Gravid og deprimeret: "Jeg ignorerede min graviditet og nægtede at tale om den"

Jeg sidder på en strand i Malaga og knuger mine ben. Jeg bider mig i armen uden rigtigt at mærke det og forsøger febrilsk at trække vejret. Det er, som om der ikke er noget luft. Jeg ænser knap nok, at min mand taler med mig, stryger mig på ryggen og forsøger at holde om mig. Det er svært nok bare at trække vejret.

Det er september 2010, og der er gået fire måneder, siden jeg fandt ud af, at jeg var gravid. I maj var jeg blevet gift med min kæreste gennem ni år. Vi havde holdt en kæmpe fest på et høloft i Vestjylland, hvor gæsterne havde sagt søde ord, hvor vi havde festet til de lyse timer, og hvor jeg vågnede lykkelig op i en campingvogn sammen med ham, der nu var min mand. 

Fire dage efter fandt jeg ud af, at jeg var gravid. 

Ikke planlagt glæde

Til psykolog

Ikke for mange mennesker

Jeg elsker at være mor

Igen fik jeg det skrevet ind i min vandrejournal, og min jordemor satte mig på det, der hedder ‘blåt team’, som er en mærkat til sårbare gravide, der giver en række privilegier. Ekstra samtaler med jordemor, længere indlæggelse efter fødslen og den slags. Jeg brugte det ikke, men igen var visheden om, at jeg gjorde noget med til at få mig lettere igennem graviditeten. Det, og så håbet om at det grå, ligesom sidste gang, ville forsvinde, når graviditeten var ovre. At jeg bare skulle holde ud lidt endnu.

I juni 2014 kom dejlige lillesøster Maja til verden, og igen lettede det grå, i det øjeblik hun lå på mit bryst. Hun var præcis lige så fantastisk som sin storesøster, og jeg var igen lykkelig. Det er en vild følelse igen at kunne registrere verden i farver og at sidde sammen med gode venner og være glad. Når den evne har været forsvundet.

Når jeg i dag tænker tilbage på mine graviditeter, så er der masser af ting, jeg ikke husker. Hele perioder, der er væk. Jeg kan kigge på billeder og se, at jeg var der, men jeg kan ikke huske eller mærke, at jeg var til stede. Det er, som om at det er foregået i en anden verden, hvor jeg kun har været tilskuer.

Jeg elsker at være mor, jeg elsker mine unger, jeg elsker at begrave næsen i nakken på en sovende baby, jeg elsker at lægge mig til at sove til lyden af deres åndedrag, jeg elsker at få lov til at opleve verden for første gang igen sammen med dem. Og jeg har altid tænkt, at jeg skulle have tre børn. Men nu er jeg ikke sikker. Måske engang. Men det kræver, at både jeg og min mand tager en dyb indånding og gør os klar til ni måneder, hvor jeg er trist, ikke vil være sammen med andre mennesker og ser verden igennem en grå osteklokke. 

LÆS OGSÅ: Kan du elske din baby, hvis du ikke elsker dig selv?

LÆS OGSÅ: Fødselsdepression: “Jeg elskede ikke min nyfødte bab

LÆS OGSÅ: Efterfødselsreaktion: “Jeg var bange for at gøre mit barn ond