Charter-sjakket
Sol, pool, liggestol. Når jeres familie holder ferie, vil I slappe af. Bade med ungerne og nyde familielivet i vældige doser – uden at lave mad og gøre rent, vel at mærke! Ellers er det jo ikke ferie, vel?
I er vilde med charterkonceptet, for I foretrækker en tryg, ukompliceret og forudsigelig ferie. Ja tak til et komfortabelt hotel, dasedage og mulighed for at købe mad døgnet rundt uden at bevæge jer væk fra resortområdet.
I er typerne, der under ingen omstændigheder vil risikere at stå uden hotel midt i ferien, fordi I ikke fik booket hjemmefra. Du orker ikke at være problemløser i din ferie og fikse et puslebord af drivtømmer og din sarong.
Nej, basale fornødenheder skal befinde sig lige om hjørnet, og hvis maskotterne Lollo og Bernie bliver juniors bedste venner, er det helt i top. Når du holder ferie, er det for at puste ud fra den hektiske hverdag i en liggestol, mens børnene plasker i poolen. Charterferien kan du regne med.
Konceptet fungerer – så længe der ikke lige bliver bygget en ekstra fløj på resortet eller – oh, skræk og rædsel! – det regner, lige netop den uge I er på Rhodos.
Det går I efter:
Tryghed, genkendelighed, glæde. Som charterturister er I ligeglade med, om rejsen går til Korfu eller Kreta, så længe der er sol, pool og uanede muligheder for afslapning. Måske rejser I til samme destination igen og igen og booker jer sågar ind på et velkendt hotel.
Her kender I de hyggelige butikker og alle tjenerne, og I glæder jer til gensyn med yndlingsrestauranten. Hvorfor lave noget om, som fungerer?
Rejsemål:
Mallorca og de græske øer – og om vinteren de Kanariske Øer og Thailand.