Klumme: Som mor har jeg fokus på andres behov – men hvad med mig?

Sådan har jeg faktisk kørt en del år med fokus på mange andres behov end mine egne. Før jeg fik børn, var det mit job, der fyldte mest – også mere end venner og familie. Ikke fordi jeg nogensinde er blevet tvunget til det. Det var bare sådan, det faldt naturligt for mig, for jeg har altid arbejdet med noget, jeg har brændt for – og derfor heller aldrig talt timerne.

Ikke bare en god mor, men den bedste!

Da børnene kom, satte de mit liv i en fastere ramme, end jeg var vant til. Jeg havde et helt klart ideal om, hvilken mor jeg gerne ville være: Sådan en, man ser i film og på de sociale medier. En, der læser højt hver aften, aldrig siger nej til en legeaftale, kører til karate, trommer, i legeland og hvad drengene ellers gerne vil, lægger tøj frem og smører madpakker hver dag – og (selvfølgelig) sidder i forældrerådet og altid melder sig til at arrangere fester og andet for ungerne.

Jeg ville ikke bare være en god mor, men den bedste mor.

Hende, som mine børn ikke kunne tænke sig anderledes. Så det forsøgte jeg samtidig med, at jeg kørte med fuld drøn på karrieren og desuden også gerne ville være kæreste med min mand, drikke kaffe med min mor og spise brunch med veninderne. Giv mig lige 48 timer i døgnet, tak! For problemet var, at jeg i min iver efter at blive verdensmester til det hele også havde følelsen af hele tiden at give for at gøre andre glade, mens jeg selv halsede efter lidt ved siden af mig selv med tungen ud af munden: “Jeg har styr på det, vi skal nok nå det!”. Hvor blev roen og overskuddet af?

Når hjælpen er nær

Det er gået op for mig, at ungerne er fuldstændig ligeglade med, hvor lang tid jeg har brugt på at vælge den helt perfekte bog, bare vi er sammen om at læse den. De vil lige så gerne lave bål i haven, som at tage en tur i Tivoli. Point taken. Det er en vigtig værdi for mig at være en nærværende mor. Men det er svært at være ægte nærværende, når man samtidig har en meterlang to do-liste af praktiske ting. Derfor har jeg lavet en aftale med min mand. Han tager madpakkerne – hver dag. Han tager også karate, og legeaftaler, når han har mulighed, og han henter oftere end jeg. Og så har han meldt sig til forældrerådet. No problem – overhovedet. Faktisk har han altid tænkt, at jeg gjorde det hele, fordi jeg gerne ville – hvad jeg sådan set heller ikke rigtig kan bebrejde ham.

Tid til… mig

Når jeg slipper nogle af opgaverne, giver det rent faktisk overskud og nærvær til at læse højt, bage vafler, læse lektier med pædagogisk sans og danse rundt med ungerne på stuegulvet. Men vigtigst af alt: Jeg har indført mig-tid. Jeg kan mærke, at det giver luft og overskud, når jeg får blæst tankerne igennem med en gåtur i parken på vej hjem, eller når jeg endelig får taget de yogatimer, jeg har talt så længe om. Jeg øver mig i at få det i kalenderen og få det gjort med god samvittighed. For jeg har lært, at nok kommer børnene i første række, men jeg selv skal højere op på listen.

I det nye nummer af Vores Børn fortæller Esther, hvordan hun har skåret ned på sit arbejdsliv, og i vores store undersøgelse kan du læse, hvordan 50 pct. drømmer om at blive hjemmegående. Der er jeg ikke selv, og hvad der er rigtig for mig, er ikke nødvendigvis rigtigt for dig, men jeg tror, at mange af os med fordel kunne fokusere lidt mere på, hvordan vi både får større overskud og glæde i vores liv som forældre. Det gavner både os selv og resten af familien.

Det nyeste nummer af magasinet Vores Børn er på gaden nu.