Gravid: "Jeg kastede op 20-30 gange om dagen"

For de fleste kommende mødre er graviditeten en lykkelig tid. Omkring ni måneder, hvor den første tredjedel måske byder på lidt morgenkvalme, ekstra træthed og et par opkastninger – men derefter en dejlig tid, hvor maven vokser, og hele den lille familie glæder sig til familieforøgelsen.

Sådan var det bare ikke for 32-årige Lene Helbo fra Aarhus. Hun er én af de cirka to procent af alle gravide, der lider af meget kraftig graviditetskvalme, hyperemesis gravidarum, som det kaldes på fagsprog. En tilstand, der gør, at den gravide bliver så syg med kvalme og opkast, at hendes liv må sættes på standby, og som i de flestes tilfælde betyder sygemelding, måske indlæggelse og i hvert fald forringet livskvalitet.

Da Lene var gravid med sit første barn, Valdemar, der i dag er fire år, var hun syg de første fire måneder, hvor hun kastede op 10-12 gange dagligt, tilbragte det meste af døgnet på sofaen og fik væske via drop på hospitalet. Så hun var forberedt, da hun i sensommeren 2015 blev gravid igen. Her satte kvalmen og opkastningerne ind, allerede da den lille spire i Lenes mave blot var fem uger gammel.

Helt op til 35 gange, talte hun og kæresten, Anders Bomholt, at hun var oppe på at brække sig på en enkelt dag, og igennem flere måneder lå hun på mellem 20-30 daglige opkastninger.

"Der har været dage, hvor jeg ikke har kunnet rejse mig selv fra toiletgulvet. Dage, hvor mine forældre eller min kæreste har måttet hjælpe mig i seng. Jeg har været så afkræftet, at det at hente noget at drikke var nok", fortæller Lene.

Gravid kvalme førte til indlæggelse

På forhånd havde Lene lavet en aftale med sin praktiserende læge om, at hun skulle tilknyttes svangreambulatoriet på Aarhus Universitetshospital Skejby, så snart hun blev gravid. Hun blev samtidig sygemeldt fra sit job som driftsleder.

"Jeg vidste godt, at mit liv ville skulle sættes på standby nu. Måske i fire måneder som med Valdemar, men jeg havde slet ikke forestillet mig, at det blev så længe", siger Lene.

LÆS OGSÅ: Læserne fortæller: Sådan slap vi af med vores graviditetskvalme

Væskebehandlingen blev sat i gang med det samme. Men selvom Lene fik væske og hvile, blev hun allerede i 10. uge indlagt med dehydrering. På det tidspunkt var hun så svækket, at graviditeten var farlig for Lenes krop og organer, og lægerne overvejede at give hende mad via en sonde.

"Der fik jeg på en eller anden måde besluttet mig for, at jeg var nødt til at spise. Også selvom det var en kamp at få noget som helst ned. Men det var nødvendigt, så en gang imellem har min mor og Anders været nødt til at made mig", fortæller hun, og beskriver det lidt ligesom dagen efter en rigtig våd fest.

"Det er den der fornemmelse, hvor man har drukket lidt for meget aftenen før. Hvor man er helt fyldt til randen og har kvalme og kaster op. Der, hvor man ikke engang kan dreje hovedet fra hovedpuden, uden at få det mere skidt. Og så skal man samtidig lige forestille sig, at man også skal spise og drikke. Helst noget sundt, fordi det er bedst for barnet i maven, selvom det ikke lige er det, man har lyst til. Så en god gang tømmermænd på otte måneder. Sådan har jeg haft det."

Et ønskebarn

Under den fire dage lange indlæggelse blev Lene scannet to gange, så lægerne kunne holde øje med, at babyen havde det godt. Og det havde han.

"Det var dejligt at se. Men det var samtidig svært for mig at forholde mig til ham, fordi jeg havde det så skidt. Jeg var vred på ham, fordi jeg var så syg. For hvis jeg ikke havde været gravid med ham, havde jeg jo ikke været syg", fortæller Lene, der på det tidspunkt havde mest lyst til at opgive graviditeten, men alligevel kæmpede hun sig videre, sammen med kæresten gennem 11 år, Anders.

"Jeg kom igennem, fordi det skulle jeg. Jeg ville jo gerne gøre Valdemar til storebror og Anders far til to. Og jeg var jo gravid med et ønskebarn. Vi havde en drøm om, at vi skulle have to børn og være en familie på fire," siger Lene.

Efter udskrivelsen skulle Lene fortsat møde op på svangreambulatoriet to til tre gange om ugen. Her fik hun væske i drop, skiftevis salt- og sukkervand, som skulle hjælpe til med at opretholde væskebalancen i kroppen. Derudover fik hun proteindrik og pulver med kalorier i til at drikke. Den behandling fortsatte helt frem til 27. uge. Efterfølgende tog hun stadig kvalmestillende medicin.

"Jeg fik at vide, at jeg skulle spise og drikke alt med kalorier, og det har jeg gjort. Men det er jo desværre ikke gulerødder, som tager kvalmen, eller som man har lyst til, når man har det dårligt. Det er heller ikke bananer. Det er chips, kiks og sodavand", fortæller Lene.

Mareridt om en alien

Omkring jul og nytår, da Lene var i 20. uge, begyndte sygdommen også at påvirke hendes psyke.

"Der røg jeg ned i et hul. Jeg syntes virkelig, jeg havde svært ved at se en mening med det hele, og på det tidspunkt havde jeg mest af alt lyst til at få en abort. Jeg spurgte også min mor, om hun ikke ville hjælpe mig med at få fjernet barnet. Hun har virkelig betydet alt i den her periode. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle være kommet igennem det uden hende og Anders", fortæller Lene, som om natten havde voldsomme mareridt.

"Jeg har drømt rigtig meget, rigtig onde drømme, hvor han spiste mig indefra. Sådan lidt alienagtigt. Jeg har fået at vide, at det er meget naturligt, for det er jo et eller andet sted det, han gør, sådan i overført betydning, fordi han har gjort mig så syg", siger Lene.

Drømmene var medvirkende til, at læger og psykologer begyndte at overveje, om Lene havde en førfødselsdepression på vej. Hun blev derfor tilknyttet et team for sårbare gravide og fik længere jordemoderkonsultationer end normalt, og samtidig blev Lene og Anders henvist til en række parsamtaler med en psykolog på spædbørnspsykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital i Risskov.

"Der væltede min verden endnu mere. Jeg var jo bare gravid. Jeg ville gerne have hjælpen, men at jeg skulle henvises til psykiatrisk hospital?"

Men efterfølgende har Lene været glad for, at de fik terapien sammen.

"Jeg har følt mig meget alene, og jeg har været rigtig sur på Anders, fordi han bare slap, og det var mig, der skulle gå og slås med det hele. Så det var på en eller anden måde rart at høre, at Anders også syntes, det var svært. Og jeg er helt sikker på, at samtalerne har hjulpet os som par, fordi vi fik talt sammen om tingene på en anden måde. For det er altså ikke mange dybe samtaler, vi ellers har haft de sidste otte-ni måneder. Det har været ren overlevelse", siger Lene.

Tvunget til shopping

Da Lene omkring 20. uge blev henvist til spædbørnspsykiatrisk afdeling, havde hun end ikke købt et par små sokker til lillebror. Det, og meget andet, fik psykologen – blandt andet ved hjælp af hypnose og samtaler – lavet om på.

"Jeg har jo hadet ham. Det er helt ærligt. Jeg syntes, han var det værste i verden. Også selvom psykologen sagde, det ikke var hans skyld, så syntes jeg jo stadig, det var hans skyld. For hvis jeg ikke havde været gravid med ham, så havde jeg jo ikke været syg."

Psykologen sagde, at de skulle købe tøj til den lille og snakke om navne. Efter en af samtalerne kørte Anders og Lene ud for at købe et par bodyer. Men det var ikke en nemt.

"Jeg følte det nærmest, som om jeg var ude for at købe stoffer. Det var virkelig grænseoverskridende for mig, for jeg var bare slet ikke der endnu. I min verden var jeg ikke rigtigt gravid", fortæller Lene.

Er du rask nu, mor?

Valdemar, som på det tidspunkt var tre et halvt, har oplevet lidt af hvert under sin mors graviditet. Som for eksempel den dag, hvor Lene kollapsede i forældrenes stue eller de utallige gange med opkastninger på toilettet.

"Han har været vidne til alt for meget, og det har jeg det rigtig skidt med. Jeg føler virkelig, jeg har svigtet ham. Men jeg har ikke kunnet gøre det anderledes, og i stedet for at lukke ham ude prøvede jeg at tage ham med. I den første tid, hvor jeg kastede op, lukkede jeg døren til toilettet. Men så stod han jo udenfor og var helt ulykkelig. Så jeg tog ham med ind, og så hjalp han mig og nussede mig på ryggen. Og nu er det faktisk helt hverdag for ham, når jeg kaster op", siger Lene.

Undervejs i graviditeten måtte Lene opgive alle sine ønsker om at holde fast i normaliteten og dagligdagen. I mere end et halvt år har hun for eksempel ikke kunnet hente og bringe Valdemar i børnehaven.

"Jeg har prioriteret at stå op og spise morgenmad med Valdemar og smøre madpakke til ham, og når han og Anders var taget af sted, vaklede jeg ind i seng og sov til om eftermiddagen, når de kom hjem igen. Og så gik jeg i seng, når Valdemar var puttet. Når jeg tænker tilbage, er det jo helt vanvittigt, hvor syg jeg har været. Og jeg tænker også på, at det nogle gange har været uforsvarligt, at jeg har været alene hjemme med Valdemar i den tid. Jeg tror, jeg kunne have kastet op i sengen og været totalt ligeglad."

Hver dag, når Valdemar kom hjem fra børnehaven, spurgte han ‘er du rask nu, mor?’

"Det har gjort ondt. Jeg føler, at jeg har valgt et andet barn på bekostning af ham. Heldigvis har han en dejlig far og nogle rigtig gode bedsteforældre, som har trukket et stort læs. Og det er helt sikkert Valdemar, Anders og vores familie, der har holdt mig oppe. Jeg har snakket med min mor om alt og fået lov til at komme af med det. Der var ikke noget, der var forkert at sige. Og så har det også hjulpet mig at have en glad treårig i huset. Jeg blev bare nødt til at tage mig sammen og se hans tegning fra børnehaven, selvom jeg ikke havde overskud til det. Så hans glade ansigt og glade væsen har hjulpet mig, og de søde sms’er fra veninderne har også været dejlige," siger Lene.

Lov til at glæde sig

Tiden gik, og bortset fra den voldsomme kvalme og de mange daglige opkastninger skred graviditeten planmæssigt frem. Lillebror havde det godt og begyndte at sparke i maven, og selvom Lene var vred over, at den lille i maven gjorde hende så syg, blev det alligevel et lyspunkt for hende:

"Når han sparkede inde i maven, og Valdemar kyssede maven, og jeg kunne se på Anders og Valdemar, hvor glade de blev, så smittede det af på mig, og på det tidspunkt gav jeg mig selv lov til at begynde at glæde mig."

Da Lene var omkring 32. uge, blev opkastningerne færre. Hun kastede nu ‘kun’ op cirka ti gange i døgnet. Kvalmen kunne dog stadig overmande hende, både i løbet af dagen, og når hun var oppe for at tisse om natten. Cirka samtidig var Lene og Anders til endnu en scanning, hvor de kunne sige hej til lillebror, som havde det godt.

"For første gang blev jeg fyldt med varme og glæde over, at han havde det godt inde i maven. Det gav mig virkelig en klump i halsen. Og føltes som en kæmpe sejr, en slags lettelse over veludført arbejde, og da vi nåede dertil, kunne jeg mærke, at jeg begyndte at kunne glæde mig til fødslen."

Klar til at føde

Her to uger før termin kaster Lene stadig op et par gange om ugen. Og følelsen af tømmermænd hænger ved døgnet rundt. Til gengæld er kvalmen stilnet lidt af, og appetitten har fået det en smule bedre. Hun er langt om længe begyndt at kunne drikke vand igen – uden bismagen af mønter, som ellers har forfulgt hende siden starten af graviditeten.

Kæresten Anders er den helt store årsag til, at hun kom igennem graviditeten.

"Anders har været min klippe. Jeg havde ikke klaret den uden ham. Han har holdt humøret oppe for os begge, og på et tidspunkt sagde han også til mig, at jeg skulle huske på, at det kun var ni måneder, jeg skulle være syg, ud af et helt liv sammen. Det hjalp mig også. Han har sagt, at han elsker mig, på trods af morgenhår, opkast og kvalme. Også selvom vi måske på det tidspunkt end ikke havde kysset hinanden i en uge, fordi jeg ikke kunne holde det ud. Så det betød, at jeg ikke et øjeblik var nervøs for vores forhold. Han har støttet mig alt, hvad han kunne, og jeg har ikke tvivlet et sekund på ham, selvom det har været røvhårdt", siger Lene Helbo.

Psykisk er Lene også ved at være klar til at blive mor for anden gang. Hun er nu så meget ovenpå, at hun glæder sig til fødslen og til lillebrors ankomst og tror på, at hun undgår den fødselsdepression, hun og lægerne frygtede på et tidspunkt.

– Fokus har været at få mig ovenpå og overleve og få vores lille familie til at have en hverdag, som var nogenlunde acceptabel. Det er lykkedes, og det er teamets skyld. Jeg er dem evigt taknemmelig, de har virkelig vendt det for mig, siger Lene Helbo.

– Det har været rigtig ubehageligt, at en graviditet har kunnet gøre sådan ved mig. At jeg blev så syg. At ens største lykke også lige pludselig er det største helvede. Nu glæder jeg mig bare til, at otte måneder i helvede snart slutter, og at vi får en lækker lille dreng ud af det. Jeg glæder mig så meget til, han kommer ud til os, og jeg glæder mig til at føde – det var jeg i hvert fald pissesej til sidste gang, siger Lene.

LÆS OGSÅ: Fingrene væk fra min gravide mave

LÆS OGSÅ: Mærkelige madvaner under graviditeten

LÆS OGSÅ: Så meget må du træne som gravid

htcove’ /]