hvorfor sover mit barn ikke længe om morgenen

"Hvorfor sover mit barn ikke længere om morgenen, selvom det er kommet senere i seng?"

Hvorfor regulerer mit barn ikke selv sin søvn, spørger en læser. Få søvnplejerske Sine Ditlev Bihlets bedste råd her.

“Hvorfor sover mit barn ikke længere om morgenen, selvom det er kommet senere i seng?”

– Tina

Ekspertens svar

Først og fremmest er det helt almindeligt, at mange børn ikke nødvendigvis regulerer en sen putning en fredag aften eller nytårsaften med at stå senere op næste morgen.

Hvis barnet normalvis får den søvn, det skal have, og barnet er vant til at komme op på samme tid hver dag, så er barnets indre ur indstillet til det.

Nogle børn oparbejder dog et for højt søvnpres, når de kommer for sent i seng. Når det sker, så når deres Adrenalin og Cortisol (stresshormoner) op på et for højt niveau, og derfor kan det resultere i for tidlig opvågning om morgenen. Det er ofte det, der sker med et barn, der får for lidt søvn over længere tid.

Sover man mindre og mindre, så kan det resultere i at man vågner mere – fordi stresshormonerne i kroppen suser rundt.

Der skal man simpelthen tænke omvendt og putte sit barn tidligere. Det handler om, at barnet skal få nok søvn og flere sammenhængende timer.

Desværre kan du ikke nødvendigvis blot putte dit barn 1-2 timer før allerede første aften. Det er oftets nødvendig at rykke rytmen stille og roligt, et kvarter til en halv time hver tredje dag, og du skal være tålmodig, for det tager to til fire uger at etablere en ny søvnrytme.

Processen hedder Bed Time Fading, og du hjælper barnet ved at regulere lys og mørke på værelset, drosle ned for aktiviteterne om aftenen og skabe et roligt miljø omkring sengetid.

Om eksperten

  • Sine Ditlev Bihlet er søvnekspert, forfatter til bogen Tryg søvn og uddannet sundhedsplejerske.
  • Hun har beskæftiget sig professionelt med børn i over 13 år som sygeplejerske, og specielt med børns søvn som sundhedsplejerske.
  • Hun har arbejdet med søvn hos børn med brandsår, børn med kræft, børn med med adhd, børn med autismediagnoser, børn, som har det svært, småbørn, spædbørn, nyfødte, for tidlig fødte og bare helt raske børn i trivsel.
  • Privat er hun gift og har tre piger på 12, 9 og 4 år.
  • Læs mere på Søvnplejersken.dk
sine.jpg