TJEKLISTE MOD ALLERGI
Hvordan er jeres indeklima?
Hvor mange gange har du luftet ud med gennemtræk i løbet af det sidste døgn? Lav en plan, som kan sætte system i dine udluftningsvaner. Husk: Luft ud ved gennemtræk 5-10 minutter tre gange dagligt.
Hvor gamle er jeres madrasser?
Gå husets madrasser igennem. Hvor gamle er de? Hvor mange gange er de gået i arv? Er der brug for nye madrasser? Husk: Nyt barn – ny madras, hvis du vil mindske mængden af husstøvmideallergener. Husstøvmider trives rigtig godt i gamle madrasser. Bruger I rullemadras? Har I rullemadrasser på jeres senge? Er det længe siden, de sidst er blevet vasket? Så husk at få dem i vaskemaskinen. Bruger I slet ikke rullemadras, så er det en god idé at investere i nogle, måske i dag? Husk: Rullemadrasser kan vaskes i modsætning til madrasser, derfor ingen madras uden rullemadras!
Hvornår har I sidst vasket dyner og puder?
Er det mere end tre måneder siden? Så se at få dem vasket. Rullemadrasser, dyner og puder skal vaskes ved 60 grader for at slå husstøvmiderne ihjel. Husk: Husstøvmider trives godt i sengemiljøet.
Hvornår har I sidst gjort rent?
Er det mere end en uge siden, så er det i dag, I skal finde støvsuger og støvklud frem! Husk: Rengøring en gang om ugen giver et bedre indeklima. Husk også at lufte ud efter rengøringen.
Hvor tørrer I tøj?
Gå jeres vaner for tørring af tøj igennem. Tørrer I som regel tøj indendørs, så undersøg, om det i stedet er muligt at installere en tørretumbler og/eller at tørre tøjet udendørs. Husk: Tøj bør ikke hænge til tørre indendørs, da det giver fugt i boligen.
Er der fugt i jeres bolig?
Husk jævnligt at gå jeres hjem igennem for fugtskjolder og bygningsskader. Rens også tilstoppede tagrender. Finder I skader, bør I få dem udbedret hurtigst muligt. Husk: Fugt giver risiko for skimmelsvampevækst.
Er der parfume i jeres produkter til huden?
Find alle produkter frem og sæt dem på køkkenbordet – for eksempel hudplejeprodukter, vaske- og skyllemiddel og rengøringsmidler. Kig dem igennem og overvej, om det er nødvendigt, at der er parfume i alle produkterne? Husk: Parfume kan give allergi, og børn bør helt undgå parfumerede produkter.
Har I dyr?
Har du allergi over for dyr, eller har dine børn risiko for at få allergi, så bør du ikke have dyr i hjemmet. Husk: Alle dyr med pels kan være allergifremkaldende. Sundhedsstyrelsens anbefaling er, at risikobørn ikke bør udsættes for dyr det første leveår, og selvfølgelig ikke hvis de har en diagnosticeret allergi over for dyr. Så der er differentieret rådgivning afhængig af hvor disponeret, barnet er.
Hvordan er hjemmets rygeregler?
Har I allerede en klar rygepolitik i hjemmet? Hvis ikke, så er det en god ide at udarbejde en rygepolitik, når der er børn i hjemmet. Husk: Rygning bør altid foregå udendørs!
Kilde: Sygeplejerske Annemarie Yde-Andersen