Gravid i uge 28

Gravid uge 28: Du er nu i tredje trimester

Du er gravid i uge 28, og det betyder, at du er nået til tredje trimester. Dit barns sanser er nu fuldt udviklede.

Tillykke! Når du er gravid i uge 28, begynder tredje trimester, og du træder derfor ind i den sidste slutspurt af din graviditet. Snart skal du møde din baby, men først vil din mave vokse sig endnu større og generne igen begynde at være til at føle på. Har du været forskånet for træthed de seneste måneder, kan du mildt sagt godt forvente, at det kommer igen.

I denne uge måler junior cirka 38,5 centimeter og vejer omkring 1,2 kilo.

Gravid uge 28

Din graviditetsuge: 29. uge (28+0 – 28+6)

Din graviditet i dage: 196-202

Dit barns gestationsalder: 26 uger

Dit barns mål: 1,2 kilo og 38,5 centimeter (hoved-hæl-mål)

Dit trimester: Tredje trimester

Gravid uge 28: Din krop

Når du er gravid i tredje trimester, vil din voksende mave for alvor have fart på, og du vil opleve, at du generelt tager mere på, end du har gjort hidtil, så der er plads til din baby. Livmoderen er nu også så stor, at den presser mod de nederste ribben, og det kan føles en anelse ubehageligt.

En god, dyb vejrtrækning kan ligeledes være svær at opnå, når du er gravid i uge 28, da både livmoder og barn presser på mellemgulvet. Samtidig bruger du flere kræfter og mere energi på at bevæge dig, og du vil derfor have brug for mere ilt. For nogle gravide vil det føre til en del ubehag, men det er heldigvis helt ufarligt.

Gravid uge 28: Din baby

Skulle du gå i fødsel i uge 28, vil dit barn have gode chancer for at overleve, om end han eller hun vil have en del opstartsvanskeligheder – især med vejrtrækningen.

Selvom lungerne har god blodforsyning og har udviklet lungeblærer, der også kaldes alveoler, vil dit barn nemlig ikke kunne trække vejret uden hjælp. Det skyldes, at produktionen af proteinet surfaktant, som er nødvendig for iltudvekslingen og for, at lungerne skal folde sig ud efter fødslen, stadig er lav, og skulle en for tidlig fødsel derfor være på tale, vil man give en indsprøjtning med binyrebarkhormon, også kaldet steroider, til moderen. Indsprøjtningen vil hjælpe barnets lunger til at modnes hurtigere, og i nogle tilfælde vil man også behandle barnet ved at sprøjte ekstra surfaktant ned i dets lunger.

Forhåbentlig bliver dit barn i maven lidt endnu, og her er han eller hun lige nu travlt beskæftiget med at øve vejrtrækningsbevægelser og drikke store mængder fostervand, som udskilles gennem cirka en halv liter urin om dagen. 

Sanserne er i denne uge fuldt udviklede, og det betyder, at dit barn bliver mere følsomt over for lyd, smag, lugt og lys. Samtidig begynder junior at kunne regulere sin egen kropstemperatur, mens muskulaturen vokser, og sutte- og synkebevægelserne bliver bedre.

Er barnet en pige, vil kønslæberne stadig være meget små, og klitoris vil endnu ikke være dækket. I de sidste uger inden fødslen, vil kønslæberne vokse yderligere sammen.

Gravid uge 28: Tegn på graviditet

Er dine ben begyndt at hæve?

Når livmoderen vokser, hæmmer det blodtilførslen til og fra benene, og da dit blod samtidig cirkulerer langsommere i kroppen, når du er gravid, betyder det, at du kan begynde at hæve en del. Det gælder særligt, hvis du står meget op i løbet af dagen, eller hvis det er sommer og varmt.  Heldigvis er hævelserne fuldstændig ufarlige og vil gå over, når du har født.

Er du meget generet af hævede ben og fødder, kan det hjælpe at tage et køligt fodbad eller lægge dig med benene højt.

Sådan undgår du hævede ben

  • Træne regelmæssigt
  • Undgå at sidde med benene over kors
  • Holde benene højere end hovedet 10 minutter om dagen
  • Skifte mellem hvilken fod du lægger vægten på, hvis du står meget op
  • Rejse dig og bevæge dig minimum hvert 45. minut
  • Undgå stramt tøj
  • Bruge komfortable sko
  • Spise frugt, grøntsager og fiberrig kost
  • Bruge støttestrømper

Det skal du vide om uge 28

Når du er gravid i tredje trimester, er det tid til at meddele din arbejdsgiver, at du venter dig – også selvom han eller hun sandsynligvis allerede ved det.

Ønsker din arbejdsplads et officielt dokument på, hvornår du skal føde, kan du kopiere den øverste del af din vandrejournal og bruge den som attest.

Mange førstegangsfødende og nogle flergangsfødende vælger også at gå til fødselsforberedelse i deres sidste trimester. Her kan du blandt andet høre mere om selve fødslen, dens faser, smertelindring, og hvad du skal forberede dig på undervejs. Desuden kan du få oplysninger om, hvilke typer af smertestillende midler du kan vælge imellem, og mange steder kan du se billeder eller en video af en fødsel.

Der findes et væld af kurser, du kan tage, og det handler derfor om at finde noget, som passer til dit temperament. Spørg din jordemoder, hvis du er i tvivl, og husk, at de fleste hospitaler også tilbyder fødselsforberedende kurser.

Gravid uge 28: Sundhedstips

Fra uge 28 og frem vil du tage ekstra meget på, da din baby vil tæt på firdoble sin vægt inden fødslen. Husk derfor stadig at spise sundt og varieret, og hold dig langt væk fra slankekure.

Fordi du tager en del på i tredje trimester, kan det også være, at du må ændre dine træningsvaner. Løb kan f.eks. blive besværligt, og har du ondt i bækkenet, kan det også være, at du skal holde igen med moderat træning, der giver stød til kroppen.

Prøv i stedet med cykling, svømning eller yoga, der ikke belaster din krop lige så hårdt. Træning i vand kan desuden føles rart, fordi du her vil være vægtløs. 

Det er dog meget individuelt, hvordan gravide påvirkes af den ekstra vægt, og derfor er det også meget forskelligt, hvor meget de kan og bør træne. Føler du dig godt tilpas og uden gener, kan du fint fortsætte med samme aktivitetsniveau, som du plejer, og er du i tvivl, så tal med din læge eller jordemoder.

Til dig, der venter tvillinger

At blive forældre til tvillinger er for de fleste en stor udfordring. Nogle vil opleve, at fødslen ender i et planlagt eller akut kejsersnit, fordi børnene har bedst af denne løsning, mens kvinder, der føder vaginalt, vil opleve, at det tager uanede kræfter. Er du usikker på, hvad der skal foregå, kan det være en god idé at tilmelde dig fødselsforberedende kurser, som er særligt henvendt til flerfoldsforældre. Her tages der forbehold for jeres særlige situation og de komplikationer, der kan opstå. Flere kurser tilbyder også hjælp til, hvordan I kan klare den første tid med to spædbørn i hænderne. Noget, I sikkert vil sætte pris på til den tid.

Er du i tvivl om, hvor du skal lede, kan din jordemoder eller læge henvise dig til særlige tvillinge-fødselsforberedelser.

Gravid uge 28: Ugens tip til mor

Gå din kalender godt efter i sømmene. Tredje trimester kan kræve meget af din energi, og du ved stadig ikke, hvordan du reagerer på den nye livssituation. Sørg derfor for at have masser af plads i kalenderen og god tid til afslapning. Det bliver kun vigtigere, desto tættere du kommer på din termin.

Gravid uge 28: Ugens tip til partneren

Har du tænkt på at købe en gave, som mor kan få efter fødslen? De fleste nybagte mødre synes nok, at vidunderet i sig selv er gave nok, men hvem bliver ikke glad for lidt opmærksomhed og anerkendelse af den store bedrift, det er at bære et barn i ni måneder og at føde det – ikke mindst? Det kan også være, at din kæreste har tænkt på at købe en forældre-gave til dig.

Om eksperten

Artiklen er gennemlæst og rettet af jordemoder Stine Roswall. Hun har været jordemoder siden 2010, har arbejdet på flere hospitaler og har erfaring med alt fra jordemoderkonsultation i graviditeten til fødsler og tiden efter fødslen.

Hun har siden 2021 været jordemoder på Holbæk Sygehus, og har tidligere haft sin private jordemoderpraksis i København.

Stine Roswall er født i 1986 og bor i Rødovre med sin mand og deres to døtre.

Jordemoder gravid uge 28

Foto: Stephansen Photography