Lægen sagde, at Kristin aldrig ville få børn – men så fik hun tvillinger ad to omgange

I 14 år boede og arbejdede Kristin Ljungdahl i Los Angeles. Hun havde en karriere og elskede livet der. 

Men da alle hendes venner var blevet gift og havde fået et eller to børn, følte Kristin, at det var på tide at vende hjem. Hun var 32 år og længtes efter at blive mor.

Læs også

Line mistede sin forældre og blev ung solomor: "Hugo fjerner fokus fra min sorg"

"Jeg var færdig med LA og følte mig klar til næste skridt i livet," siger hun.

I efteråret 2013 mødte hun den 12 år ældre Daniel og blev forelsket.

"Hans familie er fra Kroatien, og han var meget international i sin opførsel og mindede mig lidt om livet i Los Angeles. Daniel er en rigtig gentleman, utrolig opmærksom og romantisk. Det faktum, at han allerede var far, så jeg som en bonus. Jeg blev tiltrukket af hans omsorgsfulde kvaliteter. Han så andres behov og var ikke så optaget af sig selv," siger Kristin, 43.

Helt fra begyndelsen af deres forhold understregede Kristin over for Daniel, hvor vigtigt det var for hende at blive mor og stifte familie. Daniel havde ikke samme stærke ønske, men glædede sig til at udvide familien med en eller flere søskende til sin søn William.

De flyttede sammen i foråret 2014, og Kristin blev gravid stort set med det samme.

"Det var meget dejligt og spændende. At blive mor var jo alt, hvad jeg havde drømt om. Jeg var begejstret og forventningsfuld."

I uge ti blev hun ultralydsscannet, men der var ikke noget tikkende hjerte. Kristin var knust og fik hjælp til at udstøde det døde foster.

"Måske var jeg naiv, men jeg havde ikke forestillet mig, at jeg kunne abortere spontant. Det lå ikke i kortene. Jeg var så frygtelig ked af det, og jeg skammede mig, syntes, jeg var mærkelig og følte mig anderledes. Alle omkring mig fik jo børn på samlebånd."

Snart blev Kristin gravid igen, men også denne gang endte det med en tidlig abort. Og så endnu en. I løbet af et halvt år var hun blevet gravid tre gange, men det var endt på samme måde alle tre gange.

"Nu blev jeg virkelig bekymret og mistede modet. Jeg blev jo så let gravid. Hvorfor kunne jeg ikke holde på graviditeterne?" siger Kristin.

En hård dom

Efter den tredje abort opsøgte hun en fertilitetsklinik for at blive undersøgt. Kristin mødte en gynækolog, som hverken var pædagogisk eller empatisk.

"Jeg følte, at der blev sat spørgsmålstegn ved mig. Der blev taget prøver, og alt så fint ud til at begynde med. Men så kom dommen: Jeg havde en ”stærkt reduceret ægreserve”."

Kristin fik at vide, at hun var på vej ind i overgangsalderen, og at hendes chancer for at få børn, selv med reagensglasbehandling, var minimale.

Læs også

Lillian har hjulpet børn til verden i 40 år: Så meget har ændret sig, siden du blev født

"Jeg fik at vide, at jeg skulle indstille mig på ikke at blive mor. Jeg troede ikke, at det ville være muligt for mig at komme ovenpå igen efter det. Og jeg ved ikke, om jeg ville have rejst mig, hvis jeg ikke havde været så heldig at blive mor senere. Jeg var helt knust," siger Kristin.

Hun fortæller, at hun kollapsede midt på gaden efter det besøg. Hun følte, at hun lige så godt kunne dø.

Kristin var knust, men hun opsøgte andre læger. Og hun blev ved med at blive gravid. Og blev ved med at abortere. Gang på gang.

Hun følte sig både ældgammel og skamfuld. Hun lagde sin kost om, begyndte at gå til akupunktur, tabte sig ti kilo, googlede og læste alt, hvad hun kunne komme i nærheden af.

"Vi forsøgte at få reagensglasbehandling i privat regi, men klinikken ville knap nok gå med til det, fordi mine chancer var så små. Det havde de selvfølgelig ret i, for de kunne ikke få et eneste æg ud. Til sidst kom vi i kø til offentlig behandling, og de sagde det samme: Mine chancer var minimale."

Lægen, som havde taget nye prøver, lavede en ultralydsscanning på Kristin og blev pludselig tavs et øjeblik, inden han konstaterede, at det alligevel så bedre ud, end de havde forventet.

"Han konstaterede, at jeg havde mange æg i netop denne cyklus, måske til og med dobbelt så mange som forventet."

Nyt håb

Efter to år med tårer, fortvivlelse og håbløshed fik Kristin endelig en smule håb tilbage. Kristin begyndte på en behandling med en næsespray, som skulle blokere ægløsningen. Hun fik at vide, at når hendes menstruation var på vej, skulle hun begynde med indsprøjtninger for at stimulere ægblærerne. Men dagene gik, og hendes menstruation kom aldrig.

"Endnu en gang blev jeg gravid, men jeg var helt sikker på, at det også denne gang ville ende med en spontan abort. Jeg havde ingen tillid tilbage til min krop, og min selvtillid var helt i bund."

Men graviditeten fortsatte, og ved den næste ultralydsscanning blev det bekræftet, at der var ikke bare ét, men to bankende hjerter.

Da tvillingegraviditet er forbundet med øget risiko, fulgte måneder med hyppige kontroller.

"Det var fantastisk at høre og se fostrene vokse. Men det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg var i en risikogruppe. Jeg var skrækslagen under hele graviditeten, havde svært ved at nyde det og turde ikke slappe af og give mig hen."

Efter 36 uger fyldt med uro kom tvillingerne endelig ud.

"Det var en ubeskrivelig følelse endelig at blive mor og have Noel og Leon på mit bryst. Tænk engang, at jeg endda havde fået hele to. Jeg var så lykkelig!"

At få flere børn var ikke engang noget, hun turde tænke på, så da tvillingerne var syv måneder, og hun fik endnu en positiv graviditetstest, troede hun ikke på, at det var sandt.

"Jeg tænkte, at der var stor risiko for endnu en abort. Jeg så det bare som et utroligt held, at det var lykkedes med tvillingerne. Samtidig ville det være fantastisk at få et tredje barn."

Kristin havde efterhånden lært sin krop at kende og genkendte symptomerne på graviditet. Denne gang havde hun også rigtig meget kvalme. Hun tog drengene med i dobbeltvognen til en ultralydsscanning.

Læs også

Som lille ville Mira helst kun ligge på ryggen – men forældrene ville ikke acceptere lægernes besked

Kristin syntes, at scanningen tog lang tid, og jordemoderens tavshed gjorde hende kun mere sikker på, at hun havde aborteret igen. Så sagde jordemoderen, at der var tvillinger.

"Jeg kiggede stolt på drengene i barnevognen og sagde: ”Ja, det er tvillinger”. Men så sagde jordemoderen: ”Nej, der er tvillinger i maven”. På skærmen viste hun mig, at der igen var to tikkende hjerter. Jeg troede ikke, det var muligt.

"Da jeg ringede hjem til Daniel, nåede jeg ikke at sige noget i telefonen. Han sagde bare: ”Sig ikke, at det er tvillinger igen.” Hvad er oddsene?" siger Kristin og griner.

Enorm revanche

Og så blev Kristin og Daniel forældre til endnu et sæt tvillinger, denne gang pigerne Nelly og Lilly. Kristin fortæller om den første tid med fire små. Søvn blev der ikke meget af. Men samtidig svævede hun på en lyserød sky.

Kristin tror, at der var nogen deroppe, som havde set hende og ønskede, at hun skulle have mange børn.

I dag er børnene henholdsvis syv og fem år gamle, og det er vigtigt for familien at have rutiner, for at hverdagen kan fungere.

"Åh, hvor har jeg måttet kæmpe! Men tænk, hvilken sejr jeg har vundet. Det føltes som en kæmpe revanche for alle de gange, jeg fik at vide, at jeg ikke kunne blive mor. Så fik jeg fire smukke børn! Jeg føler mig så ydmyg og taknemmelig."

Da Kristin selv kæmpede med barnløshed, ville hun ønske, at hun kunne have talt med nogen, som havde de samme erfaringer og kunne give råd. Hendes drøm er at skrive en bog om sine erfaringer om længslen efter børn og ikke mindst om, hvordan sundhedspersonale bør tænke over, hvordan de møder patienterne.

"Jeg opsøgte faktisk den første fertilitetsklinik, som havde sagt til mig, at jeg ikke kunne blive mor. Tænk, hvis jeg bare havde lyttet til den ene jordemoder og var holdt op med at prøve. Så havde livet ikke været værd at leve."

Hvad er det absolut bedste ved at være mor?

"Al kærligheden og bekræftelsen, at kunne forme de små mennesker og se dem vokse op. Det er dejligt at se søskende sammen. De er meget loyale og omsorgsfulde over for hinanden, og alle har altid en kammerat."

Hvad er den største udfordring?

"At de alle fire er nogenlunde lige gamle og har brug for de samme ting. Der er fire lige stærke viljer, og det er en udfordring at give alle lige meget tid og anerkendelse, både til dem som gruppe og til dem individuelt. Det der med at få livets puslespil til at gå op…"

Hvordan har det påvirket jeres forhold at gå fra to til nu at være seks i familien?

"Det var jo mest mit ønske, men jeg er så taknemmelig for, at Daniel har været ved min side på hele denne rejse. Det er klart, at vi ikke har meget tid til os selv. Lige nu sover alle fire børn i samme seng som os. Men vi har en babysitter nogle gange, og vi får mere tid på tomandshånd, når børnene bliver lidt ældre."