Heidi rejser verden rundt med sine børn: Det handler om benhårde, økonomiske prioriteringer

Jeg tør ikke alligevel, siger 3-årige Nor. I et halvt år forinden har Disney-filmen Mulan været hans favorit, og i månedsvis har vi fantaseret om og glædet os til at stå på den mægtige kinesiske mur. Men efter at have taget gondolliften derop, og forbavselsen over endelig at være der er overstået, rammes han af højdeskræk og folder temperamentet ud i fuld flor. Med en ordentligt nedsmeltning smider han sig som en skrigende flitsbue på det over 2000 år gamle bygningsværk.

Selvom man tager helt til verdens ende med sine børn, er de jo netop stadig bare børn – men der sker alligevel noget, når man er afsted på nye eventyr. I hvert fald med mine unger og mig. Rejserne igennem verdens lande ender nemlig ligeså ofte med også at være en indre rejse, hvor vi alle vokser hver især og ikke mindst tættere sammen som familie.

OPBAKNING OG PRIORITERING

Vi er taget på eventyr sammen, siden den yngste var fem måneder gammel. Enkelte gange på charterferie, men også og især længere væk og i flere uger af gangen, bare os tre. Den seneste tur var en rundrejse i Asien til Kina, Vietnam og Borneo.

Det kan lade sig gøre blandt andet fordi, jeg har et godt samarbejde med min ekskæreste med fleksibilitet begge veje til at give børnene gode oplevelser. Men derudover handler det om benhård, økonomisk prioritering, hvor vi køber færre ting og eksempelvis helt har fravalgt en bil. Hos os er flyverdragten arvet, og vi cykler til alt uanset vejret. Er det så lige sjovt altid? Nej, bestemt ikke! Forestil dig at tilbagelægge fire kilometer en mandag i januar med skoletaske, børnehavetaske, arbejdstaske og 20 kilo tungt barn bagpå cyklen plus en otte-årig ved siden af, der raser over det forbandede snevejr, der fyger ind i øjnene. I de situationer drømmer jeg om en bil.

Men så er det, vi taler om, hvorfor vi gør det. Vi taler os varme på ferieminder og drømme om den næste destination.

"Forestil dig, at det ikke er regn, men i stedet dråber fra et vandfald, der rammer dig på næsen – hvordan ser der så ud, der hvor du er?," spørger jeg børnene overentusiastisk for at vende stemningen. Heldigvis er ungerne for det meste med på legen, og indtil videre er vi enige om, at vi godt kan leve med de trælse cykelture, så længe der er en ny rejse i kikkerten.

Som den til Asien med besøget på den kinesiske mur, der faktisk endte godt. Da tårerne var tørret væk, og vi havde vænnet os til udsigten, genfandt Nor nemlig modet og legede sig fra tårn til tårn. På den tur voksede han næsten fem centimeter – i hvert fald i stolthed over, hvad han lige havde præsteret.

For et barn, der derhjemme trives bedst med tryghed og plejede at navigere i børnehavelivet ved hjælp af piktogrammer og faste rutiner, var det nemlig et kæmpe skridt. Når det, der ved første øjekast virker uoverskueligt, pludselig lykkedes og bliver en succes, så finder man ud af, hvor meget man egentlig kan. Og at det er mere, end man tror.

Det samme skete med Vilja. Inden afrejse havde hun efter en enkelt dårlig oplevelse med saltvand helt nægtet at nærme sig det igen. Men efter seks uger med fristende eventyr på havet overgav hun sig til sidst, kastede sig i bølgerne og endte faktisk ferien med at snorkle rundt på dybt hav med undervandskameraet rettet mod farverige fisk.

- For det var jo slet ikke så slemt, sagde hun med begejstring – og nu ønsker hun sig et dykkercertifikat i fødselsdagsgave.

PRAKTISK PLANLÆGNING

Når vi skal afsted er researchen altid lavet på forhånd, og de fleste destinationer, hoteller, transporter og ture er booket inden afgang. Derudover har vi altid et mindre apotek med hjemmefra, der kan kurere alt fra maveonde til udslæt og halsbetændelse. Det giver tryghed og ro at være velforberedt og have en rejseplan at holde sig til.

Noget andet, vi efterhånden har lært, er at pakke halvt så meget, som vi først tænker. De fleste hoteller tilbyder vaskeservice, og tøj og udstyr kan købes billigt undervejs. Ikke i samme kvalitet som herhjemme, men jeg køber alligevel hellere solcreme hen ad vejen end at slæbe litervis med i kufferten, for nogen gange – og især når man rejser (alene) med børn – skal det bare være nemt.

Det mest essentielle for, at rejserne bliver en succes, handler dog om noget helt andet. Nemlig noget så enkelt som at vi hjælper hinanden, og at alle bidrager efter evne og alder. Ofte kan børn jo mere, end de voksne tror – hvis de bare får lov – og for os betyder det helt konkret, at alle for eksempel selv bærer deres håndbagage og derfor hjælper med at pakke og prioritere den, så den ikke bliver for tung. Det er også oftest Vilja, der har vand med i rygsækken til os alle tre, når vi er på tur, så jeg kan tage Nor på ryggen, når de små ben trænger til en pause. Til gengæld får hun også en pose slik eller chokolade med i tasken og ansvaret for at bestemme, hvornår sukkerdepoterne skal tankes op.

På den måde får vi alle opgaver, der både udfordrer og lærer os, hvor meget vi egentlig sagtens kan. Både når det kommer til det lavpraktiske i lufthavnen og små ting som selv at skulle forvalte sine lommepenge.

’HOW MUCH?’

Det er en fast tradition, at børnene selv bestemmer, hvad de vil købe, men til gengæld skal de også selv tage kontakt til sælgeren med et ’hallo’ eller ’how much? ’

Vilja er vant til det, og for hende er det ikke længere grænseoverskridende at skulle henvende sig til fremmede på et andet sprog. Til gengæld lærer hun at mærke efter i sig selv og prioritere økonomisk, for når noget koster 100 bhat i Thailand, hvad svarer det så til i danske kroner – og synes hun egentlig, at tingen er det værd? For Nor, der endnu ikke går i skole, er selve købet til gengæld stadig en kæmpe, personlig overvindelse. Når man er den generte type, der helst ikke taler med fremmede, er to ord på et gademarked i Asien – og så endda på engelsk – en kæmpe sejr.

Til gengæld giver det alle hans souvenirs en ekstra betydning. For ligeså stille bevæger han sig fra at være en introvert lille dreng til pludseligt at kunne og ville møde verden og nye mennesker med mere mod og et helt naturligt ’hej’. På den måde, får friheden til at vælge selv og ansvaret med at skulle klare det, de små til at vokse.

AT OPDAGE VERDEN OG HINANDEN

Jeg bliver ofte spurgt, hvorfor jeg gør det. Hvorfor jeg bruger nærmest hele opsparingen på at tage på rejser, som børnene alligevel ikke kan huske i detaljer om nogle år. Så er det ikke bare spild af penge og derudover mere mit behov end deres?

Svaret er både og. Behovet er helt klart opstået hos mig. Jeg er ikke selv vokset op med at rejse, tværtimod, og nok derfor er min appetit efter at udforske verden stor. Da jeg fik min datter som 23-årig har det været et grundvilkår nærmest altid at rejse med børn.

Men det vigtige ved rejserne er ikke, om ungerne kan huske præcis hvilken ø, vi besøgte i Thailand eller hvilke ting, vi så undervejs. Det vigtigste er heller ikke at få taget et billede foran et kendt monument eller kunne krydse alle verdens lande af på en bucket list. I stedet handler det om, hvad oplevelserne gør ved os hver især og som familie.

For er der noget, der kan få os tættere på hinanden, så er det at kaste os ud på ukendt grund, og alle de der små øjeblikke, vi har sammen. Som da vi sejlede rundt på floderne i Borneos regnskov og ledte efter næseaber, sjældne fugle og vilde orangutanger. Der kan man altså som tre-årig godt kede sig lidt efter et stykke tid, og når der hverken er legetøj eller en skærm at kunne aktiveres med, så taler man i stedet sammen. Om oplevelsen, det man ser, hvordan det føles indeni, hvad man drømmer om og alt muligt andet, som der måske ikke bliver sat ord på i et travlt hverdagsliv.

Det skaber også noget særligt i mine børns relation til hinanden. Når der ikke er andre mulige legekammerater, arbejder de sig hen over aldersforskellen på næsten fire år og finder hinanden på en ny måde. Det har gjort deres forhold som søskende stærkere, og herhjemme kan de nu sagtens forsvinde sammen ind i en leg i flere timer – trods forskellighed i både alder og interesser.

ØNSKELISTEN ER LANG

Det er netop det, vi mest af alt får ud af at rejse. At vi lærer en hel masse - ikke bare om destinationerne, men i højere grad om os selv hver især og hinanden som familie. Efter hver tur kommer jeg hjem med to børn, der er vokset i deres personlighed. Som tør mere, fordi de har oplevet nye sider af sig selv, har fået ansvar og har fået øjnene op for, at ’det kan jeg altså også godt finde ud af ’.

Som eksemplet med Nor på den kinesiske mur. Siden vi kom hjem fra den rejse, har den fungeret som referenceramme hver gang, der har været en ny ting, han ved første øjekast ikke tør eller tror, han kan klare. Det kan være at lære at cykle eller røre ved en hund, der er ligeså stor som ham selv.

"Men kan du huske dengang, du stod på den kinesiske mur?," spørger jeg så – og han smiler ved tanken og husker pludseligt, hvor fedt det er at overvinde sin frygt.

Han har også et godt eksempel på selvstændighed i sin søster. Vilja er efterhånden så rejsevant, at hun på vores sidste tur helt selv henvendte sig til en familie på fire, der spillede klodsmajor, fordi hun gerne ville være med. Faren i familien var fra Italien, moren fra Frankrig, de boede i Malaysia og snakkede engelsk med hinanden. Men det generede hende ikke – for hun ved jo, at hun sagtens kan. Fordi hun har prøvet det før.

Det er den åbenhed, jeg gerne vil sende min børn ud i verden med – og rejsefeberen har vist sat sig i dem. I hvert fald skrev min datter i en skoleopgave, at det hun glædede sig mest til i 2018, var ’at opleve nye lande’. Højt på hendes ønskeliste står Chile, jeg selv vil gerne til Indien og Bhutan. Og spørger jeg Nor, er han tilfreds, bare der indgår ”roomservice og pool.” Så planlægningen til næste tur er allerede i fuld gang…