Katrine var flov over sin morkrop: ”Jeg skjulte min store røv med lange cardigans”

Da jeg var otte uger henne, havde jeg taget otte kilo på. OTTE! Jeg husker, min mor sagde til mig: “Hvor er det pudsigt. Da jeg ventede dig, tog jeg også otte kilo på. I det hele.”

Jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville blive en kæmpe matrone, når der en dag lå en baby inde i min mave. Jeg var egentlig helt ok med det, selv om min familie og ikke mindst lægen mindede mig om, at jeg nok skulle tage den lidt med ro, for det der med at æde nonstop, det var der ikke nogen grund til.

Som ugerne gik, kom flere og flere kilo til. Mine bryster voksede fra en nydelig 75C til en K-skål, og vægten havde for længst sneget sig over de 100 kilo. Jeg vejede mere end min far, der altid har joket med, at en rigtig mand vejer over 0,1 ton. Well, det gør en rigtig kvinde så også, farmand!

Det gjorde mig som sådan ikke ked af det, at jeg tog så hurtigt på, for der var jo en ganske logisk og yderst fantastisk forklaring. Ud over at jeg sørgede for, at samtlige køkkenskabe og køleskab bugnede med alt det, jeg havde lyst til: Nutella, rejeost, hvidt brød, pizza, chips, slik, og nå ja, et par citrusfrugter, så lod jeg også alle former for fysisk aktivitet gå i dvale. For tænk nu, hvis der skete noget med babyen.

Jeg gik fra at træne to-tre gange ugentligt til at lave absolut ikke og en skid. Alle sunde og fornuftige vaner blev skiftet ud med noget, der ligner en hverdag hos en af de der ekstreme overspisere, man kun ser i dårlige, amerikanske tv-dokumentarer. Det undrede mig faktisk, hvorfor jeg pludselig nærmest blev et helt andet menneske?

– For nogle gravide kan bevidstheden om, at man nu ikke længere er alene i sin krop være lidt af et chok. Der følger jo et stort ansvar med fra starten, som kan gøre, at man tænker meget anderledes, end man ellers ville gøre, forklarer psykolog Charlotte Diamant. T

il den sidste vejning viste vægten 115 kilo – altså havde jeg taget mere end 40 kilo på. Der blev jeg sgu flov. Det var første gang i løbet af min graviditet, at jeg for alvor blev bevidst om, at jeg havde givet alt for meget slip.

Den 20. juni 2016 – 10 dage efter terminsdatoen – blev min fire kilo store baby endelig akut skåret ud af min mave, og vores søn kom til verden. Lille Karl Frederik.

I tiden efter var jeg overbevist om, at de ekstra graviditetskilo ville rasle af mig, når jeg begyndte at amme. Det havde stort set alle i min omgangskreds fortalt mig. Det skete bare ikke. Jeg sad stadig der i ammehulen med alle mine ekstra kilo. Der var ingen optimering af min post-krop. (Stort set) ingen udvikling overhovedet.

– Det er blevet sådan, at det er helt ok at flashe sin krop, også en overvægtig en af slagsen, og det er også helt fint at vise omverdenen, at man tager rigtig mange kilo på på grund af en graviditet. Men efterhånden forventer vi, at der samtidig sker en udvikling, og den må gerne være hurtig og konstant, siger fremtidsforsker Liselotte Lyngsø.

Min krop blev sekundær, for bare den lille knægt havde det godt og fik sin mælk, så var det ret ligegyldigt med alt andet. Jeg satte egne behov fuldstændig og aldeles til side på alle leder og kanter.

En tyk kopi af mig selv

Lad os spole tiden frem til efteråret 2018, hvor jeg skulle medvirke i et tv-program i forbindelse med en bog, jeg havde udgivet. Den slags var jeg normalt god til. At være på og tale om vind og vejr. Men alt i mig brød sammen, da jeg så udsendelsen senere samme aften.

– Hvad fanden er det, jeg ligner?, spurgte jeg min kæreste.

– Det der er jo ikke mig. Det er en tyk og ulykkelig kopi af hende, du i sin tid forelskede dig i. Hvorfor er du overhovedet stadig sammen med mig?

Han grinede. Troede, jeg sagde det for at være morsom. Det gjorde jeg ikke. Jeg mente hvert et ord. Hvad i alverden ville han med mig? Sådan en stor, usikker sag, der havde tilsidesat sin egen lykke, lige siden hun var blevet mor.

– Når overskuddet lige så stille vender tilbage, får vi tid til at tænke på os selv. Og når det går op for os, at vi ikke har smidt de kilo, vi drømte om, og at vi ikke ligner alle de slanke mødre, vi følger på de sociale medier, så gør det da ondt. Det kan give følelsen af, at vi ikke er gode nok, siger psykologen.

Jeg havde faktisk givet op. Jeg var blevet sådan én, der skjulte min store røv med lange cardigans. Sådan én, der i sidste øjeblik meldte afbud til sociale arrangementer med den ene dårlige undskyldning efter den anden. Sådan én, der væmmedes over det, hun så i spejlet, men som ikke gjorde noget ved det. Sådan én, der – til trods for en dejlig søn og en skøn kæreste – bare konstant gik rundt og var småsur og ulykkelig.

Det gik op for mig, at jeg ikke længere kunne bruge graviditeten, en svær amning, en dreng, der aldrig sov eller et kejsersnit, lægerne havde fucket op, som undskyldning. Jeg havde levet i fornægtelse, fordi jeg inderst inde godt var klar over, den var gal. Jeg var skideflov.

Men jeg er langt fra den eneste, der er ked af min morkrop, viser en ny undersøgelse udarbejdet af Vores Børn. Over halvdelen af de adspurgte mødre i undersøgelsen svarer nemlig, at de er blevet mere utilfredse med deres kroppe, efter de har fået børn. Det er særligt maveskind, de ekstra kilo, bryster og strækmærker, der er årsag til utilfredsheden.

Derudover viser undersøgelsen også, at mindreværdet i en tredjedel af tilfældene har rod i den polerede virkelighed på sociale medier, ligesom en tredjedel er mindre tilfredse med deres krop, efter de er blevet mødre, fordi de sammenligner sig med mødre i deres omgangskreds, der ser ud, som de gjorde, før de fik børn.

– Det kommer ikke bag på mig. Det burde være obligatorisk at tage et smut i svømmehallen og se, hvordan rigtige kroppe ser ud, siger Liselotte Lyngsø.

Svømmehallen? Aldrig i livet. Jeg havde for længst takket nej til babysvømning med mødregruppen, for jeg skulle dæleme ikke klemme mig ned i en badedragt. Det skulle jeg nok have gjort, for en bane eller to i klorvand ville uden tvivl have gjort min krop godt.

Lad mig dog være utilfreds

Selv om diverse influenter i mit Instagram-feed forsøgte at overbevise mig om, at en krop er smuk uanset hvad, så blev jeg mere og mere overbevist om, at det IKKE var tilfældet.

Hvorfor skulle jeg lære at elske noget, jeg som udgangspunkt på ingen måde brød mig om? Og hvorfor bliver vi hyldet med likes, når vi viser træt maveskind og appelsinhud frem, men mødt af kritik, når vi ytrer et ønske om at forskønne kroppen?

– Vi føler os truet af alle de kunstige ting, vi kan få lavet ved kroppen, og derfor er modreaktionen kommet for at blive. Vi ser sådan en slags ’tilbage-til-naturen-kult’ – også på sociale medier. Den tendens bliver stærkere og stærkere i kraft af, at vi får flere og flere unaturlige hjælpemidler, mener Liselotte Lyngsø og fortsætter:

– Der er aldrig nogen, der vil sige: Ad, du sidder og spiser økologisk. Det er meget sjældent, at vi peger fingre ad det naturlige. Men lige så snart noget er unaturligt, så får vi travlt. Vi har altid ret til at være naturlige – der er vi safe. I hvert fald på de sociale medier.

Men vejer du 40 kilo for meget, så rammer det dig nok i den virkelige verden. De første ti headhuntere vil styre uden om dig, selv om du måske er kvalificeret til jobbet. Simpelthen fordi du sender et signal om, at du er doven og ude af stand til at passe på dig selv, siger fremtidsforskeren.

Måske derfor er det sværere at være ’au naturel’ i den virkelige verden – når det moderlige bliver lidt for rundt og looket lidt for tungt. Langt fra alle kan lære at elske og acceptere deres post-gravide krop. Den har trods alt tidligere både været glattere, fastere og slankere.

Den nemme løsning på det problem er at få en kosmetisk eller kirurgisk behandling. Det kunne hele 38 % af de adspurgte mødre i Vores Børns undersøgelse godt tænke sig, såfremt økonomi ikke var en hindring. Ud af dem vil 74 % gerne have lavet bryster, 34 % opstrammet maveskind og 15 % have laserbehandlet deres strækmærker.

– Slankebranchen har kronede dage. Det at få en ny morkrop er blevet en gaveidé, fædre kan give deres koner, efter de har født. Så kan maveskindet blive løftet, der kan rettes til hist og her, og fedtet flyttes fra det ene sted til det andet. De tjener flere og flere penge – og de går målrettet efter kvinder, der lige har født. Så det er ikke så underligt, vi konstant føler, vi skal flytte os, siger Liselotte Lyngsø.

Hit med min krop!

Jeg havde også behov for at flytte mig og blev spurgt, om jeg ville være med til at teste et 10-ugers forløb for et magasin. Jeg skulle udelukkende leve af Nupo-pulver alle dage – seks gange om dagen.

Det var, som om der faldt en appelsin ned i min turban. Den form for slankekur havde jeg aldrig nogensinde tænkt på. De få gange, jeg trods alt havde forsøgt med sundere mad, mindre sukker og flere gåture, faldt jeg altid i.

Jeg var kommet derud, hvor det hele også bare kunne være ligegyldigt. Jeg var begyndt at vænne mig til ikke at kigge mig selv i spejlet nøgen, ikke tage mit tøj af foran min kæreste og pakke mig ind på stranden.

– Der er i dag stor forståelse for, at vi arbejder med os selv og konstant optimerer det, vi kan. Er du ikke tilfreds med dit udgangspunkt, så må du enten lære at slutte fred med det, gå til en psykolog og arbejde med dine værdier eller gå i træning eller benytte dig af et quick-fix. Så gør du, som kvinder gør det mest, siger fremtidsforskeren.

Jeg kunne ikke slutte fred med mit udgangspunkt, så quick-fix var vejen frem for mig – efterfulgt af en masse træning. Jeg begyndte at leve af pulver – uden helt at vide, hvad jeg gik ind til. Interessen for mit noget drastiske valg var ret stor, så derfor forslog en veninde, at jeg skulle lave en ekstra Instagram-profil, så folk kunne følge med.

Jeg kaldte den @Hitmedminkrop, for sådan havde jeg det: Hit med den krop, jeg engang havde og var ganske godt tilfreds med. Der kom en del følgere til, og jeg fik mit eget lille heppekor.

99 procent kvinder, hvoraf 80 procent af dem var mødre i præcis samme situation som jeg. Ifølge fremtidsforsker Liselotte Lyngø er kroppens forfatning blevet en indikator for, hvorvidt vi har tjek på vores liv.

– De materielle symboler er forsvundet. Det er ikke længere fint at have en firehjulstrækker eller en stor villa. Nu handler det om at have styr på sin krop, sin træning og mentale udvikling. Det er blevet det vigtigste for os at kunne vise, at vi er omstillingsparate, og den kamp vil vi gerne dele.  

På kur med et barn på sidelinjen

Ofte blev jeg mødt af kritiske spørgsmål som: Hvad siger Karl til, at du ikke spiser? Er du ikke bange for, du giver dit barn et usundt forhold til mad? Og den værste: Hvis du ikke elsker dig selv, som du er, hvordan vil du så lære din søn det?

Den slags dukkede op i min inboks i takt med, at vægttabet blev synligt. Og jeg er ikke bygget af sten, så nogle af kommentarerne ramte mig. Var jeg en lortemor, en ego-mor? Sådan én, der kun gik op i selv at shine, mens jeg ignorerede mit barns behov? Kunne jeg overhovedet være bekendt at gå op i, hvordan jeg så ud? Var jeg blevet overfladisk? Var det virkelig et problem, at jeg gjorde noget godt for mig selv?

– Vi blander os helt vildt i andres liv, og vi er i total feedback-krise. Vi tror, vi får feedback fra de sociale medier, men der er kæmpe forskel på den, og så den feedback, du får fra en god veninde. Det, du oplever på sociale medier, er, at du går ind i en situation, som du er loyal over for, men du er ikke nødvendigvis med på den næste situation.

Der var en masse, der kunne sympatisere med, at du vejede for meget, og det var den historie, der blev abonneret på. Men vi kan ikke lide, når folk forlader den trygge boble, for vi har ikke købt ind på, at du skulle tabe dig og blive tynd. Derfor reagerer vi, siger Liselotte Lyngsø.

Selv derefter fortsatte jeg ufortrødent med min nye livsstil i håb om igen en dag at blive glad for mit eget spejlbillede. Foruden Nupo-kuren begyndte jeg også at træne flere gange om ugen, da jeg endelig havde smidt kilo nok til, at jeg kunne bevæge mig, uden det gjorde ondt.

Jeg havde travlt med at sige til folk, at det var skønt at kunne lege med Lego på gulvet med min søn, men i virkeligheden glædede jeg mig meget mere over noget andet: Det faktum, at jeg igen kunne købe en str. 38. At mine overarme ikke blævrede, når jeg vinkede, at min mave igen var flad, og at min røv var blevet fastere.

Bevares, det var da så absolut også et plus, at jeg ikke længere havde ondt i ryggen, og at hælsporene var gået i sig selv. 18 kilo røg på de 10 uger, og der er røget flere efterfølgende. Jeg er så skidestolt af det, jeg har opnået. Sjovt nok smitter det også af på resten af familien, når mor er glad, tilfreds – og lækker.

– Der er jo ikke noget formål i at være uattraktive, men hvad der er attraktivt og ikke er, det er heldigvis individuelt. Nogle elsker deres strækmærker – andre gør ikke. Lad os have lov til det, slutter psykolog Charlotte Diamant.