Far-søn-tur til Berlin: Bratwürst, burger og bold

Berlin er jo en skøn by, og jeg har vel besøgt den tyske hovedstad tyve gange efterhånden, men det er første gang sammen med min søn, Otto.

Nu står jeg så der i lufthavnen med den ældste af ungerne så stor, at han faktisk kan flyttes væk fra den hjemlige matrikel uden bleer, barnevogn og babymad. Som et spirende menneske og rejsemakker de næste par dage, der faktisk kan få noget meningsfyldt ud af en weekendtur til Berlin. Byen, der har denne her fantastiske stemning og blanding af ny og gammel kultur og historie. Noget lidt skævt og kantet og så er den dejlig billig og børnevenlig.

Der er pakket en stram, lille kuffert til de knap tre dage. Rigtige rock ’n rollere behøver ikke meget skiftetøj til en vild weekend i Berlin. Ind i en taxa og af sted mod hotellet. Vi har et stramt program. Hovedårsagen til turen er en fodboldkamp lørdag aften på Det Olympiske Stadion. Fodboldture er normalt for mænd i grupper, der trænger til et afbræk og alt for mange øl. Men nu er den stemning skiftet ud med en forventningsfuld seksårig. Det kan kun gå for langsomt med at mærke byens puls og ramme Berlins gader!

ER TYSKERE ONDE, FAR?

Der er helt indlysende plusser og minusser. Eller rettere – forskellige forventninger, der skal gå op i en højere enhed. Berlin er overordentlig rig på historie, men mange børn er opdraget til at se museer som en kedelig omgang. Men historie kan godt tale til børn – også den mere grusomme af slagsen. Ordene skal dog vælges med omhu og uden for mange maleriske forklaringer. Den slags eksplicitte ondskab bør børn, efter min mening, ikke præsenteres for, men grundfortællingen kan man godt forklare en dreng på seks år. At Tyskland i en periode var styret af en ond mand, der ville slå alle jøder ihjel.

“Er tyskerne så stadig onde,” spørger han ængsteligt. Døden har han svært ved at forstå og håndtere, og hvem har egentlig ikke det?

“Nej, det er de ikke. Det er mange år siden, og de tyskere, der lever i dag, er gode mennesker, der ikke gør sådan noget. Men det er vigtigt, vi taler om de dårlige ting, som mennesker har gjort før i tiden. Så vi husker dem, og ikke gentager dem,” svarer jeg.

Vi ankommer til hotellet allerede kl. 8:00. Der er en lang dag forude. At vi fløj med SAS og bor på SAS Radisson Blue er en tilfældighed. Hotellet er valgt, fordi jeg har boet der før. Prisen er fair, servicen fremragende og deres morgenmadsbuffet et lille eventyr for sultne børn at bevæge sig rundt i. Det ligger centralt i Mitte lige ved Museumsøen, men prikken over i’et er det 25 meter høje akvarium i receptionsområdet. En glassilo fyldt med tropiske fisk og et syn, der – som håbet – får Otto til at gå bagover.

Første punkt på programmet er Lego World ved Potsdamer Platz. Otto er vild med de små klodser, og der går hurtigt et par timer i dette lille aktionland i kælderetagerne under det store Sony Center. Et godt råd: Kom tidligt eller sidst på dagen med mindre du bare synes, lange køer er det fedeste koncept i hele ver.

På vejen klapper vi et stykke af den gamle Berlinmur ved Checkpoint Charlie – og lige ved siden af er der en byggetomt plads med et højt træhegn rundt om. Otto ser sandkassesand og smutter igennem en lille port, og på den anden side mødes vi af et stykke typisk Berlin. Pladsen er forvandlet til en sandstrand med små strandboder og over en saftig burger, taler vi om, om børnene i det delte Berlin måske stadig kunne lege sammen. Og hvad den mur egentlig skulle til for – for Otto kan jo godt se, den var for høj til at man kunne kravle over den, hvis nu man lige fik sparket en bold over, eller kom til at tage noget fra en legekammerat og kastede det over for at se, hvor langt det kunne flyve.

DEN DER KRIG

Man får sin pædagogiske sag for, når man skal lynforklare 2. verdenskrig, Den Kolde Krig og Berlinmuren til en seksårig uden at fremstille verden som et alt for ondt sted. Jeg kan ikke læsse for mange informationer på ham, men jeg er bevidst om, han skal fortælles om historien i afmålte doser. Når drenge på seks år får julelys i øjnene, når de taler om bazookaer og kampfly, så handler det ikke om fascinationen af krig, men blot fordi, det virker sejt og stort. Det er noget, de leger. Jeg forsøger at forklare ham om konsekvenserne af krig. Huse, der styrter sammen, skoler der brænder og de steder voksne går på arbejde bliver ramt af bomber og bygget op igen. Børn bliver væk fra deres forældre, og det er svært at få mad. Eller at voksne kan tro så meget på deres egne idéer, at de er villige til at bygge en mur, der deler en by i to og splitter familier.

“Voksne gør mærkelige ting,” konkluderer han. Otto min dreng – du har sandelig ret.

Resten af dagen går med besøg i Aqua World en karre fra hotellet. 46 tanke og akvarier afsluttes med en elevatortur op gennem den store akvariesilo på SAS hotellet. Otto er vild med det, og alene tanken om elevatorrejsen gennem vandsiloens indre gør, at han dårligt har tid til at se på de øvrige akvarier. Vi tager udstillingen i sprint.og efterfølgende proklamerer han dog, at han trænger til at slappe af. Så vi tager derfor en times kanalsejlads og får set Rigsdagen og snakket lidt om, hvem der egentlig bestemmer.

Mørket er faldet over Berlin, da vi endelig er tilbage på hotellet, og Otto hældes under dynen som en klat virkelig træt marmelade.

WURST OG LEG

Lørdag morgen er vi er klar til Berlins hipster-mekka. Efter en cykeltaxatur i hæsblæsende fart ud af Unter der Linden ned til Brandenburger Tor og det jødiske monument, finder vi lørdagsmarkedet ved Kollwitz Platz i Prenzlauer Berg samt legetøjsbutikken ’Onkel Phillips Lege Laboratorium’. Onkel Philip går smilende omkring i kedeldragt og dykkerbriller i sin legetøjsbutik, der er proppet med gode sager fra gulv til loft. Dog ingen Pokemon-kort, konstater Otto lettere bestyrtet. Han overgiver sig dog til butikkens gak og løjer, og står på hovedet i en kasse for at hale en lille Lego-mand op. Figuren viser sig at være en sjælden jedi-ridder fra Star Wars, og så er lykken gjort! Få hundrede meter fra legetøjshulen er markedet, der er en betagende gadebazar af madboder, blomsterhandlere, kunst og kultur og alt derimellem.

Otto smager tøvende på den lokale slagters salamisandwich, men ender med at spise to. Vi spiser også noget kage, kværner en is og jeg drikker en god kop kaffe. Rundt om markedet ligger et parkanlæg med aldersinddelte legepladser. Flere bands står rundt omkring og spiller alt fra Bob Dylan-klassikere til glad jazz i børnehøjde. De lokale familier indtager deres frokoster på græsset, og de barnløse indtager et glas hvidvin bag solbriller. Tømmermænd gætter jeg.

Tanken var egentlig bare at runde markedet hurtigt, men vi ender med at tilbringe det meste af dagen der i de hyggelige omgivelser og finder flere små, listige butikker med børnetøj og andet nutteri fra den hylde.

HOTTER OG BOLD

Vi går trætte tilbage til hotellet, hvor Otto hører David Bowie og hopper i sengen for at bevise, at han ikke er træt, men ender så alligevel med at nappe en lille morfar på et par timer. Vi vågner ud på eftermiddagen, og vi gider faktisk ikke til fodboldkampen, selv om det er den kamp, der er den egentlige årsag til vores tur. Nå, men afsted skal vi! Der er 62.000 mennesker til kampen, og Otto holder godt fast i min hånd. Han følger interesseret med i første halvleg, og da pausefløjtet lyder, spiser han en hotdog på et minut. Jeg tager tid. Han er især fascineret af de rullende ketchup og sennepsvogne, og han bliver en anelse imponeret, da jeg fortæller ham, at tyske fodboldfans ikke spiser ketchup. Det er for børn. Til gengæld spiser de meget sennep.

“Det var da heldigt,” siger han, ”for børn gider ikke at spise sennep. Det lugter, og man får ondt i maven.”

Han kigger bekymret på min hotter, der i den grad sejler i sennep.

“Er det ikke stærkt, far?”

“Overhovedet ikke Brille”, siger jeg med min bedste Onkel Reje-stemme.

Jeg tørrer en tåre bort, mens han ikke ser det. Han har heldigvis øjnene på kampen, hvor der bliver scoret igen og igen.

Kampen slutter først klokken 21, og før vi har rundet souvenirbutikken og fundet vej gennem menneskemængden til en ledig taxa, er det en meget træt lille mand, der sidder på bagsædet. Faktisk så træt, så vi må holde ind til siden en kilometers penge, før hotellet. Han er overbevist om, at hans tunge øjenlåg er et tegn på køresyge og vil ud i den friske luft. Det skal lige nævnes, at taxaerne er en god grund til Berlins børnevenlighed. Der er mange af dem, og en tur tværs gennem byen koster, det samme som startgebyret hos en dansk hyrevogn.

Den sidste bid vej sidder han på mine skuldre, mens han tæller stjerner og taler om farverne på det AirBerlin fly, der skal flyve os hjem næste morgen, og fraværet af is på denne tur.

So ist das Leben med far på tur.