Fastelavn 2025: Her kan du slå katten af tønden rundt omkring i Danmark

Vi har lavet en liste over steder i København, Aarhus, Odense og Aalborg, hvor du kan fejre dagen med dine udklædte børn.

alt.dk logo

Listen opdateres løbende med arrangementer.

Det er snart fastelavn, og det betyder også, at børnene inden længe kan kæmpe om at blive kattekonge og kattedronning, når det igen er tid til at slå katten af tønden.

Hvis du ikke selv har tid og overskud til at holde din egen fastelavnsfest, pynte tønden og fylde den op med rigelige mængder slik, så er der mange offentlige steder, hvor dine børn kan slå katten af tønden.

Du som forælder kan endda nyde tiden, imens alle børn er optagede og slår katten af tønden. Vi vil i hvert fald opfordre til, at de voksne spiser fastelavnsboller på sidelinjen, imens I kigger på, at børnene slår bunden ud på tønden. Måske vinder de endda en eftertragtet præmie eller bliver kattekonge eller kattedronning!

Helt frem til fastelavn, som i år falder den 2. marts, kan I begynde at overveje, hvilken udklædning børnene skal have på i år. Det er en god plan at gå i tænkeboks i god tid, så de gamle klude kan nå at blive peppet op.

Vi har udvalgt nogle steder, hvor du med sikkerhed kan slå katten af tønden i de største danske byer. Men undersøg selv mulighederne i dit lokalområde.

Slå katten af tønden i København

Folkehuset Absalon

Der er altid et væld af aktiviteter i Absalon, og fastelavn er ingen undtagelse. På dagen kan I deltage i en masse sjove lege og konkurrencer, og så vil der også være fastelavnsboller, rød sodavand og kaffe til de voksne.

Hvornår: Søndag den 2. marts kl. 14.

Pris: 40 kr. for et barn og 20 kr. for en voksen

Læs mere her

Designmuseum Danmark

Designmuseum Danmark har den hyggeligste museumshave, og det er netop her, at der skal slås katten af tønden. Udover at kåre en kattekonge- og dronning, så er der bl.a. præmier for udklædning i kategorierne: Sjoveste udklædning, bedste idé og publikumsprisen.

Hvornår: Søndag den 2. marts kl. 13.

Pris: Gratis, men tilmelding er nødvendigt.

Læs mere her 

Frederiksberg Centeret

Igen i år inviterer Frederiksberg Centeret til fastelavn i samarbejde med BR. Der kåres en kattekonge og kattedronning af tøndeslagningerne, og der er fine præmier fra BR til vinderne.

Hvornår: Søndag den 2. marts kl. 10.

Pris: Gratis.

Læs mere her 

Copenhill

Når I slår bunden af tønden hos Copenhill, kan I fejre det med en kælke- eller skitur på bakken bagefter. Det er helt sikkert et hit for både store og små!

Hvornår: Søndag den 2. marts kl. 10.30.

Pris: 35 kr. pr. deltager i tøndeslagning inkl. en lækker fastelavnsbolle. Som et ekstra tilbud kan du også købe kælkning i 30 min + tøndeslagning + fastelavnsbolle for bare 75 kr. pr. deltager.

Læs mere her

Nørrebrohallen

Hvilken bedre måde at fejre fastelavn på end at se et underholdende piratshow? Det kan du i hvert fald i Nørrebrohallen, så her er et bud: Efter I slog katten af tønden, kunne I læne jer tilbage og nyde balladen?

Hvornår: Søndag den 2. marts kl. 13.

Pris: Gratis, men tilmelding er nødvendigt.

Læs mere her

Blox

Foran Blox ved Bryghuspladsen, kan du også komme til fastelavnsfest, men husk det varme tøj! Tilmeldte børn får godtepose, fastelavnsbolle og kakao eller æblejuice - og kan blive ansigtsmalet!

Hvornår: Søndag den 2. marts kl. 10.

Pris: 50 kroner.

Læs mere her

Slå katten af tønden i Aarhus

Storcenter Nord

Igen i år arrangerer Storcenter Nord i samarbejde med BR en fastelavnsfest for børn i alle aldre. Og inden selve arrangementet går i gang, kan man fra kl. 10 til 12 få lavet ansigtsmaling, lave sin egen seje maske eller tegne en flot fastelavnstegning. Efter tøndeslagningen er der også snacks.

Hvornår: Søndag den 2. marts kl. 12.

Pris: Gratis.

Læs mere her

Markedshallen Nicolinehus

Er du klar til en farverig og festlig dag? Så skal du til denne fastelavnsfest på Aarhus Ø, der byder på både fastelavnsboller, ansigtsmaling og tøndeslag!

Hvornår: Søndag den 2. marts kl. 11.30

Pris: Gratis, men det kræver tilmelding.

Læs mere her

Børnenes jord

Igen i år afholdes den traditionsrige fastelavnsfest på Børnenes og Beboernes Jord. Det fantastisk sjove ved denne børnefest er, at der skal laves larm i gaderne til optoget inden, så du opfordres til at medbringe et instrument! Lad det skøre vanvid begynde!

Hvornår: Søndag den 2. marts kl. 13.

Pris: Gratis.

Læs mere her

Slå katten af tønden i Odense

Odeon

Hvis du skal fejre fastelavn i Odense, så er Odeon et godt bud. Her kan du endda lytte til live børnemusik, og hvis du også godt kan lide at klæde dig ud, så kårer de både vindere af bedste udklædning for børn og voksne!

Hvornår: Søndag den 2. marts klokken 9.30.

Pris: 70-90 kroner.

Læs mere her

Slå katten af tønden i Aalborg

Friis Streetfood

Her er der gratis popcorn, ansigtsmaling, goodiebags fra Normal til de første heldige drenge og piger, samt gratis fastelavnsboller fra Føtex i Slotsgade til de første 80 børn.

Hvornår: Søndag den 2. marts kl. 11.

Pris: Gratis.

Læs mere her

Hvor stammer traditionen fra?

Du har måske tænkt: Hvorfor slår vi egentlig katten af tønden?

Fastelavnstønden er i al almindelighed ofte dekoreret med mange katte. Og det er der en særlig grund til, for traditionen er flere hundrede år gammel. I gamle dage var katten forbundet med onde kræfter, og der var en udbredt tro på, at en sort kat bragte uheld.

Derfor var det i gamle dage (gruopvækkende nok) levende katte, der lå i tønden. Man havde nemlig en idé om, at hvis man puttede en kat i tønden – eller to katte med haler bundet sammen – så kunne man forhindre den sorte død, altså pesten, i at indtræffe.

Når man valgte at putte en levende kat i tønden, så slog katten sig selvfølgelig, og det endte på barbarisk vis ofte med en død kat. Efterhånden gik det dog op for folk, at en levende kat ikke spreder uheld, så skikken stoppede, og de slap for tønden.

Nu er det heldigvis ikke længere en levende kat, der ryger ud, når bunden bliver slået ud af tønden. Katte fik heldigvis lov til at gå fri fra slutningen af 1800-tallet, og i dag er det slik, der i stedet ryger ud, når fastelavnstønden bliver slået itu – og kattekongen og en kattedronning bliver fundet.

I dag får de danske katte heldigvis lov til at slippe for den grumme oplevelse, efter vi har lagt skikken bag os. Så det er en langt sjovere og mere familievenlig oplevelse at slå katten af tønden, når bunden ryger af tønden.