Beretning fra fødegangen: "Da jeg bliver kørt væk, når jeg lige at råbe ”pas godt på ham"

Mit vand går d. 20. april klokken 02.30, og min søn bliver født d. 21. april 2020 klokken 12.39.

Min fødsel starter med, at mit vand går om natten, men uden nogen form for fremgang, så om morgenen tager vi ind på hospitalet til tjek. Jeg må desværre gå alene ind på fødemodtagelsen, da min mand ikke må være der pga. corona-situationen (dengang blev mændene først tilladt adgang ved aktiv fødsel).

Timerne går, og da der stadig ikke er sket noget, får vi omkring kl. 17 en fødestue, hvor min mand endelig på komme med ind. De har besluttet, at jeg skal sættes i gang, da der er gået for længe ift., at vandet er gået, uden at der er sket noget. 

Jeg bliver sat i gang med vestimulerende og er ved godt mod - endelig sker der noget. De skruer godt op, men efter to timers tid dykker vores drengs hjerterytme. Der kommer en afdelingsjordemoder ind, og vi bliver undersøgt, og der sættes en lille monitor på vores dreng, så de bedre kan måle hans værdier. Herefter går de i gang med ve-drop. 

En kaos-nat

Der er vagtskifte omkring klokken 23, og her oplever jeg en god overdragelse fra jordemødrene.

Omkring midnat er der stadig ingen fremgang, men jeg får en vestorm og kan ikke længere være i vearbejdet. Jeg får fortalt, at hvis jeg vil have en epiduralblokade, skal det være nu, da anæstesilægerne ikke er til rådighed mellem 00-06 pga. corona-situationen.

Beslutningen skal tages i hast, da klokken allerede lige har passeret 24, og jeg takker ja og priser mig lykkelig for, at jeg har læst grundigt op på smertelindring hjemmefra.

Klokken 6.00 er jeg stadig i vearbejdet, og der er nu vagtskifte igen, og igen får jeg en god jordemoder og god overdragelse.

Herefter går det langsomt, men stødt fremad og omkring klokken 12 får jeg pressetræng og er også 9 cm åben.

Jeg oplever pressefasen som god og tryg og er glad for, at det hele endelig er ved at slutte (tror jeg).

Klokken 12.39 fødes vores søn som en lille supermand, dvs. med armen først frem. Han har navlesnoren om halsen, som dog hurtig fjernes, og han lægges op på mit bryst. Han er helt blodig og blå, men jeg tænker ikke nærmere over det, da jeg ved, at babyer nogle gange lige venter med at skrige. Jeg er bare lykkelig. Jordemoderen gnubber ham, og han bryder ud i et dejlig skrig og tisser på mig, og jeg tror, at alt er godt.

Panikken breder sig

Men mens min moderkage bliver fjernet, mærker jeg et skift af stemning på stuen. Jeg hører dem tale om et stort blodtab, og klokken 12.48 kommer der en læge ind, som hurtigt fjerner vores søn, der kommer over til min mand.

Jeg har tabt tre liter blod på syv minutter. Lægen sætter sig oven på mig for at forsøge at standse blødningen. Jeg kan se panikken i de andres ansigt og bliver pludselig bange, da jeg fornemmer, at det er helt galt, og at de har mistet kontrollen. Jeg hører lægen råbe “hvor bliver de af” og tænker selv “ja hvorfor sker der ikke mere”. De venter åbenbart på flere hænder, som skal hjælpe med at transportere mig til operationsstuen.

Der går nok kun 20 sekunder, før rummet er fyldt med folk, der tager over, og jeg bliver kørt væk. Men sekunderne føles uendelige, og jeg tænker tusind ting og får taget afsked med min mand, og når lige at råbe på vej ud af døren “pas godt på ham”. På dette tidspunkt bløder jeg stadig.

Herefter føler jeg mig helt træt og udmattet og har følelsen af at være på vej væk ind i døden, mens jeg bliver trillet på båren mod operationsstuen. Men jeg får kigget op på en plakat af en kravlende baby, der hænger på gangen, lige som jeg skal til at lukke mine øjne i, og jeg lover mig selv, at jeg ikke må give op og skal holde mig vågen. Jeg griber fat i en læge og trygler dem om at redde mig, og de lover, at de gør deres bedste. Jeg bider mærke i, at de siger, at de vil gøre deres bedste i stedet for “at de godt kan redde mig”.

På operationsbordet

Jeg går i panik, og hele min krop går i chok og krampe. De får givet mig noget beroligende på operationsstuen, som hjælper lidt.

Jeg prøver at forstå, hvad der sker med mig. Ingen fortæller mig noget, og det eneste, jeg hører, er folk, der råber til hinanden, alt imens jeg kan følge med på en tavle, at jeg taber mere og mere blod. Da jeg når frem til, at jeg har tabt 3,9 liter blod, tænker jeg, hvad sker der? Hvorfor virker det ikke, det de gør? Jeg tænker, at nu kan jeg da snart ikke tabe mere blod, uden at jeg besvimer? Uden at jeg dør?

Det eneste positive, jeg hører, er at jordemoderen fortæller mig, at vores søn og far har det godt.

Jeg får endelig øjenkontakt med en læge og griber fat i hans arm og beordrer ham til at fortælle mig, hvad der foregår. Han fortæller mig bare, at de er i gang med at sy mig og standse blødningen, men ikke hvad der er sket. Herefter kommer der endelig en sød sygeplejerske fra børneafdelingen, som får til opgave at være hos mig og berolige mig. Hun er virkelig sød, og jeg slapper lidt mere af, men jeg er stadig bange og forvirret.

Jeg kan mærke fire hænder indvendigt arbejde og mase rundt, og jeg kan se to kvindelige læger sidde koncentreret og arbejde. Men jeg kan se, at de er frustrerede, og det gør, at jeg bliver mere bange. Jeg tænker, at hvis de læger, der opererer på mig, er frustrerede og i panik, så må den være helt gal. Jeg får efterfølgende fortalt, at de er frustrerede og i panik, fordi de har svært ved at komme til og standse blødningen, da jeg er meget smal, og det er derfor er svært for dem at arbejde og få syet mig sammen.

Efter cirka to timer fornemmer jeg et skift i stemningen, men stadig har ingen fortalt mig, hvad der er sket. Jeg hører lægerne fortælle, at de er i gang med at sy min bristning, og først her slapper jeg af - jeg tænker, at hvis de er ved at sy min bristning, så har jeg klaret den.

Imens står en af lægerne og regner på mit samlede blodtab - fire liter i alt. Jeg hører dem diskutere flere gange, om der er sket en regnefejl - selv de er chokerede over mængden af blod, jeg har tabt. 

Gensynet

Da de er færdige med at sy bristningen, flyttes jeg over i en ren seng og bliver kørt ud på gangen, hvor jeg bliver genforenet med min mand og ser vores lille dreng, og lige der bryder jeg ud i tårer. Både i lykke over rigtig at se vores søn, i lettelse over at have overlevet og i ulykke over at være gået glip af de første dyrebare timer.

På opvågningsstuen er der heldigvis ro, og jeg kan koncentrere mig om vores lille dreng. Men efter noget tid nager sulten. Der er ikke nogen, der har været forbi med den klassiske "fødselsdagsbakke" med toastbrød. De har dog nogle rester fra frokosten, som jeg får tilbudt, men desværre ikke kan få ned.

Vi skal vente en del timer på opvågningsstuen, og de går med til, at min mand får en seng tildelt på grund af min situation, og fordi de ikke har så mange stuer, hvor mændene også kan overnatte.

De første dage

De efterfølgende dage er uden tvivl de sværeste dage i mit liv. 

Det er grænseoverskridende at dele stue med andre, når man lige har gennemgået sit værste mareridt og samtidig er enormt sårbar, som man nu engang er som nybagt mor og familie. Vi har intet privatliv og ingen ro, da den anden families baby græder utrolig meget på grund af sygdom.

Selvom ens forfængelighed og blufærdighed ryger, når man er i fødsel, så er det ikke sjovt, at en anden familie kan kigge ind på ens nøgne krop. Det er grænseoverskridende at fortælle, hvor psykisk skidt man har det, når man ved, at der er nogen lige på den anden side af gardinet, der kan høre alt. Derudover er der løbende udskiftning af familier, som vi deler stuer med, så der er også en masse larm, når de flytter ud, skal gøre rent og flytte nye ind - dette gør de selv midt om natten. 

Det værste er klart, at jeg ikke selv kan bevæge mig på grund af blodtabet og derfor heller ikke kan løfte vores søn op og ned fra krybben. Herudover er der en masse slanger og snore, der måler en masse værdier på mig, og jeg får blodtransfusion og skal have taget mange blodprøver løbende, så roen til at få amningen etableret er der ikke. Desuden kan jeg se, at vores dreng ikke har den rigtige sutteteknik, da hans tungebånd er stramt, men det afviser de på hospitalet. Det viser sig efterfølgende hos en øre-næse-hals læge, at hans tungebånd er rigtig stramt og burde have været klippet hurtigst muligt.

Vores søn begynder derfor at tabe sig, alt imens vi bliver mødt med alle mulige mærkelige modsatrettede metoder til at få amningen til at lykkedes. På tredjedagen må jeg selv efterspørge en klar plan for, hvordan vi får ham op i vægt, og jeg får min mælk til at løbe til. Jeg får stukket et skema i hånden med noget modermælkserstatning og tilbudt en brystpumpe, og så er det ellers op til os selv at regne det ud derfra. 

Her undrer jeg mig meget over den manglende opmærksomhed og fokus på amning og trivsel af vores søn.

Jeg undrer mig også over, at det først er, da jeg bryder fuldstændig sammen i et angstanfald, at der også er en smule fokus på, hvordan jeg har det psykisk. De tilbyder mig en snak med afdelingslægen, som jeg takker ja til. Han fortæller mig lidt om forløbet og er imødekommende. Det er rart at kunne spørge ind til forløbet og endelig få forklaret, hvad og hvorfor det kunne gå så galt.

Jeg får forklaret, at det, jeg har oplevet, heldigvis kun sker for 1% af alle fødende, og jeg får at vide, at jeg skal være glad for, at jeg fødte på hospitalet, for ellers var jeg død.

Det er dog mest en klinisk gennemgang, og jeg undrer mig over, at der ikke stilles en form for krisepsykolog til rådighed.

Jeg vil hjem

Selvom jeg stadig selv har det dårligt, kan jeg bare se, at vores søn får det dårligere, da han ikke får nok med mad og ro, og for hans skyld lader jeg som om, at jeg har det bedre, end jeg har det. Jeg kæmper mig på benene, selvom jeg er ved at besvime flere gange. Jeg vil også hjem, fordi min mælk ikke er løbet til, og amningen ikke fungerer, og jeg ved, at jeg kan købe mig til en professionel ammevejleder, som jeg håber kan hjælpe os med at få vores dreng på rette kurs.

Jeg vil også hjem for nemmere at kunne få ordentlig mad, som jeg selv kan bestemme, hvornår jeg vil have, og ikke være afhængig af at få det serveret. 

Og hvor jeg kan ligge i rent sengetøj (det er først på tredjedagen, hvor min seng er fyldt med opkast, tis og blod, og jeg selv gør opmærksom på det, at jeg får skiftet det på hospitalet).

De accepterer, at jeg tager hjem som stående indlagt lørdag, mod at jeg kommer tilbage til flere prøver mandag.

Hjemme i trygge rammer

Da vi kommer hjem, sænker skuldrene sig, og roen kan endelig indfinde sig. Jeg får min mor til at bo hos os nogle dage og kan endelig få den rette hjælp til amning fra det private af uddannet personale, som laver en klar plan for, hvordan vores dreng kommer op i vægt, og min mælk kan løbe til.

Efter at have været inde mandag til kontrol bliver vi sluppet fri, men bliver stukket et telefonnummer, som vi altid kan ringe til, hvis der skulle opstå noget.

Der er ingen form for opfølgning ift. hvad min krop har været igennem – udover otte ugers-tjek hos egen læge.

Jeg undrer mig også over, at jeg ikke automatisk får tilbudt hjælp af hospitalet, men skal gå til egen læge for at få psykologhjælp til behandling af fødselstraumet.

Mit budskab

Mit budskab er, at jeg undervejs har oplevet de sødeste sygeplejersker og dygtigste læger, men som på ingen måde har tiden og ressourcerne til at kunne udføre deres job ordentligt.

Jeg synes, det er skræmmende, at det kun er ressourcestærke familier, der har råd til privat vejledning ift. amning og psykolog, der har mulighed for at få en god start på familielivet.

Jeg ærgrer mig over, at jeg har skullet bede om hjælp så mange gange for at blive taget alvorligt. 

Derfor håber jeg, at politikerne og sundhedsvæsenet fremadrettet vil prioritere flere ressourcer til føde- og barselsafsnittene rundt omkring på landets hospitaler. 

Mit forslag er, at man får indført en målrettet behandling for familier, der har været igennem en traumatisk fødsel, hvor fokus er på familiens samlede trivsel, fysisk såvel som psykisk, og som hurtigt kan iværksættes tidligt i efterfødselsforløbet. Jeg håber, at man i højere grad i fremtiden ikke blot fokuserer på den medicinske behandling, men vil fokusere på det "hele menneske", da krop og sind er så tæt forbundet. 

Derudover håber jeg på, at man kan få indført et større og tættere samarbejde mellem hospitalerne, praktiserende læger og sundhedsplejerskerne, så der ikke er risiko for, at man bliver tabt imellem systemets mange stole.

I sidste ende er det jo børnene - vores allesammens fremtid - som ender med at betale prisen.

Indlægget er et udtryk for skibentens egen holdning.