt væk som muligt henover hovedet.