Må min pige på 11 år vokse ben?

Spørgsmål:

Min datter på 11 år plager konstant, om hun må vokse eller barbere sine ben. Hun har en storesøster på 15 år, som har fået lov, men jeg er meget modvillig mod, at hun begynder på det allerede.

Både synes jeg, det er helt unødvendigt, da hun, selv om hun er mørkhåret, ikke har så mange hår på benene, og jeg mener også at vide, at hvis man først begynder på at fjerne sine hår, så bliver hårene mere stride og vokser hurtigere? Hvad skal jeg sige til min datter?

Læs lægens svar på næste side

Svar:

Kære spørger,

Der er ikke noget holdepunkt for, at hår, der bliver barberet væk, kommer ud med fornyet styrke, kraft og mængde. Det kan sagtens føles som om, hårene er mere stride, når de nye hår kommer ud, fordi de er skarpt afskårne fra barberingen.

Hårene kan være mørkere, fordi de nye hår ikke er blevet bleget af solen og lyset endnu, og det kan virke som om, de vokser hurtigere efter en barbering, men det er der heller ikke noget holdepunkt for. Måske virker det bare sådan, fordi de første millimeters vækst er mere synlig end den næste centimeter. Så det skal ikke være derfor, at hun ikke må barbere sine ben endnu.

Det er selvfølgelig meget tidligt at skulle ind på en regelmæssig rutine med shaving eller voksning, og jeg kan godt forstå, at du overvejer, om du synes, det er en god idé at starte nu, eller om det ikke kan vente nogle år endnu.

Synes hun, at hendes ben er for lodne, eller handler det om at få lov til at gå i gang med nogle af de ting, der hører hendes storesøsters alder til? Er hun lige lovligt langt fremme i skoene, eller er det et ønske på linie med at forsøge sig med læbestift, der på ingen måde kan holdes inden for læberne?

Hvis hun ikke er fremme i skoene, så risikerer du nok ikke så meget ved at lade hende forsøge sig. Hun vil formentlig finde det kedeligt og besværligt, og der vil gå lang tid, inden hun gider gentage succesen.

Hvis hun derimod er en rigtig frisk tøs, er der selvfølgelig en klar mulighed for, at det at give hende lov til at barbere sig er starten på en ny æra for hende og for dig.

Ofte handler det mere om hvilke værdier, man gerne vil signalere til sine børn, end om de må gå i krig med teenage-rutiner for tidligt eller ej. Skal en 11-årig bekymre sig om sine ben, eller skal hun lege ubekymret?

Problemet er, at der er så mange andre end os forældre, der påvirker vores små teenagere-to-be, og den ungdomsprisning, der foregår, kan ikke undgå at få en del små prinser og prinsesser til at hige efter at træde ind i de mere voksnes rækker alt alt for hurtigt, ligesom nogle af os andre, der for længst har forladt ungdomstiden, kæmper med næb og kløer for at holde fast.

Hun skal kende din holdning til at træde ind i hele det univers, hun lige nu fascineres af, og det tror jeg helt sikkert, hun gør, når det er noget I har diskuteret gennem længere tid.

Det er kun dig, som kender din datter ud og ind, der kan finde ud af, hvad der er det rigtige for hende, og om hun skal have de samme grænser som sin storesøster, eller om hun er skruet anderledes sammen og skal have lov til at begynde barberingens tvivlsomme lykkesagligheder tidligere, end du egentlig havde forestillet dig.

Venlig hilsen

Liselotte

Om eksperten:

Liselotte Hergel er praktiserende læge i Lyngby og har masser af børnefamilier i sin klinik. Hver måned besvarer hun læsernes spørgsmål om sundhed i Junior.

Har du eller din familie et spørgsmål vedrørende jeres barns sundhed? Så skriv til sund@juniormag.dk