2. Doula eller coach
Privat coaching kan foregå med en doula eller en fødselscoach. Her betaler du for, at fokus er på dig og kun dig – din graviditet, dine forventninger, din fødsel og dine ønsker. Ingen hold med fælles vejrtrækning og ingen fysisk træning. Det kan være særligt godt med forberedelse under private former, hvis du har en angst med fra tidligere fødsler, som du gerne vil tale igennem, hvis du er alene om barnet eller generelt er meget utryg ved tanken om at føde.
Hvordan ser et typisk forløb ud?
Din forberedelse med doula eller coach er en mental oprustning til en af de vigtigste begivenheder i dit liv. I mødes et par gange før fødslen i et par timer, og her er målet både, at I lærer hinanden at kende, og at du får den nødvendige viden om fødslen. En doula eller coach kan være jordemor samtidig, men er det ikke nødvendigvis.
Hvad får du ud af det?
Personligt fokus, tryghed, viden og selvtillid. Alene troen på, at du nok skal klare din fødsel, vil hjælpe dig til at være mindre anspændt.
Hvordan kan du bruge det til fødslen?
Hvis du tager en doula med til fødslen, slipper du for at spekulere på, om du nu kan sammen med jordemoren, hvor mange vagtskift, du mon skal føde ind over, og om dine ønsker respekteres. Du vil have trygheden ved en kendt person ved din side. Undersøgelser viser, at trygge fødende med gode omsorgspersoner i mindre grad har brug for smertestillende medicin.
Hvem tilbyder det?
På Dansk Doula Netværk, Doulanet.dk, kan du finde en guide til godkendte doulaer i Danmark. Du kan finde en liste over fødselscoaches på Foedselscoach.dk Hvad koster det? Forberedelse hos doula eller coach koster 400-500 kroner i timen. En fuld pakke med personlig støtte før, under og efter din fødsel koster 8.000-9.000 kroner.
Kilder: Dansk Doula Netværk, Foedselscoach.dk