Julia Lahme

Julia Lahme: Jeg var angst for at fejle

Forfatter og morblogger Julia Lahme glæder sig til, at hun skal være mor igen. “Det bliver dejligt at prøve det hele uden angst,” siger hun.

Næsten lige siden Julia Lahme for godt tre år siden blev mor til sin førstefødte Elias, har hun været hemmeligt skruk.

“Jeg synes, at det er røvfedt at være gravid. Jeg kan lide at være to-i-en. Jeg kan lide det lille spark indefra. Og jeg kan lide at passe på et lille væsen under mit hjerte,” siger Julia Lahme.

Nu er hun så gravid igen med forventet ankomst af barn nummer to i løbet af september.

Julia Lahme og hendes mand Johan glæder sig over, at deres lille Elias nu får lov til at blive storebror. Og så glæder Julia Lahme sig til at prøve det hele igen uden angst.

Mere afslappet mor nu

“Da Elias var lille, var jeg rigtig bange for, at jeg skulle komme til at ødelægge ham,” siger hun.

Julia Lahme planlagde alt efter hans rytmer og tilpassede alle gøremål efter hans behov.

“Jeg tænkte for eksempel, at hvis jeg ikke fik ammet på de helt rigtige tidspunkter, ville han dø af sult,” fortæller Julia Lahme.

Nu håber hun, at angsten er væk eller i hvert fald mindsket.

”Jeg kan jo se, at selv om vi gjorde os sindssygt umage, så kom vi alligevel til at begå nogle fejl med Elias. Jeg kunne for eksempel godt nogle gange have tænkt mig, at jeg havde været mere forstående og afslappet. Men det er jo gået alligevel. Og han gik jo ikke i stykker af det,” siger Julia Lahme.