“Jeg elsker dem så højt, at jeg føler, de har ligget i min mave”

“Jeg elsker dem så højt, at jeg føler, de har ligget i min mave”

For år tilbage var Inger og Ole igennem en lang fertilitetsbehandling – uden held. I dag er de glade for, at det ikke lykkedes. De er nemlig de lykkelige forældre til Jeppe på seks år og Kristine på fire år, der begge er adopteret fra Etiopien.

Faktaboks

MOR

Inger Schmidt, 45 år,

speciallærer på en efterskole.

FAR

Ole Schmidt, 36 år, skoleleder.

SØN

Jeppe, 6 år, går i 0. klasse. Adopteret fra Etiopien, da han var 6 måneder.

DATTER

Kristine, 4 år, går i børnehave. Adopteret fra Etiopien, da hun var 8 måneder.

Inger fortæller:

Det er helt fantastisk og naturligt at være mor for to adopterede børn. Jeppe og Kristine er vores børn, og vi er bare så lykkelige for dem. Jeg elsker dem så højt, at jeg føler, de har ligget i min mave. Siden de begge var knap to år, har vi talt med dem om, at de har ligget i en brun mave. At vi blev ringet op fra Afrika om, at der endelig var kommet et lille barn, som vi skulle være mor og far til. Og at vi skyndte os at tage til lufthavnen!

Da Jeppe første gang reagerede på historien, var han fem år. Han sagde ‘det var rigtig godt, I skyndte jer, for jeg lå jo og ventede på jer!’. Og Kristine har spurgt ‘hvor er damen med den brune mave?’. Jeg svarede ‘hun er nede i Afrika, og vi kender hende ikke. Men hun har villet jer det bedste, og jeg ved også, at hun er smuk, for det er I’. Men vi kalder det ikke ‘Afrika-mor’ eller ‘biologiske forældre’. Det er os, der er forældrene.

Jeppe er rigtig stolt af at være født i Afrika. Han benytter enhver lejlighed til at sige det. Kristine er nok mere ambivalent i forhold til det. Hun har store mørke krøller, og alle hendes veninder i børnehaven har langt lyst hår. Nogle gange siger hun ‘jeg vil være født i Danmark’. Andre gange siger hun, at hun er glad for Afrika.

Men børnenes kammerater har knap nok bemærket, at de er adopterede. Jeg kan huske en sommerdag, hvor Jeppe sad ved siden af sin ven i børnehavens garderobe og skulle have sandaler på. Pludselig kigger vennen op og siger ‘Gud, du har jo brune fødder. Sig mig, er du født i Afrika?’. De havde kendt hinanden i flere år, men han havde ikke opdaget det!

Nu, hvor Jeppe går i SFO, spørger kammeraterne mere direkte. De spørger for eksempel mig ‘har du ikke født Jeppe?’. Så siger jeg ‘nej, Jeppe har ligget i en brun mave – han er født i Afrika’. Jeg kunne i lange nætter fundere på, hvordan jeg skulle svare på den slags spørgsmål.

Men det var oppe i mit hoved, det blev kompliceret – det er ikke kompliceret for børnene. Nogle gange er andre voksne kommet til at spørge på en lidt misforstået måde – mens børnene har hørt på det. ‘Er de søskende?’, kan folk spørge. ‘Ja’, siger jeg så. Det er jo ikke af ond mening, at de spørger. Men det svarer lidt til, at nogen kiggede på dine børn og spurgte dig ‘er det med den samme mand?’

Inger Schmidt, mor til Jeppe på 6 år og Kristine på 4 år.

LÆS OGSÅ: Adoption: ”Børn skal vide, hvor de kommer fra”

Sådan støtter du bedst adoptivfamilier

Vi giver dig adoptionscoachens bedste råd til, hvordan du støtter et adoptivbarn, du kender, hvordan du forklarer adoption for dit barn – og ikke mindst undgår at træde i spinaten, når du taler med adoptivforældre.

 3 gode råd til dig, der kender et adoptivbarn, du vil støtte

1. Adoptivbørn er seje – ikke ofre!

Som udgangspunkt er et adoptivbarn jo et fantastisk barn på linje med alle andre børn. Så se barnet som den, han eller hun er. Gør ikke et stort nummer ud af, at hun er adopteret. Hun er ikke et offer, men en lille sej kriger, der i nogle tilfælde ligefrem har kæmpet for sin overlevelse.

2. Respekter, at adoptivbørn har større behov for tryghed

Hvis dit barn har en legeaftale med et adoptivbarn, så bliv ikke overrasket, hvis moren foreslår at blive hos jer, mens ungerne leger. Hav respekt for, at adoptivbørn ofte er tidligt omsorgssvigtede børn, og at de derfor kan have brug for mere tryghed og have svært ved at takle oplevelser af ‘tab’ – for eksempel afsked eller en is, der ryger på jorden.

3. Tag styringen og skab ro

Har I besøg af et adoptivbarn, uden forældrene er der, så vær opmærksom, hvis barnet pludselig virker lidt hyperaktivt. Det er muligvis et signal om, at hun har brug for ro og rammer. Så kan det være en god idé at lave en rolig aktivitet sammen med børnene, som du styrer – for eksempel sætte jer og tegne, lave en smoothie sammen eller se en lille film. Hjælper det ikke, kan du altid ringe til forældrene.

Kilde: Trine Brix, adoptionscoach.

Sådan fortæller du dit barn om adoptivbørn

Forklar kun, hvis dit barn spørger

Kender dit barn et adoptivbarn, kan det være, han slet ikke lægger mærke til forskellen. Og så længe dit barn ikke spørger, hvorfor Tania har sorte krøller og ikke ligner sin lyshårede mor, behøver du ikke forklare ham, at hun er adopteret.

Gør det til en positiv historie

Spørger dit barn til Tania, der er født i Afrika, så sig til dit barn, at det ikke er synd for hende, at hun fik nye forældre. Forklar, at Tania er supersej, og at hun bare fik sin familie på en anden måde – fordi hendes første forældre ville have, at hun skulle have et bedre liv end det, de selv kunne give hende. Forklar dit barn, at man nogle steder i verden simpelthen er for fattig til at kunne have børn. Det kan godt være chokerende for dit barn at høre, men sig, at det var godt, at hun og hendes forældre fandt hinanden!

Adoptivforældrene er blevet de rigtige forældre

Fortæl dit barn, at ‘Tanias adoptivforældre er blevet hendes rigtige forældre’. For det er dem, der passer på hende og elsker hende lige så meget, som far og jeg elsker dig!’. Det er okay at forklare dit barn, at Tania også har ligget i sin første mors mave.

Kilde: Trine Brix, adoptionscoach.

Do’s and dont’s, når du taler med adoptivforældre

Spørg ikke, om de helst ville have haft et ‘rigtigt barn sammen’

Tænk på, at forældrenes kærlighed til deres barn er præcis lige så stor som den, du nærer til dit barn. Sig ikke ‘kunne I ikke tænke jer at få jeres eget barn?’. De har de børn, de har ønsket sig, og tænker ikke, at det var second best at få deres dejlige adoptivbarn. Moren tænker ikke ‘gid jeg havde født mit eget barn’, men ‘gid jeg havde født det her barn’.

Adoptivbørn er både ‘normale’ og ‘danske’!

Vej dine ord, og pas på, at du ikke taler om adopterede børn i forhold til ‘danske børn’ eller ‘normale børn’ – men i forhold til ‘danskfødte’ børn. Det kan virke sårende, og hvis barnet hører det, kan hun føle, at hun så ikke er ‘rigtig dansk’ eller helt normal.

Anerkend, at adoptivbørns tidligste historie betyder noget

Vær opmærksom på, at mange adoptivforældre opdrager deres børn ud fra det faktum, at børnene typisk ikke har fået omsorg nok i starten. Så døm ikke, hvis du ser moren have voldsomme afskedsscener i børnehaven – eller sågar i 0. Eller 1. klasse. Eller hvis et lille skolebarn stadig har brug for at putte sig meget ind til sin mor og sutte på tommelfinger. Prøv på ikke at tænke ‘det er hun da for stor til’, eller ‘så skal jeg love for, at hun endelig blev mor og ikke vil give slip på sin baby’. Forældrene er ikke pylrede, men bevidste om, at det netop var den grundtryghed og kærlighed, deres skat ikke havde, da hun var helt lille.

Spørg kun, hvis fortroligheden er der

Overvej, om de adoptivforældre, du kender, er åbne nok til at blive spurgt til adoptionen. For de fleste adoptivforældre er barnets tid inden adoptionen meget følsomt og en meget privat historie. Det kan være sorgfuldt, for barnet kan være fundet i en meget sårbar situation, måske endda i en skraldespand, og det gør ondt at tænke på. Men hvis du føler, at åbenheden og fortroligheden er der, og du er oprigtigt interesseret i barnet (og ikke bare sensationen) – så spørg, om du må spørge til det.

Spørg ikke, mens ungerne hører

Hvis du vil spørge adoptivforældrene om noget, der har med adoptionen at gøre, så overvej, om det er noget for børneører. De allerfleste adoptivbørn ved godt, at de er adopterede – det er det, man anbefaler at fortælle dem. Men sig ikke ‘ved I noget om hendes rigtige forældre?’. For adoptivbarnet har netop brug for at vide, at det er hendes adoptivforældre, der er de rigtige.

Sig undskyld, hvis du fik sagt noget juks

Kommer du til at træde i spinaten, så vend tilbage, og sig ‘hør her, jeg kom vist til at sige ‘rigtige forældre’, det var ikke meningen, det var ubetænksomt. Jeg skulle have sagt ‘Kina-forældre’ eller ‘første forældre’… eller hvad kalder I dem selv?’.

Kilde: Trine Brix, adoptionscoach. Se også Adoptionscoachen.dk.

LÆS OGSÅ: Barnløs blogger: Er adoption en plan B?

LÆS OGSÅ: Benedikte Kiær: Jeg bebrejdede mig selv for de spontante aborter